Finland bliver seneste land, der sætter juridisk kønsskifte frit for voksne
Finland blev for et par dage siden det seneste i rækken af lande, der giver voksne adgang til juridisk kønsskifte uden diagnosticering eller sterilisering. På trods af den hidsige debat i f.eks. Storbritannien har adgang til juridisk kønsskifte fungeret fint i Danmark siden 2014, og ført til en væsentligt styrkelse af transpersoner mulighed for privatliv. LGBT+ Danmark ser dog gerne, at regeringen snart får fjernet den seks måneder lange refleksionsperiode.
1. februar 2023 stemte det finske parlament en ny lov igennem, der muliggør selvvalgt juridisk kønsskifte for voksne personer. Hidtil har de finske myndigheder skullet godkende et juridisk kønsskifte baseret på bl.a. sterilisering. Loven er et stort fremskridt for finske transpersoner, der nu får den ret til selvbestemmelse over deres juridiske køn, som danske, norske og svenske transpersoner har haft i en årrække.
Den finske lov indeholder en refleksionsperiode på 30 dage – det er noget kortere end de seks måneder, man i Danmark fortsat skal vente. SMV-regeringen har ellers lovet at implementere den tidligere regerings LGBT+ handlingsplan fra august, hvor en afskaffelse af refleksionsperioden indgår. Vi håber at ligestillingsminister Marie Bjerre og indenrigsminister Sophie Løhde snarest vil tage fat på denne lovgivningsmæssige lavthængende frugt.
I flere europæiske lande diskuteres der juridisk kønsskifte for tiden. I Spanien afventer man pt. at senatet godkender en ny lov som parlamentet vedtog i december. Den vil give adgang til juridisk kønsskifte fra 16 år og opad, samt for unge ned til 14 år med deres forældres samtykke.
Skotske transpersoner må vente på trods af gode erfaringer
Det skotske parlament vedtog ligeledes i december en lov, der giver ret til juridisk kønsskifte uden som hidtil at få en psykiatrisk diagnose med kønsdysfori. Loven kan dog ikke umiddelbart træde i kraft, da den britiske regering i London har nedlagt veto mod at kong Charles underskriver loven.
I den stærkt ophedede britiske debat om transpersoner bliver juridisk kønsskifte af modstandere ofte fremstillet som et radikalt skridt, der vil true cis-kvinders sikkerhed. Dommedagsretorikken kan være svær at forstå set fra Danmark, hvor vi siden 2014 har haft juridisk kønsskifte. De tilpasninger og afvejninger, det har nødvendiggjort i f.eks. kriminalforsorgen, er i det store hele løst lokalt og i al fredsommelighed.
Adgang til juridisk kønsskifte anbefales i øvrigt af Europarådet, og fremhæves af FN som en basal menneskeret.