Aromantisk

[adjektiv] 

Bøjning: -e, –
Oprindelse: Orddannelse på baggrund af ordet romantisk fra tysk; romantisch. 

Betydning:

Aromantiske personer oplever ingen eller kun meget lidt romantisk tiltrækning til andre, og forelsker sig derfor kun sjældent eller aldrig. Ser man romantisk tiltrækning som et spektrum, ligger de aromantiske i den ene ende, og de der oplever romantisk tiltrækning (også kaldet alloromantiske) i den modsatte ende.

Seksuel og romantisk tiltrækning er ikke det samme, og aseksualitet og aromantik er heller ikke det samme. Nogle kan f.eks. opleve en grad af romantisk tiltrækning til andre køn, end det/dem de er seksuelt tiltrukket af, hvilket kaldes krydsorientering. Andre oplever hverken seksuel eller romantisk tiltrækning (også kaldet aro-ace), og andre igen kan være seksuelt og romantisk tiltrukket til samme køn, men i meget forskellig ”styrke”.

Samfundet har en lang række normer for, at personer skal stræbe efter romantiske forhold. Det at være i et eksklusivt, romantisk forhold opfattes som et universelt mål, og som mere værdifuldt og nødvendigt end venskaber og andre ikke-romantiske forhold. Denne såkaldte amatonormativitet (altså at det romantiske er en norm) kan være ødelæggende og marginaliserende for alle, men specielt personer på det aromantiske spektrum, som typisk ikke indgår i romantiske forhold.

Nogle aromantiske personer ønsker at være i forhold, men ønsker ikke romantik, andre ønsker forhold, hvor de indgår kompromis omkring romantik med en romantisk partner. Nogle aromantiske personer føler en gang imellem nok romantisk tiltrækning til at kunne være i relativt typiske romantiske forhold, men identificerer sig alligevel som aromantiske. En del aromantiske ønsker sig en partner, der selv er aromantisk ligesom en del aseksuelle ønsker at dele livet meden anden aseksuel partner. En del aromantiske personer indgår i queerplatoniske forhold (ofte forkortet QPR, for ”queer platonic relationships”), forhold som hverken er klart romantiske eller klart platoniske, men alligevel er etablerede forhold. Disse forhold kan blandt andet  inkludere at bo sammen, dele økonomi, blive gift, være der for hinanden følelsesmæssigt, passe på hinanden, kysse, kramme, have sex og mange andre ting. Alle queerplatoniske forhold bliver defineret af de involverede personer og der findes ikke en skabelon for hvordan et ”typisk” QPR par ser ud, på samme måde som der er formodninger til et ”typisk” romantisk par. For aromantiske alloseksuelle personer er det ofte bl.a. en seksuel tiltrækning, deres forhold baserer sig på.

Beslægtede begreber :
Antiseksualisme
Aro-ace
Aroseksuel
Demiromantisk
Romantisk orientering
Romantisk tiltrækning
Seksuel orientering
Seksuel tiltrækning