Vi vil ikke acceptere, at vi igen i Danmark skal høre på fantasifulde forførelsesteorier. Debatindlæg bragt i Berlingske d. 12. marts 2023, som svar på kommentar af Dorte Toft om mediedækning af unge transkønnede.

Det er mærkværdigt at læse i Dorte Tofts kommentar ”Medier og det offentlige svigter bekymrede forældre til teenagere, der vil skifte køn” 28. februar, at dansk presse ensidigt skulle dyrke kønsskifte som noget positivt.

Dorte Toft kan ikke være nogen flittig læser af Berlingske, der ganske hyppigt skriver om transkønnede og ikke ligefrem i noget rosenrødt lys: 15. februar mente avisens udlandsredaktør, Birgitte Borup, at Skotlands foreslåede lovgivning om juridisk kønsskifte (som vi har haft i Danmark siden 2014) var en del af en “identitetspolitisk massakre”.

31. januar skrev avisens Sydeuropa-korrespondent om en transkønnet voldtægtsforbryder i Skotland, 11/1 interviewede avisen en oprørt blogger, der mener Børnetelefonen bedriver ”totalitær transkønsideologi”, 7/1 advarede Dorte Toft selv i Berlingske mod såkaldt ”falske transkvinder” i fængsler, og 19. december bragte avisen et interview med den britiske Helen Joyce, der kalder sundhedsbehandling for transkønnede en politisk forbrydelse. Ikke lige frem nogen reklamekampagne for transkønnede.

Vi kan ikke her komme ind på alle detaljer af Berlingskes dækning af området, men i.f.t. transkønnede kriminelle, som altså ligger Berlingske meget på sinde, vil vi lige berolige den menige læser: Kriminalforsorgen og de ansatte i Fængselsforbundet har i snart et årti håndteret transkønnede indsatte – uden hjælp fra hverken os i LGBT+ Danmark, Berlingskes redaktion eller uafhængige vagthunde som Dorte Toft. Hvis Dorte Toft eller Berlingske kender til andet, hører vi meget gerne om det. 

Vi kan og bør diskutere, hvordan vi bedst hjælper både transkønnede unge og andre, der har såkaldt kønsubehag. Men at medier, sundhedssystemet og andre, der arbejder seriøst med området, ikke skulle interesse sig for risici ved medicinsk behandling, har vi svært ved at genkende. Hos os i LGBT+ Danmark vil vi f.eks. gerne blive klogere på samspillet mellem autisme og transkønnethed, eller hvorfor der for tiden er en overvægt af unge, der er tildelt kønnet pige, der henvises til behandling for kønsubehag. Så lad os endelig få mere viden på bordet, som også Dorte Toft efterlyser. Til gengæld har vi aldrig hørt om at 80-90 procent af unge med kønsubehag ”kommer over det”? Den undersøgelse vil vi meget gerne læse, for det ville være ret banebrydende. 

Udover beskrivelsen af mediebilledet, er der nogle grundlæggende logikker i Dorte Tofts kommentar, som vi som LGBT+ organisation må tage afstand fra: At for meget eller for positiv skildring af transkønnede er et problem.  

Vi har hørt den argumentation før i løbet af vores organisations snart 75-årige historie, og vi må på det kraftigste afvise tankegangen om, at den blotte fremstilling af vores liv har karakter af reklame, omvendelse eller propaganda. Vi vil ikke acceptere, at vi igen i Danmark skal høre på fantasifulde forførelsesteorier. Den argumentation har ellers været nogenlunde udryddet fra den danske debat siden afskaffelsen af Den Grimme Lov i 1965. 

Som LGBT+ personer er det et angreb på vores basale menneskelighed at insinuere, at vores liv bedst holdes skjult for børn og sarte sjæle. Vi findes. Vi er voksne, unge, børn og gamle. Vi er glade, lykkelige, ulykkelige som alle andre personer i befolkningen, og vi finder os ikke i igen, at blive bedt om at gemme os væk.  

Danmark bør absolut heller ikke importere amerikanske, russiske eller polske idéer om LGBT+ personers eksistens som en slags ideologi. Dorte Toft skriver flere gange om ”transideologi” og ”transideologer” – et retorisk kneb, der behændigt gør en simpel konstatering som ”transkønnede findes og fortjener støtte” til en del af en fordækt agenda. Den retoriske sammenkobling sås igen i Berlingske allerede ugen efter, hvor psykolog John Aasted Halse 5/3 også kalder støtte til transkønnede børn for ”transideologi” og ”aggressiv aktivisme” krydret med til lejligheden opfundne cases om forvirrede børn og forældre. 

Som LGBT+ personer er det et angreb på vores basale menneskelighed at insinuere, at vores liv bedst holdes skjult for børn og sarte sjæle. Vi findes. Vi er voksne, unge, børn og gamle. Vi er glade, lykkelige, ulykkelige som alle andre personer i befolkningen, og vi finder os ikke i igen, at blive bedt om at gemme os væk.  

Dorte Toft kritiserer i sin kommentar, at unge præsenteres for ”trans joy”, som om at transkønnedes glæde ikke må få lov at eksistere uden skam, angst og advarselslamper om farlige hormoner.  

Må transkønnede ikke også have lov til nogle gange bare at være glade?

Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark