Et sundt demokrati måles på, om minoritetspersoner nyder de samme frihedsrettigheder som majoritetsbefolkningen. Vi tror på, at kampen for anerkendelse, ligeværd og respekt uanset køn og seksuel orientering styrker demokratiet i Danmark.

Af sekretariatschef Susanne Branner Jespersen, LGBT+ Danmark.
Debatindlægget blev bragt i Politiken og på Politiken.dk d. 20. august 2022.

Det var i skyggen af Anden Verdenskrigs forbrydelser, at FN i 1948 vedtog den universelle erklæring om menneskets rettigheder.  

Men selvom erklæringen adresserer forskelsbehandling på grund af race, religion og køn, var seksuel orientering ikke nævnt – selv om også homo- og biseksuelle døde i koncentrationslejrene.  

Denne udeladelse blev diskuteret i homoseksuelle kredse i hele verden, og i Aalborg stiftede man en forening for at fremme homoseksuelles rettigheder. En af verdens allerførste, som vi i dag viderefører under navnet LGBT+ Danmark. 

I foreningens medlemsblad Vennen anså man det dengang for indlysende, at homo- og biseksuelle samme ret i livet som heteroseksuelle. Både retten til privatliv og frihed fra forfølgelse og menneskelige ting som venskab og kærlighed. I første udgave af medlemsbladet stod: ”Vi er her for at give dig den hjertevarme og den kærlighed, som du higer efter, og som det også er din ret at modtage”. 

Denne filosofi arbejder vi videre efter her næsten 75 år senere.  

Selvom vi indimellem ser avisoverskrifter om, at vi skulle ønske særrettigheder, så handler det i 2022 for os i LGBT+ Danmark faktisk stadig om noget så tilsyneladende banalt som lige rettigheder og muligheder.  

LGBT+ personer har som alle borgere ret til at leve uden vold, deltage i samfundsdebatten, stifte familie, modtage sundhedsbehandling, og alt andet, som hører til at være et ligeværdigt medlem af samfundsfællesskabet.  

Det kan måske virke trættende, når minoriteter som vores fortsat presser på for lige rettigheder, men det er værd at huske på, at vi dermed styrker vores allesammens demokrati. Når dele af befolkningen stilles dårligere, slår fællesskabet revner. Og hver gang vi retter op på det, får Danmark et bedre og mere fuldstændigt folkestyre. 

Det skete både med kvinders valgret i 1916, med homoseksualitetens lovliggørelse i 1933, med det registrerede partnerskab i 1989 og fjernelse af transdiagnosen fra listen over psykiske lidelser i 2017.  

Et sundt demokrati måles nemlig på, om også flertallet støtter en fair behandling af sine minoritetsmedborgere – også dem man ikke forstår eller måske ligefrem synes er mærkelige. 

Vores metode er – og har altid været – dialog. Vi mener, vi bedst forbedrer samfundet for LGBT+ personer gennem den oprigtige samtale med allierede, modstandere, menige og ministre. Ikke for at få ret, men for at forstå hinanden.  

Vi er ikke sat i verden for at vinde twitterdebatter, eller lukke munden på dem, vi er uenige med. Vi bruger faktisk tid på at forstå dem, der ikke er enige i vores ambitioner. Indimellem også dem, der taler nedsættende om os og vores medlemmer. Det er vores forenings allervigtigste opgave at være de robuste, der kan tage besværlige samtaler på vegne af vores medlemmer – og også de tæsk det giver at insistere på lige rettigheder og muligheder. Så længe tæskene lander på LGBT+ Danmark og ikke på den enkelte LGBT+ person. For vores fællesskab er stærkt nok.  

Til gengæld tror vi ikke på, at det hjælper at skjule virkeligheden for resten af samfundet. Der er folk i vores eget miljø, som mener det er en bedre strategi ikke at tale for højt om diskrimination og ikke forvirre majoritetsbefolkningen med for mange nuancer om køn.  

Men vi vil ikke dukke nakken og leve stille på majoritetens nåde og barmhjertighed, så længe de kan holde os ud. Vi har siden 1948 krævet vores ret til at leve helt og fuldt i gensidig respekt med resten af samfundet.  

Vores arbejdsmetode er ikke at akademisere over, om der nu findes to, fire eller femogtyve køn. Vi løfter blikket fra de sociale medier og kigger ud på virkeligheden og på de virkelige mennesker, vi repræsenterer.  

Og selvom vi er blevet klogere på menneskelivets nuancer siden 1948, føler vi et slægtskab med de første aktivister: I samme første udgave af medlemsbladet Vennen skrev man om dem, der kaldte udvalgte levemåder for rigtige og andre for forkerte: 

”Alt for godt kender vi snakken om, at vi er unormale, abnorme, patologiske, psykopatiske osv. Men hvor i alverden ved man egentligt det fra? Hvilken indskrænkethed at ville ensrette naturen i stedet for at glæde sig over dens mangfoldighed!” 

Der er meget rigtigt i tankerne for trekvart århundrede siden. Lad os ikke tro, at vi altid ved bedst. Lad os droppe at ensrette og glæde os over mangfoldigheden!