Det kom efter sigende bag på medarbejderne på Københavns Rådhus, at indgåelsen af det første registrerede partnerskab d. 1. oktober 1989 mellem Axel og Eigil Axgil ikke blot var en stor ting i Danmark – det var lidt af en verdenssensation, og Rådhuset blev oversvømmet af journalister og fotografer fra ind- og udland.

Der er nu gået 34 år og det registrerede partnerskab inspirerer stadig andre lande verden over.

Men hvordan opstod denne banebrydende tanke egentlig? Faktisk begyndte det helt tilbage i 1960’erne, da tidens unge begyndte at leve sammen papirløst. Det startede en debat i aviserne om ægteskabslovgivningen nu faktisk også afspejlede virkeligheden. For i sidste ende skulle lovgivningen jo gerne understøtte den måde folk levede sammen i virkelighedens verden – og i den forbindelse begyndte de første tanker om at homoseksuelle par også burde sikres arv og anden anerkendelse, som følger med ægteskabet.

Da man i 1980’erne for alvor var ved at være klar til at tage springet politisk, var det tydeligt, at man kun kunne komme igennem med det registrerede partnerskab, hvis alle tanker om og rettigheder ift. børn blev taget ud.

Det er der siden delvist blevet rådet bod på med bl.a. indførelsen af begrebet med-mor, adgang til assisteret reproduktion for lesbiske og mulighed for adoption for homoseksuelle par. Vi mangler stadig at få implementeret ellers allerede vedtaget lovgivning på området for med-mødre og ser også frem til at der kommer mulighed for at få anerkendt familier, der består af to fædre.

Men en af de allermest udbredte former for regnbuefamilier mangler stadig helt afgørende regulering i dansk lov: Gennem mange årtier er der nemlig skabt og opfostret børn i regnbuefamilier med tre eller fire forældre. Vores mest traditionelle og vel ældste form for regnbuefamilie står fortsat helt uden juridisk fundament.

Så er det ikke på tide, at Danmark endnu engang kigger ud på virkeligheden og giver flerforældrefamilier den anerkendelse og juridiske sikring, som alle berørte børn og forældre fortjener?

Regnbuefamilier er som regel gennemtænkt og planlagt flere år før et æg overhovedet bliver befrugtet og alligevel kræves der en ekstraordinær stor indsats af forældrene: Med akrobatisk fleksibilitet, opfindsomhed, og et menneskeligt overskud til forhandling med alt fra fertilitetsklinikker, jordmødre og offentlige instanser skal de sno sig gennem systemet. Alt sammen for at sikre det helt grundlæggende, som er at kunne give deres barn en tryg relation til dets forældre.

VIVE’s rapport ”Regnbuefamilier med tre eller fire forældre” kortlægger for første gang i Danmark omfanget af regnbuefamilier og tegner desuden et billede af udfordringer og muligheder for disse flerforældrefamilier – fra det lavpraktiske til det eksistentielles niveau.

Sidder du og læser denne kronik som en helt gennemsnitlig dansker i et heteroseksuelt parhold, hvor man har fået sine 1,75 børn, der hedder Ida og William, kan det måske være svært at forestille sig hvordan sådan en flerforældrefamilier kan se ud. Så lad os give et par (tænkte) eksempler: En familie med tre forældre kan f.eks. være kæresteparret Lone og Amanda, der får et barn med deres ven Peter, en homoseksuel mand. Eller kæresteparret Andreas og Max, der får et barn med deres veninde Eva, som heteroseksuel og single. Familier med fire forældre er typisk to par, der får et barn sammen, men også her er der variationer.

Udfordringen for dem alle er, at kun to forældre kan registreres i CPR-registeret. Forældreskabet vil normalt tilfalde de to biologiske forældre til barnet, og det efterlader altså en eller to forældre i juridisk forstand helt fremmede overfor barnet – uanset at de reelt er lige så meget forældre i hverdagen.

Hvordan man løser dette juridisk skabte dilemma giver VIVEs rapport en række eksempler på fra det virkelige liv. Måske vælger en af de to biologiske forældre at give sine juridiske rettigheder væk – så i eksemplet fra før med Andreas og Max, kan det ske at Andreas er biologisk far til barnet, men vælger at bortadoptere forældreskabet til Max. Så har den ene far en biologisk relation, mens den anden har en juridisk sikret relation.

Mange forældre skriver også forskellige typer af aftaler om roller og samvær, men disse anerkendes ikke udenfor hjemmenes fire vægge. Man kan hverken bruge sådan en hensigtserklæring ved et brud i familien eller når man skal forklare en paskontrollør i lufthavnen, at man faktisk er forælder til sit barn.

VIVEs rapport indeholder interviews med forældre, der beskriver en række udfordringer og benspænd for denne type familier, som vi desværre kender alt for godt her i LGBT+ Danmark.

Rapporten giver i øvrigt også indtryk af en række meget engagerede forældre, der har fået beriget deres liv af både deres børn og af det kærlige, fleksible forældresamarbejde. Flerforældrefamilier fungerer efter alt at dømme mindst lige så godt i hverdagen, som andre familieformer. Det fortæller de efterhånden mange nu voksne regnbuebørn i øvrigt også – de er desværre ikke i fokus for rapporten, men deres oplevelser flugter i vid udstrækning med deres forældres: Det er i mødet med omverdenen og ufleksible systemer, at udfordringer opstår.

Den nuværende manglende anerkendelse af anden og tredje forældre skaber en masse ekstra unødigt arbejde for alle familiens forældre, og skaber desuden en grundlæggende usikkerhed, som i sidste ende også kan påvirke barnets relation til sine forældre.

Lad os prøve at illustrere, hvad vilkårene er for sociale forældre i øjeblikket:

Forestil dig, at du skal have et barn. Under graviditeten vil du selvfølgelig med til scanningen, men du kan kun få lov til at komme med ind, hvis du er ekstra ydmyg og taknemmelig overfor lægen, der allernådigst lader dig komme med ind i scanningsrummet. Forestil dig, at du ikke kan være med til dit barns fødsel. Efter barnet er født, kan du ikke blive hjemme med barnet, når barnet er sygt. Selvom du hader at lyve, må du nogle gange ringe til din chef og sige, at det er dig selv, der er syg, så du kan passe dit barn.

Når du skal have barnet til lægen, får du koldsved, for du er ikke registreret som forælder, og de kan bede dig om at gå din vej igen. Når du tager dit barn med på ferie, er det endnu værre, for de kunne i paskontrollen potentielt tro, at du havde bortført dit barn – du kunne nemlig ikke engang få lov til at give dit barn dit eget efternavn.

Når du tager dit barn i skole, har du måske overset, at de skulle have haft kage med den dag, for det stod på Aula, og du kan ikke få adgang til Aula. Så dine medforældre skal kontinuerligt sørge for at sende informationerne videre til dig. Når du prøver at melde dit barn til svømning, kan du ikke se om dit barn er stivkrampevaccineret, og du kan heller ikke se svaret på dit barns coronatest på nettet.

Og så er der frygten for, hvad der vil ske, hvis der skulle være brud i familien. Du og din partner ved, at hvis I går fra hinanden, har du og dit barn ikke ret til at se hinanden nogensinde igen. Fra den ene dag til den anden kunne du og dit barn miste al kontakt, indtil barnet blev stort nok til selv at opsøge dig. Du kan ikke holde ud at tænke på det – eller på, hvad der vil ske med jeres barn, hvis de juridiske forældre skulle gå bort.
I er stadig ved at spare de 5.000-10.000 kr. op, som det koster at få lavet et testamente. Hvis du går bort, vil dit barn ikke arve dig. Da I skulle have fertilitetsbehandling, blev du nødt til at blive skilt fra din mand, selvom I begge skulle være forældre til barnet, fordi lægerne sagde, at de kun kunne hjælpe jer, hvis din mand lod som om, han var kæreste med barnets mor. Så hvis din partner går bort, vil dit barn arve, men du vil ikke, og du vil nok blive nødt til at flytte fra jeres fælles hus, hvor barnet er vokset op. Du vil nemlig heller ikke automatisk blive juridisk forælder til dit eget barn, hvis din mand går bort.

Udfordringer for de sociale forældre har altså et betragteligt omfang – og samtidig kunne mange timers ekstra arbejde og nogle af de største følelsesmæssige problemer undgås ved rent administrative ændringer.

Vi foreslår derfor, at Danmark indfører en helt ny forældrekategori, så et barn i tilgift til de nuværende op til to juridiske forældre også kan have op til to sociale forældre.

Kategorien tænkes indført i CPR-registeret, da det er her alt fra skoler til læger og andre myndigheder trækker deres oplysninger. En tilføjelse af sociale forældre i CPR-registeret vil derfor i sig selv afløse en masse lappeløsninger og åbne helt ny verden. Bare det, at man anerkender, at de er forældre, kunne redde familien fra store praktiske og emotionelle problemer.

Vi foreslår, at sociale forældre tildeles  orienteringsret og dermed adgang til alle barnets informationer. Så snart barnets sociale forældre er registreret i CPR, kan andre systemer hente information herfra, og det vil være nemt at sørge for forælderens adgang til helbredsoplysninger, læge, aula og rejser til udland.

Vi foreslår, at sociale forældre får arveret som det gælder mellem børn og deres juridiske forældre. Det vil både have stor symbolsk og identitetsmæssig betydning, men også medføre f.eks. mulighed for at sidde i uskiftet bo, hvis en juridisk forælder går bort. Vi foreslår også, at hvis en forælder med forældremyndighed går bort, så overgår forældremyndigheden automatisk til den sociale forælder. En sådan mekanisme vil skabe en stor grad af tryghed for barnet og garantere familiens sammenhængskraft i en tragisk situation som bortgangen af en forælder.

Sidst men ikke mindst, så foreslår vi at en social forælder får samværsret i tilfælde af en skilsmisse eller anden konflikt mellem forældrene. Som det er nu, kan et barn fra den ene dag til den anden miste al kontakt til den sociale forælder. Vi foreslår ikke at samværet splittes ligeligt mellem tre eller fire personer, men at den sociale forælder får ret til et samvær, der sikrer bevarelsen af forælder-barn-relationen. Balancen skal afvejes mellem ikke at stresse barnet med for mange samværsforpligtelser, men samtidig sikre et relationsbevarende samvær med den sociale forælder – som man f.eks. i nogle familier har det med bedsteforældre, som børn overnatter hos en gang om ugen eller en weekend om måneden. Den slags hensyn har Familieretshuset faktisk allerede erfaringer med i særlige situationer, hvor et barn skal se en særlig pårørende, der ikke er dets forælder.

Vi mener denne model for en ny forældrekategori vil gribe fat i nældens rod for en lang række af de små og store problemer, flerforældrefamilier møder i hverdagen. Modellen vil være et skridt fremad mod at vores børnelovgivning faktisk afspejler de typer af familier, som børn vokser op i i dag.

Og ikke mindst vil den styrke det bånd af identitet, fælles historie og naturligvis også kærlighed og følelser, som er basis for enhver familie. Børn skal have et forudsigeligt liv, hvor staten er med til at sikre og understøtte relationen til alle dets forældre.

Både danske politikere og vælgere kan være stolte af det registrerede partnerskab. Det udtrykker på én gang et dansk frisind og en dansk pragmatisme. Kærlighed har mange former, og hvis ting kan løses i praksis, er der ingen grund til at hænge fast i gamle idéer.

For mange LGBT+ personer ligger der i den stærke fortælling om verdens første anerkendelse af homoseksuelle forhold også et løfte om, at vores liv også fortjener fællesskabets støtte og anerkendelse. Og den tilpasningsproces bliver vi nok aldrig helt færdige med, særligt ikke på familieområdet, som er så præget af normen om kernefamilien.

Det er helt fortjent, at det officielle Danmark stadig pynter sig med laurbærrene fra 1989, men vi mener også, at det er på tide, at Danmark igen med frisind og pragmatisme viser vejen fremad – denne gang for flerforældrefamilier.

Se indlægget her hos Politiken.