Ny undersøgelse: minoritetsetniske LGBT+ personer har væsentligt dårligere trivsel og levevilkår end andre LGBT+ personer
En ny undersøgelse fra Als Research tegner et alvorligt billede af trivslen og levevilkårene for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund. her viser det sig blandt andet at risikoen for depression og langvarig stress er markant forhøjet for minoritetsetniske LGBT+ personer samt at over halvdelen i denne gruppe har oplevet diskrimination på grund af deres etniske eller religiøse baggrund eller deres seksuelle orientering eller kønsidentitet det seneste år.
Adskillige undersøgelser har i løbet af de seneste år konkluderet at LGBT+ personer i Danmark har generelt dårligere psykisk helbred end resten af befolkningen. Den nye undersøgelse fra Als Researchs peger på at denne ulighed i psykisk sundhed og trivsel i endnu højere grad er gældende for LGBT+ personer, der har en anden etnisk baggrund end dansk.
Undersøgelsen ’Nydanske LGBT+-personers levevilkår og støttebehov’ er bestilt af Udlændinge- og Integrationsministeriet i forbindelse med at RED Center mod Æresrelaterede Konflikter i partnerskab med Sabaah – Forening for minoritetsetniske LGBT+ personer har åbnet krisecentret RED+, et krisecenter for LGBT+ unge med æresrelaterede problematikker.
Tal bekræfter behov for indsats og støtte
Undersøgelsen er baseret på et digitalt spørgeskema, som blev sendt ud til målgruppen sidste år via sociale medier. De omkring 1.200 besvarelser tegner et billede af at minoritetsetniske LGBT+ personer generelt har dårligere trivsel og levevilkår end andre LGBT+ personer. Blandt andet viser undersøgelsen at:
- 55% af minoritetsetniske LGBT+ personer har inden for det seneste år følt sig diskrimineret på grund af deres etniske/religiøse baggrund eller deres seksuelle orientering/kønsidentitet. 45% har følt sig diskrimineret på grund af begge dele.
- At 44% af minoritetsetniske LGBT+ personer er i risiko for depression og langvarig stresstilstand og at hver tredje (34%) har overvejet selvmord inden for det seneste år. Til sammenligning gælder dette for hver fjerde (25%) af de øvrige danske LGBT+ personer, mens andelen i den samlede befolkning antages at ligge på 7-8%.
- At kun 27% af minoritetsetniske LGBT+ personer er åbne overfor alle i deres familie omkring deres seksuelle orientering og/eller kønsidentitet. For LGBT+ personer med dansk baggrund er dette tal 57%.
- At 14 % af de minoritetsetniske LGBT+ personer, som er åbne omkring deres seksuelle orientering og/eller kønsidentitet har været udsat for voldstrusler fra deres familie eller omgangskreds.
- At 35 % af minoritetsetniske LGBT+ personer på et tidspunkt har kontaktet en eller flere rådgivningslinjer hos Sabaah, LGBT+ Danmark, Livslinien og/eller RED.
- Kilde: Nydanske LGBT+personers levevilkår og støttebehov, Als Research 2022.
De dystre tal bekræfter at der er behov for fortsat målrettede tilbud til netop denne gruppe. Disse initiativer inkluderer Sabaah – Forening for minoritetsetniske LGBT+ personer der tilbyder både rådgivning og netværk for LGBT+ personer der har en anden etnisk baggrund end dansk og det nye krisecenter Red+, som åbnede i sidste uge.
HER KAN DU FÅ HJÆLP OG RÅDGIVNING
Sabaah
Sabaah tilbyder rådgivning målrettet personer med etnisk minoritetsbaggrund, som har LGBT+ status.
Kontakt
Telefon: 33 23 20 00 (torsdage 18–20)
Personligt rådgivning: Det er muligt at booke en tid til en personlig samtaler onsdag mellem 17:00–20:00 i København. Læs mere om hvordan du booker en samtale her.
LGBT+ Rådgivningen
LGBT+ Danmark har rådgivninger i København, Aalborg og Aarhus. Rådgivning er for alle, der har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet og ønsker at vende dem med nogen i et fortroligt rum.
Kontakt
Telefon: 33 13 19 48 (mandage, tirsdage og torsdage 18-20)
Personligt fremmøde: Det er også muligt at få en personlige samtale i hver af de tre byer. Læs mere om hvordan du kontakter LGBT+ Rådgivningen her.
Transit Talk
Transit Talk er LGBT+ Danmarks samtaletilbud til transpersoner, nonbinære og kønsdiverse.
Kontakt
Telefon: 33 13 19 48 (tirsdage 18-20)
Mail: .
Personligt fremmøde: Du kan også booke en personlig samtale i København. Læs mere om hvordan du kontakter Transit Talk her.
Red+
RED+ er et krisecenter for LGBT+ unge med æresrelaterede problematikker. Krisecentret er for alle køn i aldersgruppen 16-30 år.
Læs mere om RED+.
Tårnbyhus
Tårnbyhus er et krisecenter for LGBT+ personer der er udsat for vold i nære relationer eller står i akut opståede livskriser. Centret åbner denne sommer. Du kan læse mere på Forenede Cares hjemmeside.