Pride

[substantiv] [fælleskøn] 

Bøjning: -n, -r eller –s, -rne
Oprindelse: fra engelsk pride (stolthed) 

Betydning:
Betegner en politisk markering og demonstration for rettigheder og anerkendelse til LGBT+ personer, ofte i form af en parade, eller gennem talks, workshops og lignende. Paraderne foregår i mange storbyer verden over og der findes flere prides i Danmark. De tjener bl.a. til at vise, at ”vi er mange” og for at protestere mod manglende rettigheder og anerkendelse. Den første Pride fandt sted den sidste lørdag i juni måned 1970 i New York for at protestere mod manglende rettigheder for bøsser og lesbiske og myndighedernes – ikke mindst politiets – forfølgelse af dem. Den fandt også sted for at mindes optøjerne, der fulgte efter, at politiet i 1969 havde lavet en razzia i Stonewall Inn, en populær bøssebar, der var flittigt besøgt af LGBT+ personer, beliggende i Greenwich Village-kvarteret i New York City. Den første pride betegnes også som startskuddet til kampen for åbenhed om seksuel orientering og kønsidentitet (i USA). Nutidige Prides mange steder i verden sætterfokus på alle LGBT+ personers rettigheder og eksistens, mens der også nogle steder afholdes prides for at demonstrere for rettigheder til bestemte LGBT+ grupper og identiteter.

Beslægtede begreber:
Chikane
Diskrimination
Hadforbrydelse
LGBT+
LGBT+ bevægelse
LGBT+ miljø
Norm
Rettigheder
Stigmatisering
Synlighed