”Vi lever i en vidunderlig tid, når det handler om queer kultur.” – tre kulturelskere deler årets vigtigste oplevelser

Cover til interview med tre kulturelskere

May Lifschitz

May Lifschitz er skuespiller, model og debattør, og er lige nu aktuel i Foundation på AppleTV+ og Orkestret på DR.

Hvordan går det med LGBT+ kultur i Danmark i dag

Selvom flere queer stemmer blomstrer op og bliver inkluderede i de store kulturelle fortællinger som fx i DR-dramaerne, bliver de fortsat inddraget som en sidehistorie, der ikke får så stort et fokus. Vi er nu begyndt at vågne op for det faktum, at kulturinstitutioner har et ansvar for at vise verdenen fra forskellige synsvinkler og igennem forskellige øjne. Det er dog fortsat især den hvide homoseksuelle mands narrativ, der bliver sat fokus på. Derimod får vi i litteraturen flere spændende og nuancerede fortællinger, som film og tv-branchen fortsat ikke giver platform til. Vi lider stadig under, at “kvalitetsbegrebet” bliver brugt som argument til at fordele vores skattekroner til kulturproduktioner, som desværre ikke anser diversitet som en afgørende faktor for, at noget er af høj kunstnerisk kvalitet. Det håber jeg, vi langsomt begynder at lave om på.

Hvordan bruger du selv kulturen?

Jeg bruger kulturoplevelser til at reflektere, til at socialisere, konversere og til at spejle mig i. Oftest tager jeg en ven eller flere under armen og bruger det som en måde at starte en aften på. Jeg elsker at tage til ferniseringer, premierer, forestillinger og oplæsninger, hvor jeg kan blive rørt. Oftest er det i samtalerne, de afføder, at jeg kan mærke, hvilket aftryk noget har sat i mig. Kulturen var også afgørende for, at jeg fandt min egen identitet, så derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at opfordre til mangfoldige oplevelser, som man kan spejle sig selv i.

Hvad har dine bedste queer kulturoplevelser i år været?

Jeg har for nyligt været inde og se “Kald mig Lucía”. Det er en spansk film om et barn, der over en sommer oplever, hvordan det givne køn ikke er tilstrækkeligt, og det forsøger at finde sprog for, hvilken oplevelse det gennemgår. Jeg blev hakket midtover af den film. Jeg kom til at huske, hvor hårdt det var at være barn og ikke vide, hvad der skete med en, men bare føle sig utilpas i de hårdt optegnede rammer, børn bliver sat i.

På Den Sorte Diamant opførte vi i foråret en speciel udgave af oplæsningerne ”Breve i Diamanten” med titlen ”Queerbreve”. Her bliver breve af den skandinaviske kulturhistories vigtigste queerpersoner vakt til live, og jeg var så heldig at læse to af Lili Elbes breve op. Jeg nød så meget at høre de andres rørende og sjove oplæsninger, bl.a. den talentfulde Johannes Lilleøre, der læste H.C. Andersens digte op. Det er virkelig vildt at stå med deres tanker i hænderne og opleve, hvordan de for 150 år siden og mere stod med mange af de selvsamme problematikker og oplevelser, som vi gør i dag. Vi gør det igen den 13. december, hvor der stadig er billetter tilgængelige!

 

Mads Ananda Lohdal

Mads Ananda Lodahl er forfatter og terapeut og anbefaler i øvrigt film, musik og bøger i sit nyhedsbrev hver måned. Læs mere på www.almindelig.com

Hvordan går det med LGBT+ kultur i Danmark i dag?

Vi lever i en vidunderlig tid, når det handler om queer kultur. For det første fordi man som fx forfatter i dag kan være åben som LGBT-person og skrive eksplicit om LGBT-emner, men ens bøger bliver alligevel først og fremmest læst og vurderet som litteratur. Desuden er det en fantastisk tid, fordi der bliver lavet ekstremt meget kultur af transpersoner og nonbinære. Rigtig meget af det vil sikkert også fremover befinde sig bedst i den subkulturelle undergrund, men det bliver spændende at følge med i, hvad og hvem, der bobler op til mainstreamen.

Hvordan bruger du selv kulturen?

Jeg læser mest skønlitteratur og langt overvejende ting, der er skrevet af queer forfattere. Når det kommer til at gå ud i byen, er jeg et udpræget vanedyr. Jeg tager næsten udelukkende til punkkoncerter i Ungdomshuset eller dubfester på Bolsjefabrikken.

Hvad har dine bedste queer kulturoplevelser i år været?

Édouard Louis’ autofiktive roman “Forvandlingens metode” om hans rejse fra Frankrigs fattige udkant til parnassets dyreste højborg gjorde et stort indtryk på mig, og bogen læste nærmest sig selv. I foråret var jeg til gallavisning på Lukas Dhonts nye film “Close” (se den på Filmstriben.dk). Dem handler om to unge drenge, der har et meget nært venskab, men da deres klassekammerater begynder at drille dem med, at de nok er kærester, bliver alting ødelagt. Der blev delt lommeletter ud ved indgangen, og jeg syntes, det var lidt krukket, men jeg skal love for, at man fik brug for dem.

 

Uffe Elbæk

Uffe Elbæk er iværksætter, aktivist og skribent. Tidligere rektor for KaosPiloterne, kulturminister, partileder af Alternativet og meget andet.

Hvordan går det med LGBT+ kultur i Danmark i dag?

Der er i dag, helt berettiget, mange kulturinstitutioner, som er opmærksomme på deres demokratiske forpligtigelse til at reflektere mangfoldigheden i samfundet. Herunder også livet som LGBT+-borger. Så vi ser mange fortællinger og dramaer på teaterscenerne, i koncertsalene, på museerne og ude på udstillingsstederne, oppe på filmlærredet eller nede på vores smartphones, som vi kan spejle os i og blive klogere af.

Hvordan bruger du selv kulturen?

Jeg kunne ikke leve i et samfund uden et levende kultur- og kunstliv. For mig er kulturen og kunsten samfundets sjæl. Hvis vi ikke havde kulturen og kunsten ville vi simpelthen få et sjælløst samfund. Og hvem har lyst til at leve der?

Hvad har dine bedste queer kulturoplevelser i år været?

Helt spontant vil jeg sige, at den største oplevelse har været filmen ”Den blå kaftan”. Et umådeligt smuk, fintfølende og respektfuldt marokkansk trekantsdrama om en kvinde, der elsker sin mand, som også elsker hende, mens han samtidig også elsker en anden mand. Hvis I ikke har set den film, så lov mig at I gør det.

Jeg kan også virkelig anbefale bogen ”Dengang jeg var pige – en hanpiges erindringer.” Denne mageløse fortælling om en homoseksuel arbejderklassedrengs opvækst i starten af forrige århundrede – i 1910’ernes og 20’ernes København – er ikke fiktion, men Knud Petersens selvbiografi. Helt mirakuløst har hans over 100 sider i hånden tætskrevne manuskript overlevet ned igennem generationer. Uden at afsløre for meget er romanen i ordets mest direkte betydning en knaldgod roman.

 

Trænger du selv til mere kultur i efteråret, så hold øje med jubilæumsprogrammet her. Og husk at der er rabat til medlemmer.