Sådan arbejder vi
Foreningen er uafhængig i partipolitisk og religiøs henseende. Vi er løbende i kontakt med politikerne på Christiansborg, i regionerne og i kommunerne for at sikre ligestilling uanset køn eller seksualitet. Kampen for LGBT+ vilkår går på tværs af ministerier og politiske områder. I vores politiske indsats arbejder vi ud fra en række principper, som bl.a. handler om at udfordre normer og kønsroller, insistere på rettigheder og ligestilling, skabe forandring både socialt og kulturelt og have et blik for og solidaritet med andre marginaliserede grupper.
Sådan skaber vi forandring
Vi arbejder politisk: Danmark er og har historisk været blandt de mest progressive lande, når det kommer til LGBT+ vilkår og rettigheder. Det betyder dog ikke, at der ikke fortsat er store kampe forud. Vi arbejder med politikerne på Christiansborg og i kommunerne på tværs af politiske sektorer for at sikre lige muligheder og rettigheder uanset køn og seksualitet.
Vi yder støtte og skaber fællesskaber: Alle har brug for nogen at spejle sig i. Trygge fællesskaber, hvor alle kan være sig selv, dele erfaringer og få råd og vejledning, er afgørende for en bedre tilværelse for seksuelle og kønslige minoriteter. LGBT+ Danmark tilbyder rådgivning, sociale arrangementer og samtalegrupper rundt i hele landet for mange aldersgrupper. LGBT+ Danmark støtter dertil minoriteter globalt i tæt samarbejde med lokale LGBT+ organisationer i bl.a. Afrika, Mellemøsten og Østeuropa.
Vi kæmper for social og kulturel forandring: Rettigheder er fundamentale, men hvis diskrimination, udelukkelse og stigmatisering stadig foregår, er vi ikke kommet meget længere. Vi ved, at LGBT+ personer oplever alarmerende mere mistrivsel end andre. Derfor udbreder vi viden og uddanner lærere, pædagoger, sundhedspersonale, ledere, NGO’er, virksomheder og andre i LGBT+ kompetencer.
Vi arbejder i solidaritet og samarbejder med andre LGBT+ organisationer: Hvis vi skal lykkes med at skabe varig forandring, har vi brug for mange typer LGBT+ aktører. Derfor samarbejder vi med bl.a. Copenhagen Pride, Sabaah, LGBT+ Asylum, FSTB, TiD, WeShelter, Aids-Fondet, Pan Idræt og en lang række lokale LGBT+ foreninger.
FN’s Verdensmål og menneskerettigheder
LGBT+ Danmark arbejder ud fra de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Menneskerettighederne er de spilleregler, der gør, at vi kan tænke, tale og leve frit sammen, og de giver ret til og mulighed for at leve et liv i sikkerhed og tryghed. FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget samme år, som foreningen blev stiftet i 1948, og den understreger, at menneskerettigheder gælder for alle mennesker hele tiden alle steder uanset køn, seksualitet, handicap og etnicitet. Derfor er menneskerettighederne en stærk rettesnor i vores politiske og juridiske arbejde i foreningen. Dog nævner FN’s verdensmål ikke eksplicit LGBT+ personer, men den lover ikke at efterlade nogen. Det betyder, at målene for alle 17 udviklingsmål skal opfyldes for mennesker i alle dele af samfundet, herunder også LGBT+ personer.