Almindelige bestemmelser for rådgivning

Nedenstående følger brancheorganisationen RådgivningsDanmarks guide til almindelige bestemmelser for rådgivning.

  1. LGBT+ Danmarks rådgivningsvirksomhed
    1.1. LGBT+ Danmark er en demokratisk styret medlemsorganisation, der arbejder for lige muligheder og bedre trivsel for alle uanset kønsidentitet og seksuel orientering.
    1.2. LGBT+ Danmark yder rådgivning i spørgsmål om seksuel orientering, kønsidentitet og -udtryk, herunder juridiske spørgsmål, som knytter sig til tilværelsen som LGBT+ person.
  2. Grundlag for rådgivningen
    2.1. LGBT+ Danmark yder rådgivning på grundlag af de oplysninger, som LGBT+ Danmark modtager fra den eller de personer, som rådgivningen vedrører (herefter ”brugerne”).
    2.2. LGBT+ Danmark indhenter ikke yderligere informationer vedrørende brugerne og deres forhold til brug for rådgivningen.
  3. Rådgivningens udførelse
    3.1. Rådgivningen udføres af frivillige rådgivere hos LGBT+ Danmark.
    3.2. Rådgivningen ydes som led i LGBT+ Danmarks arbejde for lige muligheder og bedre trivsel for alle uanset kønsidentitet og seksuel orientering og sker uden beregning af honorar overfor eller modtagelse af anden betaling fra brugerne.
  4. Rådgivers ansvar
    4.1. Rådgivningen ydes af LGBT+ Danmark efter bedste evne, viden samt etiske og metodiske principper i organisationen og på grundlag af de oplysninger, som brugeren giver.
    4.2. LGBT+ Danmark er alene ansvarlig for rådgivningen i tilfælde af fejl, der kan henføres til bevidste eller groft uagtsomme fejl i rådgivningen fra LGBT+ Danmarks medarbejdere og frivillige.
    4.3. LGBT+ Danmark er under ingen omstændigheder ansvarlig for følgeskader eller indirekte tab hos brugerne for den ydede rådgivning.
    4.4. Brugerne kan alene rejse krav i anledning af rådgivningen mod LGBT+ Danmark og kan således ikke rejse krav direkte mod medarbejdere og frivillige hos LGBT+ Danmark.
  5. Rådgivningen er personlig
    5.1. Rådgivningen er personlig for brugerne af rådgivningen.
    5.2. Rådgivningen kan ikke anvendes af andre end brugerne, heller ikke af andre personer, der befinder sig i en lignende situation som brugerne.
    5.3. Rådgivningen kan ikke anvendes af brugerne som grundlag for at overdrage rettigheder og pligter til tredjemand.
  6. Uoverensstemmelser
    6.1. Enhver uoverensstemmelse vedrørende rådgivningen afgøres efter dansk ret bortset fra dansk rets internationale privatretlige regler.