Folketinget vedtager historisk lov om barsel til regnbuefamilier
I dag har et flertal i Folketinget vedtaget et lovforslag om bedre orlovsmuligheder for regnbuefamilier. Det betyder, at familier med flere end to forældre får mulighed for at dele orloven mellem op til fire forældrefigurer.
I LGBT+ Danmark er vi meget glade for den nye barselslov, og vi forventer, at den vil gøre en helt praktisk forskel for regnbuefamilier i Danmark.
Tak til Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne og Alternativet for at stemme for forslaget.
Konkret bliver den nye orlovsmodel for regnbuefamilier således, at de to juridiske forældre hver har 11 øremærkede orlovsuger, som ikke kan deles imellem sig eller til andre, men at de resterende 26 orlovsuger kan fordeles mellem både de to juridiske forældre og op til to sociale forældre.
Lovændringen betyder også at soloforældre får mulighed for at overdrage op til 13 uger af orloven til nærtstående familiemedlem.
De nye orlovsregler for regnbuefamilier og soloforældre træder i kraft i december 2023.
Læs også mere om den nye orlovsmodel på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.
Fortsat kampe, der skal vindes
I LGBT+ Danmark vil vi nu arbejde for, at rettighederne til regnbuefamilier ikke begrænser sig til orlov, men at vi også giver mulighed for flere juridiske forældre end to. Som loven er nu, er det fortsat kun to af forældrene i en regnbuefamilie, som reelt har rettigheder over barnet, kan tage barnet til lægen, rejse til udlandet eller få adgang til de offentlige systemer på vegne af ens barn.
En sådan begrænsning i loven er for LGBT+ Danmark ikke til barnets bedste, og derfor er det vores klare mål fortsat at forbedre rettighederne for familier med flere end to forældre.