LGBT+ miljø samlet på årskonference for at styrke sammenholdet på tværs af landet

For 75 år siden spirede ideen til en forening for bøsser og lesbiske blandt en lille gruppe Aalborgensere. Siden er der sket ufatteligt meget, og foreningen og hele LGBT+ miljøet har udfoldet sig ud over landet i nye former og regnbuefarver. Denne weekend var miljøet samlet for at fejre udviklingen og styrke sammenholdet på tværs af postnumre og minoritetspositioner.

Regnbueflaget blev hejst hos Vejle Center Hotel i weekenden, da 38 LGBT+ foreninger fra hele landet ankom til LGBT+ miljøets årskonference. Fra 23 forskellige byer havde 75 ildsjæle pakket tasken til en weekend fyldt med politiske samtaler, nye indsigter og jubilæumsfejring. 

I en tid med opblomstringen af en anti-gender movement og flere politiske stemmer og grupperinger, der er skeptiske overfor transkønnede, regnbuefamilier og normkritik, er det vigtigt, at vi styrker sammenholdet blandt store og små LGBT+ foreninger. Derfor bar årskonferencen præg af tid til samtaler og møder på kryds og tværs. Det gav nyt håb og gejst til tættere samarbejde og kamp for LGBT+ personers rettigheder og ikke mindst trivsel. 

Et tilbageblik på historien

I år fejrer LGBT+ Danmark 75-års fødselsdag. Derfor indledte Uffe Paulsen, LGBT+ Danmarks politiske konsulent, konferencen med ent tilbageblik på historien og LGBT+ miljøets mange sejre. Det var tydeligt, at både yngre og ældre deltagere til årskonferencen blev lidt mere stolte af den danske LGBT+ bevægelse og klar over den historie, som vi står på skuldrene af. En del af vores historie blev senere denne aften dramatiseret, da to skuespillere læste en historisk breveudveksling op mellem forfatter H.C. Andersen og den litterære samler Edvard Collin. Det var et uddrag for brevforestillingen “Queer Breve”, som det Kgl. Bibliotek afholder i Den Sorte Diamant 13/12 i samarbejde med LGBT+ Danmark i anledningen af vores jubilæum. 

Casehistorier, erfaringsudveksling og normkritik skabte inspiration og konkrete aftaler for tættere samarbejde

Årskonferencen centrerede sig særligt om at give nye ideer til, hvordan vi kan udvikle LGBT+ miljøets arbejde og fællesskaber. Derfor blev der undervist i normkritik, lagt an til et tættere samarbejde i kommunerne og gjort plads til, at deltagerne kunne udveksle erfaringer. En af dem, der delte ud af sit arbejde, var Emma Mai Petersen, der er stifter af Buens Bogcafe. Emma har sammen med sin gode barndomsven Kristine åbnet en bogcafe med LGBT+ litteratur og arrangementer tiltænkt LGBT+ personer i Aalborg. Det begyndte som en protest over forestillingen om, at man er nødt til at flytte til København, hvis man er queer, for at kunne finde et fællesskab med ligesindede. En forestilling som mange af deltagerne på årskonferencen tydeligt kunne nikke genkendende til. Emma fortalte derfor om, hvad der skal til for at stable et queer fællesskab på benene og i deres tilfælde også en kommerciel virksomhed. At skabe en kommerciel virksomhed i forbindelse med den forening eller det fællesskab, som man driver, er en interessant ny udvikling, som både kan byde på fordele og ulemper. I hvert fald håber vi, at mange flere lykkes med det, fordi det er med til at styrke LGBT+ personers tilknytning til arbejdsmarkedet og kan inspirere flere virksomheder til at målrette deres produkter og service til LGBT+ personer. 

Nye drømme og visioner til LGBT+ Danmarks nye politisk program

Når man som os i LGBT+ Danmark modtager offentlige midler og repræsenterer – så vidt muligt – hele LGBT+ miljøet, har vi en forpligtigelse til at lytte til miljøet og inddrage det i udviklingen af vores politiske arbejde. Derfor var deltagerne på konferencen inviteret til at give inputs til LGBT+ Danmarks nye politiske program. Vi arbejder i øjeblikket på at opdatere og udvikle et nyt politisk program, der er en af grundpillerne for foreningens politiske arbejde. I programmet fremgår vores politiske holdninger og de sager, som vi i de kommende fire år prioriterer at arbejde med. Deltagerne på årskonferencen bød ind med flere spændende nye og ældre sager og emner. Her blev fx nævnt: 

“Vi skal undersøge LGBT+ personers dårlige tilknytning til arbejdsmarkedet og skabe indsatser på baggrund af disse fund, som skal få flere i jobs.” 

“Hvis LGBT+ Danmark rent faktisk ønsker at repræsentere bredt, så burde vi arbejde mere politisk med interkønnede personers rettigheder og udfordringer.” 

“Vi ønsker, at LGBT+ Danmark skal styrke civilsamfundet ved at få offentlige puljer til at oprette kurser og seminarer, der skal give de lokale foreninger værktøjer til at arbejde mere lokalpolitisk fx kurser i fundraising og fortalerarbejde.” 

“Vi skal efteruddanne anklagere i retssystemet, så de får mere nuanceret viden om hadforbrydelser.” 

“Styrk det politisk samarbejde med Norden omkring transpersoners vilkår og behandling i sundhedsvæsnet.” 

Med de mange nye ideer til det politiske program vil vi nu indlede en ny proces, hvor vores medlemmer kvalificerer de bedste og prioriterer de tiltag, som de synes, bør indgå i programmet. 

Paneldebat om det gode liv

Inden regnbueflaget blev fjernet fra Vejle Center Hotel havde vi en paneldebat om det gode liv, hvor deltagere fra LGBT Asylum, Lambda, Intersex Danmark, Foreningen til støtte for transkønnede børn, Foreningen af aseksuelle i Danmark og Socialdemokoratiets Regnbuenetværk deltog. Panelet diskuterede bl.a., hvordan vi internt i miljøet kan arbejde bedre sammen for at øge LGBT+ personers trivsel. Her kom en række konkrete forslag frem, fx vigtigheden af at henvise til hinanden og bruge og inddrage de eksperter, der er på området ude i foreningerne. Derudover blev det nævnt fra flere, at de forskellige foreninger ikke har samme forudsætninger, og at fordomme internt i LGBT+ miljøet skal bekæmpes for, at vi i højere grad går til hinanden med et åbent sind og bedre grobund for samarbejde. 

Tak til paneldeltagerne for de gode pointer, og tusinde tak til alle deltagere for det store engagement, der var med til at skabe en vellykket årskonference!