Kronik i Jyllands-Posten: Moralsk panik om transkønnede børn og unge

Det er på tide at lade fagkundskaben og de mennesker, forslaget vil berøre, komme til orde i debatten om juridisk kønsskifte i stedet for at lægge spalteplads til det hav af ukvalificerede synsninger, der præger debatten lige nu.

Kronik i Jyllands-Posten af sekretariatschef Susanne Branner Jespersen. På jp.dk 30. august 2022.

I sidste uge landede regeringens LGBT+ handlingsplan for 2022-2025. Der var i alt 39 gode initiativer fordelt på 5 afgørende områder i handlingsplanen, med hvilken regeringen vil anerkende LGBT+ familier, forbedre LGBT+ børn og –unges trivsel, bekæmpe partnervold, had og seksuelle overgreb mod LGBT+ personer, forbedre LGBT+ personers sundhed og trivsel og gå forrest for lige rettigheder for LGBT+ personer i internationale sammenhænge. Der var masser af stof til mediedækning af handlingsplanen, som trods alt er relevant for den store del af den danske befolkning, som er LGBT+ personer, deres pårørende og fagpersoner, der arbejder med andre mennesker.

Men et enkelt af de 39 initiativer har totalt domineret mediedækningen, nemlig et forslag om at give transkønnede børn og unge under 18 år mulighed for at få anerkendt deres køn gennem såkaldt juridisk kønsskifte – altså mulighed for at kunne skifte cpr.nr. og få et køns-svarende navn i overensstemmelse med barnets oplevede køn.

Så – lige for at få det på plads – et lovforslag, som har til formål at forbedre livet betragteligt for de nok maksimalt 300 transkønnede børn per årgang, som kunne tænkes at benytte sig af muligheden for juridisk kønsskifte1 har fået dækning på alle tænkelige og utænkelige medieflader i over en uge. Og tilbage sidder den almindelige læser og borger uvægerligt med følelsen af, at åbnes der for dette, så er det ikke til at svare for konsekvenserne. Pludselig vil alle børn skulle forholde sig til, hvilket køn de er. Pludselig vil alle forældre til selv at bestemme, hvilket køn deres barn er.

Ikke alene har Dansk Folkeparti i al hast produceret kampagnemateriale med billeder af små nuttede pigebørn under overskrifter som ”mor har bestemt jeg er en dreng”. Der er vist heller ikke det medie eller menneske i Danmark, der ikke har fået hele historien om journalist Nynne Bjerre Kristensens opvækst som såkaldt ”drengepige” og de deraf følgende refleksioner om, hvordan det på trods lykkedes Nynne at lande lykkeligt i sin identitet som voksen kvinde. Som et argument imod lovforslaget om juridisk kønsskifte til børn og unge, fordi hvis først man åbner for dén mulighed, så hopper man med Nynne Bjerre Kristensens egne ord på en ”limpind”, der fører ned ad en vej, som man ikke kan komme tilbage fra.

Reaktionerne på regeringens lovforslag bygger på tværs af medieplatforme og afsendere på én lang række af misforståelser og overdrivelser, der tilsammen fremstår som et hylekor af moralsk panik over noget, som de færreste i virkeligheden ved særligt meget om. Som en service vil jeg derfor her gerne gennemgå de faktuelle forhold for transkønnede børn og unge og deres familier.

En udbredt forestilling i debatten er, at giver man først mulighed for ændring af juridisk køn, så vil det vælte ind med ikke alene kønsforvirrede børn og unge, men også forældre, der presser deres børn til at være noget andet, end de er. Teorien minder i slående grad om de argumenter, man brugte mod homoseksuelle i sidste århundrede: Jo mere man taler om ”dem”, jo flere rettigheder ”de” får, jo mere vil unge mennesker lade sig forføre og overtales til at blive ”det” uden faktisk at være det. Udover det åbenlyst vanvittige i at tro, at man kan overtale sig selv eller andre til at være et andet køn eller have en anden seksualitet end den man nu engang er velsignet med, så lad os også se lidt på fakta: I Norge indførtes i 2016 mulighed for ændring af juridisk køn til børn og unge ned til 6 år. I de første 2,5 år efter lovændringen søgte blot 31 børn i alderen 7-9 og 500 unge i alderen 10-19 år om ændring af juridisk køn. Det giver 212 børn og unge under 19 år i gennemsnit om året i de første 2,5 år. Da befolkningstallet i Norge kun er lidt mindre end det danske, må vi altså formode, at antallet vil være tilsvarende i Danmark.

”Lad da børn være børn” synes at være et andet gennemgående argument. Lad børn lege med kønsroller og -udtryk uden partout at putte dem ned i en transkønnet kategori og kasse. Dét synspunkt kunne vi i LGBT+ Danmark ikke være mere enige i. Der ER bare en verden til forskel fra at have et ukonventionelt kønsudtryk i stil med Nynne Bjerre Kristensen (og mig selv for den sags skyld), og det at være transkønnet. Går man tilbage i hele min skoletids frygtelige poesibøger, som alle piger åbenbart skulle gå op i, står der ud for mit navn under ‘Mit Største Ønske’: At være en dreng. Men uanset hvor gerne jeg ville være en dreng – jeg syntes, de havde det sjovere, kunne være vilde og fysiske og skulle ikke konstant tænke over, hvordan de sad, gik og stod – så VAR jeg ikke en dreng. Og lige præcis dét er jo den altafgørende forskel: Der findes en lille gruppe af børn, for hvem det er uomgængeligt i deres børneliv, at de tilhører et andet køn, end det, de blev tildelt ved fødslen. For at disse børn kan være børn på lige fod med deres jævnaldrende, skal deres omgivelser anerkende deres køn. Muligheden for at ændre CPR-nummer er tiltænkt disse børn og deres familier, hvor barnet allerede i sin hverdag lever som sit oplevede køn. Tilbuddet er til børn og familier, hvor barnet allerede har taget stilling – og tanken om at den nye mulighed skulle blive introduceret for og forvirre ikke-transkønnede børn er altså en stråmand af dimensioner.

Når folk tror, at forældre aktivt udfritter deres børn om hvilket køn, de oplever de er, så tager man grueligt fejl. Virkeligheden er, at transkønnede børn og unge selv meget vedholdende giver udtryk for at være et køn, de ikke er tildelt – og at disse børn oplever væsentligt forbedret trivsel, når deres køn anerkendes og respekteres.

Der fremføres også argumenter om at vente til man er kønsmoden eller har gennemgået puberteten, før man skal have lov selv at bestemme over sin kønsidentitet. Idéen om at ændring af juridisk køn uden problemer skulle kunne vente til 10-12-års alderen (som Etisk Råd foreslår) eller til efter puberteten (som andre kritikere fremfører) harmonerer simpelthen ikke med virkeligheden: Ifølge en undersøgelse fra Als Research fra 2020 var 71 % af transpersoner under 15 år gamle, da de blev opmærksomme på deres kønsidentitet. Og heraf var 27 % under 8 år! Ledende overlæge ved Center for Kønsidentitet i Aalborg, Astrid Højgaard, har også tit fremført, at kønsidentiteten grundlægges så tidligt som ved 3-4-årsalderen. Ens kønsidentitet er altså ikke noget, man selv bestemmer – det er bare noget, man er.

I mange artikler fra den sidste uge nævnes kønsskifte fra ”0-års alderen”. Det lyder jo dramatisk, at et forældrepar skulle gå ind på borger.dk og skifte køn på deres baby dagen efter fødslen. Dette absurde eksempel har heller ikke rigtigt noget med realiteterne at gøre – bl.a. fordi ordningen vil gøre CPR-ændringen afhængig af at barnet kan udtrykke et ønske om sit køn. Desuden skal barnet have alderssvarende juridisk rådgivning.

Til slut skal siges, at både Institut for Menneskerettigheder og Børns Vilkår støtter op om forslaget. Måske er det på tide at lade fagkundskaben og de mennesker, forslaget vil berøre komme til orde i debatten, i stedet for at lægge plads og tid til det hav af ukvalificerede synsninger, der præger debatten lige nu.