Social, bolig og ældre
LGBT+ Danmark arbejder på at nedbryde de sociale udfordringer, der kan være forbundet til livet som LGBT+ person. Det gør vi ved at arbejde for, at sociale sektorer, herunder særligt ældreområdet, i højere grad indtænker LGBT+ personers særlige vilkår og udfordringer. For mange LGBT+ seniorer kan de gængse støttetilbud være svært tilgængelige, fordi de oplever mere minoritetsstress i mødet med plejepersonale og ældre generationer. Derfor er der mange ældre LGBT+ borgere, der isolerer sig og dermed bliver svære at nå med de LGBT+ initiativer, der findes. Dertil arbejder vi for, at politik, lovgivning og helhedsplaner omkring bolig og byggeri tager højde for flere forskellige familie- og boformer, så det bliver lettere at tilgå almene boliger for flerforældrefamilier.