Priden er (selvfølgelig) politisk – dette kæmper vi særligt for i år

LGBT+ Danmark under Copenhagen Pride Parade 2021

Priden startede som en politisk bevægelse - og et det stadig i den dag i dag. Her ses LGBT+ Danmark under WorldPride parade I 2021. Foto: David Robinson.

I morgen starter Copenhagen Pride. Det er en uge, hvor mangfoldighed og regnbueflag får lov til at indtage gadebilledet og avisspalterne. Pride er synlighed og fest, men for os er det også en politisk markering af de forhold som stadig gør det uforholdsmæssigt svært at være LGBT+ person i dag.

Sommer er Pridesæson, og gennem de sidste mange uger har prideflag vajet over hele landet fra Aabenraa til Odense og Aarhus, og her midt i august er det hovedstadens tur.  

Priden er en årlig markering af, hvad vi som LGBT+ miljø har at fejre og at kæmpe for. Vi hylder sammenhold og mangfoldighed og råber op om de vilkår, der stadig kan gøre det uforholdsmæssigt svært at bryde med normer for køn og seksuel orientering. For eksempel viser en ny rapport fra VIVE Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at LGBT+ personer som samlet gruppe har generelt lavere uddannelse, lavere beskæftigelse, lavere livstilfredshed, mere ensomhed, dårligere helbred, mere brug af sundhedsydelser relateret til psykisk helbred, færre sociale relationer og er mere udsat for vold og diskrimination end majoriteten i befolkningen.

I LGBT+ Danmark er det vores opgave at sikre, at den tilstand varer hele året rundt. Derfor går vi målrettet ind i ugens store opmærksomhed på LGBT+ dagsordenen med stærke politiske budskaber, som skal sikre reel forandring – også når regnbueflagene pakkes sammen igen.   

I år går vi særligt ind i prideugen med disse fire politiske budskaber:  

  • Rettigheder for regnbuefamilier  
  • Fællesskaber hele livet i hele landet 
  • Lighed i sundhed og trivsel 
  • Frihed fra vold 

Herunder kan du læse, hvad vi konkret arbejder for under hvert budskab, og hvorfor det er afgørende, at politikkerne tager stilling til dem.

 

Rettigheder til regnbuefamilier

Børn i Danmark vokser i stigende grad op i andre typer familier end den traditionelle kernefamilie med et heteroseksuelt forældrepar. Men ikke alle typer af regnbuefamilier har den samme lige ret til familiedannelse og lige vilkår for at få hjælp i processen. 

Manglende juridisk anerkendelse, manglende forståelse, fejlagtig rådgivning og manglende viden hos sundhedspersoner stiller regnbuefamilier dårligere end andre allerede fra familieplanlægningen begynder, og fortsætter under graviditet og i forbindelse med fødslen.  

I familier med to fædre anerkendes medfar ikke som juridisk forælder, og i familier med flere end to forældre har barnet ikke juridisk ret til alle dets forældre, ligesom ikke alle forældre har de rettigheder og pligter, som alle forældre bør have over for deres eget barn. 

Vi arbejder allerede med at rådgive og skabe netværk for regnbuefamilier, men har tænkt os at bruge Copenhagen Prides store opmærksomhed på LGBT+ området til at tale disse familiers sag. 

Vi kæmper for: 

  • At medfaderskab bliver praktisk muligt i lovgivningen ved at give mulighed for at en kvinde kan bære og føde et barn til et tiltænkt forældrepar (surrogasi). 
  • At der skal kunne ydes økonomisk kompensation til den der bærer barnet, hvis surrogasi 
  • foregår i Danmark under ordnede forhold på en socialt forsvarlig måde.  
  • At lesbiske får mulighed for partnerægsdonation i fertilitetsbehandling, så den ene kvinde kan bære et barn med den andens æg og en donors sæd. 
  • At familier med flere end to forældre anerkendes juridisk. 

 

Fællesskaber hele livet i hele landet

Bryder man med normer for køn og seksualitet er man særligt udsat for både ensomhed, dårligt mentalt helbred og livsstilsproblemer.  

Trygge fællesskaber er afgørende for at bekæmpe ensomhed og mistrivsel, men desværre føler mange LGBT+ personer sig ikke tilpas i lokale fællesskaber som idrætsforeninger, pensionistklubber osv.   

Hos LGBT+ Danmark tilbyder vi en lang række sociale fællesskaber for LGBT+ personer, fx for unge under 18 år i vores landsdækkende AURA-tilbud og for ældre via Besøgsvennerne. 

Vi kæmper for: 

  • At kommunerne tager ansvar for at støtte lokale LGBT+ inkluderende fællesskaber, der kan øge LGBT+ personers trivsel over hele landet. 
  • At sikre mangeartede, lokale sociale tilbud uanset alder for eksempel AURA-fællesskaber for unge LGBT+ personer og Besøgsven- ordninger for ensomme ældre LGBT+ personer  

   

Lighed i sundhed og trivsel

LGBT+ befolkningen er en særligt udsat gruppe ift. sundhed, senest understreget af VIVEs store rapport Kortlægning af homo- og biseksuelles samt transpersoners levevilkår fra august 2022, der sammen med tidligere rapporter tegner et dystert billede: Der findes en markant ulighed i seksuel sundhed, mental sundhed, herunder depression, angst og selvmordsadfærd, samt livsstilsfaktorer som rygning, stof- og alkoholmisbrug.   

Dette gælder ikke mindst transpersoner i kønsbekræftende behandling. Det understregede en rapport af LGBT+ Danmark fra 2022, som samtidig kortlagde flere strukturelle og sundhedspolitiske udfordringer for adgangen til kønsbekræftende sundhedsfaglig hjælp i Danmark.    

LGBT+ Danmark tilbyder viden på vores sundhedssite lgbtsundhed.dk, via vores rådgivning og gruppesamtaletilbud TRANSIT. 

Vi kæmper for: 

  • At mænd, der har sex med mænd, får ret til blod- og sæddonation på lige fod med heteroseksuelle mænd.  
  • At forbedre adgangen til kønsbekræftende sundhedsfaglig hjælp for transpersoner ved at nedbringe ventelisterne i det danske sundhedssystem og genåbne muligheden for henvisning til behandling i udlandet. 
  • At LGBT+ personers trivsel og mistrivsel måles systematisk i offentlige myndigheders tilbagevendende undersøgelser. 
  • At myndighederne bekæmper stigma og sikrer forebyggelse og behandling, når LGBT+ miljøet bliver uforholdsmæssigt ramt af smitsomme sygdomme, som for eksempel abekopper. 

 

Frihed fra vold

Fysisk vold, psykisk vold, hadforbrydelser og partnervold rammer desværre i større grad LGBT+ personer end majoritetsbefolkningen både i Danmark og resten af verden. 

Senest har VIVEs Kortlægning af homo- og biseksuelles samt transpersoners levevilkår fra denne måned vist, at transpersoner er dobbelt så ofte udsatte for vold generelt, og flere gange mere udsatte for seksuel vold. Også biseksuelle kvinder oplever i langt højere grad vold end majoritetsbefolkningen. 

LGBT+ Danmark arbejder for at klæde politiet, sundhedspersonale og andre myndighedspersoner på til bedre at kunne imødekomme LGBT+ personer i deres praksis.   

LGBT+ Danmark arbejder desuden i vores internationale projekter med at øge sikkerheden for LGBT+ personer i Øst- og Nordafrika, i Sydvestasien og i Østeuropa. 

Vi kæmper for: 

  • At det skal være forbudt at forsøge at omvende LGBT+ personer fra deres LGBT+ identitet.  
  • At der oprettes flere målrettede sociale tilbud til LGBT+ personer i krise, og at de eksisterende tilbud opkvalificeres for bedre at kunne inkludere LGBT+ personer. 
  • At politi og andre myndigheder bliver bedre til at håndtere anmeldelser af hadforbrydelser. 

Vær med!

I LGBT+ Danmark kæmper vi året rundt for at sikre bedre trivsel og lige rettigheder for alle, der bryder med normer for køn og seksuel orientering. Du kan bakke op ved at melde dig ind eller give os en donation.