Sankthansaften fejrede foreningen 73 års fødselsdag – læs årets taler her

Onsdag den 23. juni 2021 fejrede vi LGBT+ Danmarks fødselsdag – og sankthansaften naturligvis. Sekretariatschef, Susanne Branner Jespersen, bød velkommen med en tale, hvor hun gjorde status over den danske LGBT+ bevægelse 73 år efter dens fødsel. Senere på aftenen holdte bestyrelsesmedlem, Rei McKay Mansa, årets brandvarme båltale. Du kan læse begge taler her. Tak til de mange deltagende – det var rørende at mærke fællesskabet efter mange måneders social isolation.

 

Susanne Branner Jesperne holder tale på græsplane foran publik og ved siden af en tegnsprogstolk.

Susanne Branner Jespersens byder velkommen. Tegnsprogstolk fra Tegnbuen.

Havepavillion og balloner der danner tallet 73

Midsommerfesten markerede også LGBT+ Danmarks 73-års fødselsdag.

Unge personer i rundkreds

En gruppe ungdomsmedlemmer holder picnic.

Susanne Branner Jespersen holder tale før bålet tændes.

Susanne Branner Jespersens tale før bålet tændes.

Velkomsttale ved Susanne Branner Jespersen

Velkommen til LGBT+ Danmarks fødselsdag! Jeg håber I har fået kage, og noget at drikke. Hvor er det dejligt at se så mange samlet igen.  

Det har været et svært år for mange – og også udfordrende at navigere rundt i som forening. Samtidig er der mange for hvem dette års online-hed har betydet større tilgængelighed og større mulighed for at deltage, og jeg håber vi kan holde fast i de kommende år i de bedste af de erfaringer, vi har gjort os med det. Personligt er jeg i dag utrolig lettet over at det lysner – at samfundet åbner op – og at vi i dag kan mødes rundt om bålet for endnu engang at fejre ikke alene Skt. Hans, men også LGBT+ Danmarks fødselsdag. Jeg håber, I føler jer trygge ved at være her. Og også mærker en spirende glæde over dén helt særlige energi, der kan opstå når man ikke kun er sammen på afstand, men sammen helt konkret og fysisk.  

Vores forening bliver i dag 73 år og i dagens anledning kan man købe vores limited edition plakat som opsummerer de sidste 7 årtiers udvikling i LGBT+ rettigheder i Danmark. Dén vil jeg selvfølgelig opfordre jer til at få én af! 73 år er noget af en bedrift, når man tænker på med hvilken energi vi har fødselsdag.  

Vi er en forening i kraftig vækst og med fuld knald på udvikling af tilbud, efterspørgsel efter viden og lokal tilstedeværelse, eksponentiel stigning i henvendelser om samarbejder og med en dedikeret energi på at udfylde dét formål, vi er sat i verden for – nemlig at kæmpe for lige rettigheder og muligheder for mennesker, der bryder med normerne for køn og seksualitet.  

Og vi ér nået langt her. Sidste år i august kom regeringen med et forslag til 10 nye lovforslag, som vi nu venter på bliver fremsat – de fleste af dem forhåbentlig i næste folketingssamling, altså her i 2021-2022. Med dem får vi indført et generelt forbud mod diskrimination på baggrund af kønsidentitet, kønskarakteristika og seksuel orientering – og vil dermed nyde samme beskyttelse, som alle andre uanset om vi søger en bolig, er på arbejde eller går på gaden. Der kommer også en skærpelse af loven om hadforbrydelser. Derudover forventer vi en lov om nemmere registrering af juridisk forældreskab til mødre, at transpersoner, der er forældre, bliver anerkendt som det køn, de er, en afskaffelse af betænkningstid for juridisk kønsskifte for voksne og indførelse af juridisk kønsskifte for børn og unge.  

Der er mange ting, vi stadig gerne vil have forbedret – særligt forhold for kønsdiverse personer i sundhedssystemet, forholdene for familier med to fædre eller med mere end to forældre, og at få arbejdet for en generelt bedre mental sundhed for alle LGBT+ personer i Danmark – herunder med særligt fokus på børn, unge, bi/panseksuelle og kønsdiverse personer. Det er alt sammen på vores radar.  

Særligt på trivselsområdet opleves det ofte som om der er langt igen. Én ting er rettigheder – en anden ting er anerkendelse og tryghed i de sociale fællesskaber, vi alle sammen er en del af til hverdag.  

Vi har selv tidligere på året publiceret en rapport med ret nedslående tal for manglende trivsel blandt landets LGBTQ+ elever – hvor man kan gange mistrivsel med 6 i forhold til de generelle tal. I år har oplever det også med det stigende fokus, der har været – og bør være – på homo-, bi- og transfobi i sport. Hver femte LGBT+ person føler sig ikke inkluderet i danske sportsfællesskaber og mere end hver 4. har oplevet diskrimination. 37% af hele den danske befolkning oplever, at der tales nedsættende om LGBT+ personer på deres arbejdsplads. Der er rigeligt at tage fat på.   

Og samtidig er der ingen af de rettigheder, vi har eller nu ser ud til at få i Danmark, som jeg tænker, at vi kan tage for givet. I disse dage er jeg i stigende grad eftertænksom i forhold til den udvikling vi ser, hører og mærker omkring os i verden.  

Bare kig på udviklingen i lande som Polen og Ungarn, og i lande så tæt på som England og Sverige – rettigheder man én gang har fået, er også rettigheder som kan tages fra én. Ungarn har vedtaget en lov, der forbyder LGBT+ indhold i skolen eller børne-tv. Sidste år forbød Ungarn juridisk kønsskifte. I Polen er der indført LGBT+ frie zoner. Medlemslande i dét værdifællesskab som EU også er, har givet grønt lys til at diskrimination, had og forskelsbehandling kan florere. I USA, England og Sverige er der i år sket alvorlige tilbageslag for særligt unge transpersoners ret til kønsbekræftende behandling – flere steder med direkte ulovliggørelse af behandlingsmuligheder.  

Anti-kønsbevægelsen, som er global og sammensat af lige dele konservative politiske og konservative religiøse kræfter, er reel, og vi er dem, de retter deres energi imod. Der er også i Danmark et stigende antal offentlige røster, der betvivler vores relevans og stiller spørgsmålstegn ved vores eksistensberettigelse. I den stemning kan man godt miste modet.  

Men jeg har masser af håb for fremtiden. Jeg får dagligt håb for, at det går i den rigtige retning. Vi oplever som aldrig før, at vi er relevante og nødvendige, og at vores arbejde er værdsat og bliver påskønnet. Vi bliver ugentligt ringet op af skoler, lærere, pædagoger, ansatte i sundhedssektoren og andre, der møder LGBT+ personer i deres dagligdag og begynder at opdage, at de måske har et videnshul, og som rækker ud for at få kvalificeret sparring og viden. Vi får et stigende antal henvendelser i vores rådgivninger i København, Aarhus og Aalborg af folk, der bagefter er lettede og glade over at have fået relevant hjælp. Vi har AURA-frivillige rundt om i hele landet, som styrer trygge mødesteder for andre unge. Vi har besøgstjeneste for ældre, og samtalegrupper for transpersoner. Vi har Nordens største LGBT+ bibliotek. Vi åbner snart dørene for et regnbuehus i Vestergade med tilbud til regnbuefamilier, kreaværksted, café-fællesskab og andet.  

Andre organisationer vil lave samarbejder, og jeg oplever virkelig, at mantraet ”nothing about us without us” i stigende grad anerkendes og respekteres. Og sådan skal det være. Nothing about us without us.  

LGBT+ Danmark er nemlig ikke kun en politisk organisation, der arbejder for lovændringer og rettigheder. Vi er et fællesskab, et frirum og en støttende skulder til at læne sig op ad, når samfundets normer gør grundlaget svært at finde fodfæste på. Vi er også til for bare at have et sted at være sammen med andre, der er ligesom os selv – et fællesskab for alle, der bryder med normer for køn og seksualitet, og hvor det ikke altid er dét, der fylder – men hvor det bare tit kan være så rart at vide, at her skal man ikke forklare noget. Her skal man ikke forsvare noget. At I er her i aften viser jo, at et sådant fællesskab og frirum skal vi blive ved med at være. I rigtig mange år endnu.  

Jeg håber I får en dejlig aften i hinandens selskab – glædelig midsommer!  

Rei McKay Mansa holdet tale på en græsplæne ved siden af et Trans Pride flag.

Rei McKay Mansa holder båltale.

Bålet tændes.

En masse mennesker var samlet for at se bålet og høre talerne.

To unge personer i aftensol

Glade midsommegæster i aftensolen

En masse personer der kigger på et bål.

Bålet brænder langsomt ud - vi ses til næste år.

Båltale ved Rei McKay Mansa

Jeg har aldrig været specielt god til Midsommervisen. Altså, jeg kan sagtens synge den, det er bare som om ordene sætter sig fast i halsen. Gad vide hvorfor?

Vi elsker vort land – ofte bliver det udtalt af folk, f.eks. politikere, der mener, at Danmark (eller Polen, eller Ungarn, eller…) er en lukket, idyllisk landsby, der kun er for en udvalgt skare. Hvis du opfylder normerne, reglerne og forventningerne til, hvordan du er en RIGTIG dansker, så kan du måske få lov at være med i klubben. Men rigtig mange af os er bare ikke inviteret  – vi får ikke en gang tilbuddet om at spise skovsneglen for at være med i hulen.

Sangen går videre til julen – en højtid, der, hvis man fejrer den, kan være umådelig vanskelig og smertefuld, hvis man ikke er normativ. Måske har man ikke længere kontakt med biofamilien, måske er man ikke til de traditioner, julen indebærer, måske har man en anden religion end lige kristen… Måske bliver man ikke længere inviteret “hjem til jul”, fordi man ikke opfylder biofamiliens forventning til hvem man skal være. Måske bliver ens partner ikke inviteret med, fordi de har det “forkerte” køn. Måske var julen, ligesom Sankt Hans festen og andre højtider, blot endnu en af de undskyldninger, ens alkoholikerfar havde for at drikke sig fuld. Højtider kan for mange være forbundet med utallige traumer og ubehagelige minder, og i endnu højere grad hvis man ikke er normativ. Biofamilie kan være svært og smertefuldt, og er ikke altid dem, vi kan gå til, når verden gør ondt.

Så har vi en hel masse meget idyllisk om landbruget og naturen, I ved, den som vi er godt i gang med at smadre over hele kloden, specielt vha landbruget og store coorporations og firmaer, der er ligeglade med hvad de efterlader til kommende generationer. Det går skidegodt på den front!

Der er også en ungdom, der går til dans. Jeg tænker det må være de der unge, der passer ind i gruppen og derfor er inviteret med til festerne og ikke er ensomme og mistrives i skolen. Det inkluderer nok ikke dem, der bliver mobbet og diskrimineret. Dem, som der slynges homo- og transfobiske skældsord efter i skolegården. Dem, som ikke kan overskue at gå i skole, fordi skoledagen er én lang mobning og smerte. Dem, som fryses ud af erhvervsuddannelserne, fordi “sådan en som dem ikke kan være i det fag”.

Sidst, men ikke mindst, har vi det bombastiske vers, hvor vi RIGTIG får slået fast, at vi i hvert fald ikke gider have noget fremmed og farligt her i landet. Og hvis der alligevel skulle snige sig et par slemme hekse og trolde ind under radaren, eller, uha! Leve iblandt os uden vi har opdaget det! Så sætter vi sgu ild til dem. Kort proces. Sådan.

Der er masser, der gerne så os jaget ud af idyllen og futtet af, fordi vi er for queer, for trans, for homo, for meget af alt det, de ikke kan lide, og for lidt af det, de har  som ideal. Derfor pisser det sidste vers mig rimelig meget af. For ved I hvad, vi er kommet for at blive. Vi går ingen vegne, og de kan ikke løse det ved at brænde os af. Eller kalde os krænkelsesparate. Eller lovgive sig ud af det ved at sige, at vi ikke skal “forklæde politik som videnskab” på universiteterne. Eller lave LGBT+ frie zoner. Eller sige, vi ikke eksisterer. For det gør vi – og vi er stærke.

Så alle dem, der lykkeligt smider det fremmede, det uvante, det anderledes på deres Sankt Hans bål i form af en “heks”, de skal ikke have lov at vinde. Heller ikke de, der i medierne “brænder os” ved igen og igen af afskrive, hade og tale ned om alt, hvad der gør dem usikre og provokerer dem, fordi de ikke forstår det, og ikke ønsker, det eksisterer i deres landsbyidyl. De skal ikke have lov at vinde i Danmark, men dælme heller ikke i Ungarn, Tjetjenien, Rusland, Polen, USA, England… Jeg kunne blive ved. Der er så mange steder i verden, hvor udviklingen går den forkerte vej, hvor den heteroseksuelle kernefamilie ophøjes til det eneste sande og rigtige, hvor LGBT+ personer forfølges, jages ud eller dræbes, blot for at elske dem, de gør, og være dem, de er.

Så længe over 90% af LGBT+ børn og unge oplever homo- og transfobisk sprogbrug i skolen, når man kan samle historier nok om hadforbrydelser til at udgive en hel bog med dem, så længe folk ikke tør være åbne om deres partners køn eller deres egen kønsidentitet på deres arbejdsplads, når vi får at vide, at vores køn ikke er “rigtigt”, men noget vi finder på for at få opmærksomhed, så længe LGBT+ personer bliver slået ned, spyttet efter eller svinet til i byen eller online, er ensomme, har dårligere sundhed og ikke respekteres af andre mennesker – så skal vi stå sammen og kæmpe!

Vi skal stå sammen mod alle dem, der mener idyllen ville være federe, hvis alle “heksene og troldene” ikke var der, og de kunne slippe for alt det, der er anderledes og ikke-normativt. Og vi skal sammen kæmpe for, at vi kan få den behandling, vi har brug for i sundhedsvæsnet, at vi ikke bliver afvist fra boliger, at vores familiestrukturer er ligestillede med cishetero-familierne, og vi behandles ordentligt og bliver taget seriøst på arbejdsmarkedet – uanset vores seksualitet og kønsidentitet.

Det kan godt være, foreningen efterhånden har nået den alder, hvor jeg måske selv kan håbe på en dag at gå på pension (i øvrigt med statistisk mindre på opsparingen og med dårligere sundhedstilstand, da jeg er tildelt kvindeligt køn ved fødslen, er transkønnet og biseksuel), men den skal forblive aktiv og stærk mange år endnu.

Vi skal stå sammen og kæmpe for at få flere rettigheder og bibeholde dem, vi allerede har opnået, for der er masser, der gerne så dem taget fra os igen. Vi skal ikke acceptere at blive presset ind i en snæver, idylliseret kasse, vi ikke passer ind i, og som gør ondt på os og ødelægger de fantastiske mennesker, vi er. Vi skal især løfte og støtte dem, der er minoriseret på flere fronter, og som diskrimineres yderligere på baggrund af kropskapabilitet, ethnicitet, socialklasse og ressourcer.

Så lad os i dag sammen feste, “gå til dans” og omfavne hinanden som de fantastiske “hekse og trolde” vi er, og fejre, at vi har hinanden til støtte, råd og glæde og at vi kan være familie for hinanden.

Rigtig glædelig Midsommer, og tillykke med fødselsdagen!