Queerhed, ligesom horror, er defineret ved spændinger: Mellem det indre og det ydre, the normative og det normbrydende, det vi hylder, og det vi afviser. Som så mange andre marginaliserede grupper ved LGBT+ personer, hvordan det er at være i samfundets udkant, kigge ind gennem vinduerne og prøve at beslutte om vi vil inviteres ind til festen eller fortsætte med at leve i skyggerne. Kommer det så egentlig som nogen overraskelse, at vi ser os selv i vampyrer, varulve og andre forvrængede skabninger? At vi sympatiserer med skurke, der bliver udstødt, dolket i hjertet og brændt på bålet?  

Uanset om vi identificerer os med horrorgenrens monstrøse skabninger eller ej, så har genren altid handlet om os fra dens spæde begyndelse til dens nutidige boom (spørg bare gotikkens queer skabere Bram Stoker, Mary Shelley og Oscar Wilde). Vi har taget en tur rundt om bordet med tre queer horrorentusiaster Liv Clausen, Pauline Mignola og Leon Dantoft, for at høre, hvorfor genren er særlig relevant for LGBT+ personer. Liv er aktiv i LGBT+ Danmarks bogklub Queer Reads, og Leon er aktiv i Queer Skriv. Pauline arbejder i LGBT+ Danmarks sekretariat. 

Hvordan blev I interesseret i horror- og gotikgenren, og hvad tiltrak jer ved dem som LGBT+ personer?

Liv: ”Jeg er uddannet litteraturhistoriker, og det var på universitet, at jeg fik øjnene op for genren. Jeg er måske mindre til horror og mere til gotik, og det er egentlig mere en stemnings- eller æstetikbetegnelse end en genre. I min optik er horror og gotik grundlæggende queer. Gotik indfører en midlertidig alternativ virkelighed, hvor der er plads til det ikke-normative, plads til at udforske seksualitet og kønsroller.”

Leon: ”Min interesse for horror startede i barndommen med Gåsehudsbøgerne, men jeg vil sige, at det ikke var queerhed, der tiltrak mig ved genren.”

Pauline: ”Efter at være sprunget ud som queer begyndte jeg langsomt at fordybe mig i flere horror-fortællinger, og adskillige af dem frembragte følelser og sanseoplevelser, jeg aldrig tidligere havde oplevet! Mange af dem var så forskellige fra alt, hvad jeg tidligere havde set, hvad angår temaer, kunstnerisk normativitet og karakterernes udvikling. Jeg tror, man kan gøre, hvad som helst med horror; der er ikke så mange regler, og mediet går allerede imod normerne!”

Kan I nævne nogle horrorfilm eller -bøger, som I mener har særligt stærke eller interessante LGBT+-temaer eller karakterer?

Pauline: ”Der er et par fantastiske kunstværker, som jeg elsker, der skildrer faktiske LGBTQ+-karakterer. Jeg kan nævne den fremragende film Titane, og personligt så jeg virkelig mig selv i den omdiskuterede film The Handmaiden. Begge film skildrer sapphiske karakterer og deres på skift frygteligt forkerte handlinger og dybt menneskelige kærlighed. Dette er en dualitet, jeg føler mig meget forbundet med.

Det er altid sjovt at bemærke, at queer horror ofte betegnes som sådan af seerne, og ikke altid er bevidst skabt af kunstnerne. Jeg husker, der var en stor queer-bevægelse omkring Babadook, der gjorde uhyret til et homo-ikon. I de senere år har vi set horror repræsenteret gennem interne, komplekse dilemmaer, hvor karakterer kæmper med deres egne identiteter og besættelser, som i Thurst, Raw, Beau Is Afraid, Swallow,  og The Witch. Men ingen af disse karakterer skildres som queer, hvilket for mig er en sådan mulighed, der bare er blevet forbipasseret, da temaerne er så forankret i queerhed.”

Liv: ”Jeg synes Bram Stokers Dracula fra 1896 er det evigt gode eksempel. Der er noget helt tydeligt queer på spil både på sådan et ret bogstaveligt plan, hvor alle karaktererne bryder med datidens kønsnormer, men også på et mere billedligt plan. Og så kan man også lave nogle fantastiske queer læsninger af Frankenstein: En mandlig videnskabsmand, der vil skabe liv, bare ikke med sin nye kone!”

Leon: ”Jeg læser mest nyere dansk horror, og der synes jeg det kan være svært at finde de karakterer. Ofte skal man ud i at læse meget mellem linjerne, hvilket jeg ikke synes tæller. Skal man analysere og lave headcanons (noget en fan forestiller sig om en karakter, selv hvis der ikke er basis for det i teksten, red.) for at finde en queer karakter, så synes jeg ikke man kan sige, at der er repræsentation. Dog vil jeg sige, at Ripley fra Alien altid har fascineret mig. Hendes karakter er en kvinde, men var originalt skrevet som en mandlig karakter, og som en lille uudklækket transdreng, så blev jeg meget grebet af hendes kamp mod monsteret, der får mænd til at føde eksplosivt gennem maven.”

Hvordan har I set LGBT+ karakterer og temaer udvikle sig gennem årene?

Liv: ”For det første er repræsentationen blevet åbenlys, hvor den før kun var antydet. Men omdrejningspunktet for hvad vores frygt skal hæfte sig ved, har også flyttet sig: Nu er det nærmest en camp eller satirisk kommentar til det latterlige i, at det er noget, man har kunnet eller skulle kunne frygte i sig selv – det ikke-normative ved queerhed blegner ret heftigt ved siden af hoteller hjemsøgt af seriemordere og killer clowns.”

Leon: ”Særligt i horror er queer karakteren gået fra at være skurken, til at være offeret, til nu at kunne være protagonisten.”

Pauline: ”Komplekse og mangfoldige film indeholder i stigende grad queer personer, der deltager i horror historier, ikke fordi de er queer, men fordi de er en del af det samfund, hvor disse rædselsvækkende begivenheder finder sted. Jeg føler, at vi gradvist bevæger os væk fra “Denne person hjemsøges af ting på grund af deres skam over at være queer” som feks. i Thelma eller Behind Her Eyes, til at queer-personer blot er en del af dem, der skaber eller modtager horrorfortællinger.”

Hvad er potentialet for queer repræsentation inden for de her genrer?

Liv: ”Horrorgenren er sted, hvor man potentielt virkelig kan nuancere queerrepræsentation og vise bredden – at queerpersoner naturligvis findes i alle afskygninger på godt og ondt. Det skal ikke være deres queerhed, der by default gør dem monstrøse. Queer personer skal figurere som helte, som ofre, som monstre, og ikke mindst som mennesker, som har komplekse og rige indre liv.” 

Leon: ”Jeg har selv skrevet en bog indenfor psykologisk horror (Børn af Havet, red.), som jeg synes er en særligt god genre til at udforske queerhed. Minoritetsstress og fordomme påvirker én dybt som queer person, hvilket kan være svært for folk at forstå. Gennem horror kan folk ofte få en fornemmelse for, hvad det er der rører sig inden i queer personer. Horror kan desuden være løssluppent, uden at det tager fra oplevelsen, på en måde som et ungdomsdrama eller en thriller ikke kan tillade sig.”

Pauline: ”Tv-shows som American Horror Story eller The Haunting of Hill House skildrer queer-personer, der udfører fantastiske og frygtelige handlinger, og som oplever voldelige og kraftfulde begivenheder nogle gange i sammenhæng med deres queerhed, og nogle gange ikke specifikt i den sammenhæng. Jeg mener, at det at se queer-personer gøre så mange forskellige ting under rædselsvækkende omstændigheder skaber et stort potentiale for at forstå og udforske mangfoldigheden af queer identiteter.”

Tror I der er en sammenhæng mellem at være LGBT+ person og at finde genklang i horror og gotik?

Liv: ”Jeg tror i hvert fald, at horror på mange måder er blevet en del af LGBTQIA+ miljøets kultur og fælles billedsprog – Elvira som gæstedommer i Rupaul’s Drag Race, Rocky Horror Picture Show, memes om Addams-familien som en queer vennegruppe.

Leon: “Jeg tror, at horror måske har været noget man på nogle måder har kunnet spejle sig i igennem historien – the odd ones out, dem på kanten af samfundet.”

Pauline: ”Meget horror udforsker det samme grundlæggende spørgsmål: “Hvem er monstret? Hvad er egentlig skræmmende?” Og for mig er den bedste skræk den, der går ud over det, man klassisk ville forvente som skræmmende. Horror handler om at bøje normer, finde kærlighed og empati i de mest frygtelige situationer og se skønheden i den forskellighed. På mange måder, når queer-personer massivt bliver dæmoniseret, dehumaniseret og karikeret over hele verden, finder jeg det meget meningsfuldt, at vi stiller os selv de spørgsmål.”