Ligestilling af faderskab og medmoderskab træder endelig i kraft

2. september 2024 træder de nye regler om medmoderskab endelig i kraft. Men hvad betyder det for dig? Læs med her, hvor LGBT+ Danmarks jurist forklarer de nye regler.

Et længe ventet skridt frem

Med de nye regler bliver faderskab og medmoderskab ligestillet. Det betyder, at der fra 2. september ikke længere er et krav om, at man skal dokumentere, hvordan et barn er kommet til verden, hvis man som to kvinder eller transmaskuline personer skal være forældre.

Reglerne blev vedtaget af Folketinget i 2022, men har været forsinket hos ministeriet. Nu træder de endelig i kraft og kan bruges for de familier, der føder fra 2. september. Det er et kæmpe skridt frem for LGBT+ familier, at reglerne nu endelig træder i kraft og medmoderskab ligestilles med faderskab!

Afskaffelse af kravet om dokumentation for fertilitetsbehandling

De nye regler betyder, at par bestående af kvinder eller transmaskuline personer ligesom alle andre nu bliver automatisk registreret som forældre, hvis de enten er gift eller har afleveret en omsorgs- og ansvarserklæring – og ikke som hidtil skal forklare eller dokumentere, hvordan barnet er blevet til.

Man kan efter de nye regler godt blive medmor, selvom den fødende er blevet gravid uden en sundhedspersons hjælp. Det betyder at familier hvor forældre og donor har aftalt, hvem der skal være juridiske forældre ikke længere forinden skal have skrevet under på en blanket.

Gælder for børn født fra 1. september og frem

De nye regler gælder for børn født fra 1. september og frem, hvis man er enige om at reigstrere forældreskabet og det ikke er blevet registreret før 2. september. Men hvis forældrene bliver uenige og beder om en afgørelse fra Familieretshuset, kan det stadig være de gamle regler, der gælder.

På trods af at reglerne har været forsinkede, er der ikke skrevet en mulighed for at få medmoderskab med tilbagevirkende kraft ind i loven – så indtil videre er det ikke muligt at få medmoderskab, hvis man allerede er registreret som soloforælder eller barnet har registreret en anden far, medmindre man går igennem stedbarnsadoptionsreglerne.

Det kan stadig være en god idé at skrive under på blanketten fra Familieretshuset om, hvem der skal være forælder til barnet – så er I nemlig sikret imod problemer, hvis I senere bliver uenige om, hvem der skal være juridisk forælder. Ellers kan det være svært at bevise, om I har aftalt, at det skal være donor eller medmor, der skal være forælder.