Valgdebat i København: EU og LGBT+ politik?


22/05-24 19:00 - 21:00


Vestergade 18E, 2. sal, København, Danmark


Mød Marianne Lynghøj (V), Tobias Marney (Moderaterne), Karoline Lindgaard (Alternativet), Mads Hvid (SF), Mathias Niebuhr (S) og Anne Sophie Callesen (RV).
Snart er der valg til Europa-Parlamentet, og EU-borgerne skal til stemmeboksen for at beslutte hvem der skal løfte opgaverne i EU de næste 5 år. Men det kan til gengæld være svært at se, hvordan Europa-parlamentsvalget påvirker en selv, og det kan være en udfordring at gennemskue, hvem man skal stemme på for at få sine interesser repræsenteret.
Vidste du fx at Europa Parlamentet i 2020 lancerede en femårig strategi for ligestilling af LGBTIQ+ personer i EU, der gennem en række initiativer skal sikre bedre beskyttelse af LGBTIQ+ personer og forpligter alle medlemslandene til at skabe lige LGBTIQ+ rettigheder.
Faktisk har Europaparlamentsvalget en del med vores fundamentale LGBT+ rettigheder at gøre. Og ikke mindst fordi, vores stemmer vedrører ikke kun os selv, men alle EU-borgere! Så når du stemmer for bedre LGBT+ rettigheder i Danmark, påvirker det også udviklingen i et andet EU-land.
Derfor har vi hos LGBT+ Danmark inviteret en lang række af partiernes EP-kandidater til debat om LGBT+ politik i europæisk sammenhæng. Vi spørger dem, hvad de selv mener og hvor de helst så at EU flyttede sig hen i den næste valgperiode.
Vi holder valgdebatter i Odense, Aarhus og København i løbet af maj, så du har mulighed for at møde kandidaterne nær dig.
Valgdebatten er en del af LGBT+ Danmarks satsning "Vi stemmer sammen!", som er støttet af Tuborgfondet.