Der er endnu lang vej til de inkluderende idrætsfællesskaber

Hele 2,3 millioner danskere var i 2022 medlem af en gymnastik- eller idrætsforening. Det er ny rekord, og idrætslivet udgør en væsentlig og voksende del af det danske civilsamfund. Men LGBT+ personer er desværre ikke i samme grad med i fællesskabet. Det kaster to større undersøgelser de seneste år lys over.

En undersøgelse fra 2022 viste, at særligt transpersoner er mindre fysisk aktive og i mindre grad er med i idrætsforeninger. Også homoseksuelle mænd er mindre engagerede i idrætsforeninger end majoritetsbefolkningen. Og DBU dokumenterede i en rapport fra 2020, at kun 1% af personer med tilknytning til DBU var homoseksuelle.

Men de undersøgelser siger imidlertid ikke noget om årsagerne til forskellene. Dem kan man blive lidt klogere på i Kulturministeriets undersøgelse Udfordringer & barrierer blandt LGBTI+ personer i idrætsforeninger fra 2020.

I undersøgelsen har man spurgt 850 LGBTI+ personer om deres oplevelser med idrætsforeninger, og mange af de adspurgte følte sig ikke inkluderet i det sociale fællesskab i en klub eller et hold. Bredt set er det særligt dem under 30 og dem udenfor hovedstadsområdet, der ikke føler sig inkluderede, samt transpersoner og nonbinære.

Diskriminerende sprogbrug, fordomme og omklædningssituationer

Det er i høj grad nedsættende sprogbrug, fordomme og omklædningssituationer, der skaber barrierer for LGBT+ personer i foreningsidræt. Sprogbrug kan både handle om en generel jargon, hvor man f.eks. bruger ”bøsse” nedsættende. Det gør sig ifølge undersøgelsen ikke mindst gældende i sportsfællesskaber på fx Facebook. Nogle LGBTI+ personer oplever også direkte at blive nedgjort i sportsfællesskaber, det gælder særligt transpersoner, nonbinære og biseksuelle. Der kan også være fordomme om at f.eks. homoseksuelle mænd er fysisk svagere end heteroseksuelle – eller omvendt at lesbiske kvinder alene i kraft af deres seksualitet skulle være særligt gode til deres sport.

Omklædningsrum kan udgøre en barriere i sig selv. Det handler ifølge undersøgelsen bl.a. om at tonen bliver mere hård og diskriminerende, og at det kan føles utrygt at være nøgne med andre. Er man biseksuel eller homoseksuel kan man være bange for at ens blik opfattes seksualiserende. Transpersoner, nonbinære og interkønnede kan også have det vanskeligt i omklædningsrummet. Her kan utrygheden bl.a. tage form stirren eller manglende faciliteter for kroppe der falder uden for de binære køn. 14% af de adspurgte transpersoner har endda oplevet vold i forbindelse med omklædningssituationer.

Rapporten viser også, at de negative oplevelser – som forventeligt – fører til et folk stopper til en sport. Det har halvdelen af undersøgelsens transpersoner været ude for, og 25% af de bi-, homo- og panseksuelle. Bliver man i sin sport trods de negative oplevelser, sker det ofte med en større lukkethed om ens identitet som pris.

Transpersoner og interkønnede står med en række særlige udfordringer, f.eks. direkte at blive nægtet adgang til et hold pga. deres kønsidentitet. Online sportsfællesskaber er også i særligt grad præget af negativt og hårdt sprog om transpersoner, hvilket bidrager til oplevelsen af ikke at høre hjemme i sportsmiljøet.

De 850 adspurgte i rapporten peger på ting som aktiv og synligt LGBTI+ politik i sportsforeninger, som noget der kunne øge deres trivsel, samt uddannelse af trænere og personale. Forbilleder i eliteidrætten har også stor betydning for at man føler sig inkluderet.

Og så viser undersøgelsen i øvrigt, at oplevelsen af inklusion er væsentligt bedre i idrætsforeninger som PAN Idræt, der er målrettet LGBT+ personer.