Kampen for ret til ægteskab, kernefamilie og børn har stået på i årtier, men det har kampen for andre familieformer også. LGBT+ personer har altid været dygtige til at skabe alternative familieformer og fællesskaber, og har også insisteret på dem som politisk projekt. Men i mange år var foreningen – den daværende Landsforening for Bøsser og Lesbiske – faktisk selv imod ægteskab for homoseksuelle.

I dag betragter vi ofte det registrerede partnerskab i 1989 og kirkelige vielser for samkønnede i 2012 som store sejre for miljøet. Men da partnerskabet først kom på dagsordenen i årene omkring 1970, var mange i miljøet meget imod at tage del i en småborgerlig og undertrykkende, patriarkalsk institution – i hvert fald så længe det retsligt lignede ægteskabet. Man ville hellere have juridisk og lovmæssig ligestilling til forskellige typer familier omkring f.eks. arv og boligforhold, men uden ægteskabets gensidige forsørgerpligt. Man mente forsørgerpligten skabte et uværdigt afhængighedsforhold mellem partnere. Desuden ønskede man sig generelt juridisk anerkendelse når to eller flere voksne – par eller ej – boede sammen og delte hverdag og forpligtelser.

Det første lovforslag

Allerede i 1968 fremsætter SF et lovforslag om juridisk anerkendelse af bl.a. storfamilier og par af samme køn. SF skriver i forslaget:

”[…] i det moderne samfund er mange forskellige samlivsenheder – par og familier – med boligfællesskab, med gensidige hjælpe- og støttefunktioner og med opdragelsesfunktioner, og […] disse enheder [er] ikke nødvendigvis baseret på vielsesattester. Lovens opgave må være at beskytte parterne i alle disse fast etablerede samlivsforhold, ikke alene i de formaliserede ægteskaber.”

Lovforslaget bliver som bekendt ikke vedtaget, og der er bemærkelsesværdigt nok næsten mere modstand fra de andre partier mod anerkendelse af storfamilier end anerkendelse af homoseksuelle par. Storfamilierne omtales som lidt af en døgnflue, og er jo heller ikke rigtigt blevet på dagsordenen op til i dag. I stedet nedsætter man en ægteskabskommission, men ægteskabskommissionens arbejde trækker i langdrag og er kun ved at være ved vejs ende 14 år senere i 1982, da man igen begynder at diskutere det registrerede partnerskab i Folketinget. Her nedsættes den såkaldte homokommission, der skal foranstalte undersøgelser, der belyser bøssers og lesbiskes juridiske, sociale og kulturelle situation.

Nej tak til ægteskab

I de tidligere 1980’ere verserer debatten om juridisk anerkendelse af homoseksuelle par igen bl.a. i foreningens medlemsblad Pan. Landsforeningen (Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, som i dag er LGBT+ Danmark) ønsker faktisk ikke ægteskab for homoseksuelle, og særligt de lesbiske synes, ægteskabet er meget småborgerligt. På det her tidspunkt taler man mindre om diskrimination, men meget om undertrykkelse – og i datidens optik var ægteskabet i den grad undertrykkende og en del af et patriarkalsk samfund. Det kirkeligt anerkendte forhold mellem mand og kvinde var et ideal, som homoseksuelle følte sig i modsætning til. Eller som foreningens formand Henning Jørgensen formulerer det i Pan i 1981: Og ikke bare det, så er ægteskabet også ”arnestedet for den familiepolitiske indoktrinering med dens indsnævring af den menneskelige seksualitet og af kønsrollerne.”

I stedet ønsker Landsforeningen forsat rettigheder for samlevende og storfamilier i f.t. bolig, arv og skatteforhold, men uden forsørgerpligten. Hvor kernefamilien repræsenterer flertallets normative kultur, kan de større familier eller samkønnede par med deres egen samlivslovgivning repræsentere en modkultur.

Familielivet er ikke en privatsag

I debatten om registreret partnerskab argumenterer konservative stemmer, at enhver kan indrette sit eget familieliv som man vil, blot det foregår inden for hjemmets fire vægge. Det angår simpelthen ikke andre, hvad man laver derhjemme. Og hvorfor vil homoseksuelle overhovedet have en form for ægteskab, hvis man synes institutionen er så undertrykkende?

Det svarer feminist og lesbisk aktivist Margrethe Krogh-Jacobsen (1943-2012) på i Pan i 1981. Hun skriver, at idéen om familieliv som privatsag i virkeligheden er et ideologisk skalkeskjul for kernefamilien, fordi økonomien og retsvæsnet kun beskytter denne familieform. Hun betragter kernefamilien og debatten om den som familiepolitisk indoktrinering. I 1981 skriver Henning Jørgensen i Pan: “Samlivslovgivningen burde åbne adgang for mange, legale og accepterede samlivsforhold, såvel homo- som heteroseksuelle, så vel to som flere sammen. Familielovgivningen burde sikre borgernes frie ret til at danne familier efter eget ønske og i de former, de selv vælger, samt til på ny at opløse deres forhold. Lovgivningen bør ikke favorisere kernefamilien, men alene tilstræbe at skabe bedst mulige rammer for den enkelte.”

Når man trods denne holdning alligevel beslutter at kræve samlivslovgivning, er det på den baggrund, at der er en række problemer som bøsser og lesbiske slås med, som man ser et behov for at løse.

Foreningen præsenterer derfor sit eget forslag til registreret partnerskab i 1982. Til forskel fra ægteskabet skal parterne i partnerskabet betragtes som to juridisk selvstændige personer, der råder over egen gæld og formue, ligesom den ene ikke hæfter for den andens private eller offentlige forpligtelser. Forslaget rummer også mulighed for umiddelbar opløsning af forholdet uden myndighedernes mægling eller indblanding.

Henning Jørgensen forudsiger allerede inden forslaget er færdigt, at det vil møde stor modstand. Det gør det til dels også; storfamilier opnår ingen juridisk anerkendelse, og der skal gå yderligere syv år, før det registrerede partnerskab indføres i 1989 – til den tid inklusiv den gensidige forsøgerpligt, som Landsforeningen ellers havde kæmpet meget imod.

Familieret i dag

I dag verserer en del af den samme politiske debat fortsat, særligt når det kommer til familieformer, der ikke spejler kernefamilien med dens to voksne og børn. Flerforældrefamilier har i dag ikke samme rettigheder, som hetero- og homoseksuelle par i kernefamilier, ligesom der ikke eksisterer samlivslovgivning for mere end to partnere.

Det er heller ikke blot på politisk niveau, at der stadig er forskellige holdninger til familie og forældreskab. Også internt i LGBT+ miljøet er der fortsat ambivalens. For nogle vedbliver ægteskabet med at være en problematisk, patriarkalsk institution, og for andre er det en sejr at blive inkluderet på samme vilkår som heteroseksuelle i ægteskabslovgivningen.

Det er altså værd at se både LGBT+ miljøets sejre og uenigheder i lyset af vores fælles historie, både de kampe, der er kæmpet og de kompromiser, der er indgået.

Hvis du vil vide mere om familieret for LGBT+ personer i dag, så kan du læse vores politiske status på området her.

Er du interesseret i dansk LGBT+ historier kan vi også varmt anbefale LGBT Komiteens artikel om det registrerede partnerskab, som du kan læse her.