Bål, broderi og manifester – Ungehøjskolen skaber fællesskab mod ensomhed
Tre gange om året blomstrer ungehøjskolen “Queer The Future” op forskellige steder i landet. En højskole hvor queer unge mødes om workshops og samvær for at kæmpe imod den ensomhed og mistrivsel, som desværre fylder hos mange LGBT+ personer. Bliv klogere på, hvordan det er at være på ungehøjskole med LGBT+ Danmark her.
Har du været på ungehøjskole med LGBT+ Danmark, kommer du som regel hjem med nye venner og uopdagede kundskaber i bagagen. For selvom ungehøjskolen handler om at tilbyde LGBT+ unge et stærkt fællesskab, så gør vi også noget ud af at lære nyt og blive dygtigere til at udøve demokrati, aktivisme og meningsdannelse. For det der med at mødes om mistrivsel kan godt sætte en dæmper på stemningen. Derfor er det kreative, lærerige og sjove workshops, der er i fokus og skaber rammerne for at danne nye relationer. Men hvad er egentligt det særlige ved ungehøjskolerne? Spørger du Teddy Redsted, som efterhånden er et velkendt ansigt på ungehøjskolen, først som frivillig og sidenhen som koordinator for forløbene, så er det stemningen:
“Det er et helt særligt rum, man træder ind i, et rum hvor der er fuld accept og utrolig tryghed. Her kan man være sig selv. Udforske identitet og afprøve navne og pronominer uden at skulle forklare eller forsvare noget. Som frivillig er det fantastisk at være med til at skabe sådan et rum og samtidig selv få nogle gode venner.”
For Chance Strange Storm, der var deltager på et ungehøjskoleforløb i år, var det særligt workshopsene om international solidaritet, der satte gang i en god personlig udvikling:
“Jeg synes, det var så fedt, at lære mere om international solidaritet, fx da vi lavede zines med Ivy-Oak. Hele den højskoletur har inspireret mig til at gøre mere, end jeg ellers havde turde i de offentlige debatter fx lige nu omkring folkemordet i Palæstina.”
Højskolen byder på velkendt højskolesang og utraditionelle indslag
På ungehøjskolen har vi holdt fast i nogle af de traditionelle indslag, der normalt er på et højskoleforløb. Fx er der hver dag morgensang og fællesspisning til alle dagens måltider. En typisk dag starter med morgenmad, hvor man som deltager kommer lidt dryssende alt efter, hvornår morgenhåret er blevet redt på plads. Derefter er der morgensamling, som altid byder på fællessang og et underholdende indslag. Morgensamlingen markerer dagens fælles begyndelse, som løber over i de planlagte aktiviteter, som for hvert forløb har et tema. I 2023 var temaerne aktivisme, social bæredygtighed og international solidaritet. Fx blev deltagerne kastet ud i en workshop om manifestskrivning, som mundede ud i poetiske paroler og stærke taler. I et senere forløb blev det lidt mere sårbart, da initiativet Følsomt Broderi kom forbi for at få deltagerne til at brodere personlige og følsomme citater.
De frivillige skaber stemningen for fællesskabet
En del af opskriften til de populære ungehøjskoleforløb er de frivillige. De skaber den unikke atomsfære med deres egen levede erfaring som LGBT+ person, og det er med til at opretholde en personlig og nærværende stemning.
En håndfuld af de frivillige har selv været tidligere deltagere på ungehøjskolen, så de kender til oplevelse af at træde ind i et nyt fællesskab, mens andre deltagere engagerer sig som frivillige i LGBT+ Danmarks andre tilbud, fx AURA, når de vender hjem fra ungehøjskolen.
“Det er et helt særligt rum, man træder ind i som frivillig. Et rum der er fuld accept og utrolig tryghed. Jeg glæder mig hver gang til at se den udvikling, som mange af deltagerne gennemgår over den tid vi er sammen – det går lige i hjertet”, fortæller Teddy om oplevelsen med at være frivillig.
Et højskoleforløb der skaber stærke venskaber
LGBT+ Danmark har afholdt ungehøjskoler i nu to år, og har i den tid lagt hus til omkring 150 unge besøgende. Det er unge, der kommer mange forskellige steder fra – lige fra Lemvig til Ruds Vedby og Albertslund. Vi ser ofte, at deltagerne skaber vedvarende venskaber på tværs af landet og derfor kommer igen på ungehøjskolen for at holde fast i relationer og fællesskabet. Det har Chance fx oplevet: “Ungehøjskolen skaber en bredere horisont, hvis man som jeg, første gang jeg var af sted, ikke normalt omgås forskellige queer mennesker. Derfor opfordrer jeg også andre til at tage af sted – her kan man både opbygge sit netværk, lære nye, kreative ting og blive udfordret på sit verdenssyn i kærlige omgivelser.”
Efter et højskoleforløb vender deltagerne hjem i bedre humør og med en mindre følelse af ensomhed. Det viser vores evalueringer, udarbejdet af virksomheden Pluss. Vi er derfor enormt stolte over, at vi kan tilbyde ungehøjskolen igen i 2024 takket være økonomisk støtte fra Tuborgfondet og Rudolp Care, som også gjorde ungehøjskolerne mulige at tilbyde i 2023. Dog mangler vi stadig lidt flere midler til at Ungehøjskolen kan forløbe på det niveau, som vi gjorde i 2023. Så vil du være med til at støtte et vigtigt fællesskab for queer unge, så send os en donation her: LGBT+ DanmarkDonationer – LGBT+ Danmark
Kunne du tænke dig at deltage eller være frivillig på ungehøjskolen i 2024, så læs mere om ungehøjskolen lige her.