14. marts døde LGBT+ Danmarks første forkvinde, Else Slange, efter kort tids sygdom. Hendes tiltrædelse i partnerskabsåret 1989 markerede kvindernes endelige gennembrud i landsforeningen, og de næste fem år var hun med til at udstikke den politiske retning på den anden side af milepælen partnerskabet.

Foreningen, der dengang hed Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), skulle blive 41 år gammel, før den fik sin første kvinde i fromt. I 1989 blev Else Slange indstillet af Hovedbestyrelsen i LBL til posten som forkvinde for den forening, som hun havde været aktiv i siden 1985. Hun sagde ved sin tiltrædelse: ”Jeg har en vision om at samfundet skal opdage, at bøsser og lesbiske er et stort aktiv for samfundet. Vi udfordrer normaliteten, og det skaber næsten automatisk en udvikling og nytænkning.”

Else Slange overtog lederposten på et tidspunkt, hvor LBL stod på et højdepunkt. Den første officielle undersøgelse af homoseksuelles vilkår i samfundet, Homo-Kommissionen, havde afsluttet sit arbejde, partnerskabsloven var på trapperne, LBL havde ni lokalafdelinger, drev fem PAN-klubber i hele landet. Foreningen stod også for det krævende hiv/aids-arbejdet blandet bøsser, drev PAN Idræt, aftenskole, lokalradio, bibliotek og arkiv, PAN-blad, bogcafé, og rådgivning. En kæmpe maskine.

Op igennem 1980erne rasede debatten om kvinders repræsentation i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det havde den gjort i flere omgange, men fik fornyet styrke, da Else Slange og en gruppe andre lesbiske i 1985 dannede en intern gruppe, og begyndte en kamp for at få decideret kvindekvoter ind i foreningens vedtægter. Det tog flere år og flere landsmøder med mange lange diskussioner før forslaget blev vedtaget i 1988. Og året efter kunne Else Slange altså som kronen på værket sætte sig for bordenden i den gamle landsforening. Og siden da har mange kvinder fulgt hende.

Før hendes tid  i LBL var hun fagligt aktiv i lærerforeningen, og fra 1979 var hun også engageret i Rødstrømperne og Kvindebevægelsen. Hun var ideologisk modstander af ’ægteskaber’ for homoseksuelle. ”Hvad skal vi med det borgerlige, ja, pis! Altså hvad skal vi med den borgerlige institution, som ægteskabet er?”, fastholdt hun så sent som 2005 i et interview. Ifølge hende kunne i hvert fald lesbiske godt tage ansvar for hinanden, uden at blive det pålagt af staten.

Alligevel var Else Slange solidarisk med foreningens politik. Som forkvinde holdt hun tale (på vers!) med den afgående formand Bruno Pedersen i landsforeningens gård på Knabrostræde 26. maj 1989, da partnerskabet tidligere på dagen var blevet vedtaget i Folketinget. Og hun var også med til festen 1. oktober samme år da elleve homo-par skrev verdenshistorie ved at blive registrerede par på Københavns Rådhus – med landsforeningens første formand, Axel Axgil og hans Eigil, i front.

I årene efter 1989 arbejdede LBL i to spor: Dels ville de havde ophævet forskelsbehandlingen i partnerskabslovgivningen, sådan at bøsser og lesbiske kunne få lov til adoption, assisteret reproduktion og kirkebryllup. Dels arbejdede de for ”på et progressivt grundlag” at ”arbejde for bøsser og lesbiskes politiske, social og kulturelle frigørelse, samt at modvirke de normdannelser og strukturer i samfundet, som virker undertrykkende,” som der stod i vedtægterne i 1991. Måske det vi ville kalde normkritik i dag.

Efter fem år i spidsen trak Else Slange sig i 1994 som forkvinde. Det gjorde hun sammen med resten af ledelsen, da foreningen var kommet i alvorlige  økonomiske problemer. 1980’ernes vækstspurt havde på kort tid gjort foreningen meget større  med en en omfattende økonomi, der stadig skulle drives og styres af entusiastiske frivillige. Det førte efterfølgende til en større omstrukturering efter en smertefuld nedskalering. Else Slange fortsatte i LBL, blandt andet engageret i det internationale arbejde i ILGA, men lagde ellers energi andre steder i kvindebevægelsen som Dansk Kvindesamfund, Kvindernes Bygning og kvindeoplysningsforeningen Folkevirke.

Ved siden af sit aktivistliv arbejdede Else Slange frem til sin pension som folkeskolelærer i Ballerup. I slutningen i 1970erne mødte hun kæresten Inger, som var sygehjælper. I 1982 købte de hus på Frederiksberg, hvor de boede sammen resten af livet. Her nød Else Slange bl.a. havearbejdet. Else Slange fik også et nært forhold til Ingers datter Bodil, som var hende en stor hjælp i de sidste år, også efter Inger døde i 2024.

I mange år betakkede Else Slange sig fra at indgå registreret partnerskab. ”Pragmatisk”, kaldte hun sig selv. Måske var det selvsamme pragmatisme, der førte til, at hun i 2011 alligevel indgik registreret partnerskab med sin Inger.

Æret være Elses minde.

Collage fra portrætartikel i Pan-Bladet ved Else Slanges tiltrædelse som forkvinde 1989. Foto: Olav Wendelborg / Pan-Bladet