Ungehøjskolen Queer the Future søger to engagerede frivillige til planlægning og afvikling

LGBT+ Danmark søger nye frivillige til at stå i spidsen for vores ungehøjskole i foråret.  

LGBT+ Danmark søger nu to frivillige til at stå i spidsen for planlægning og afvikling af en ungehøjskole i foråret.  

LGBT+ Danmarks ungehøjskoler tilbyder unge i alderen 16-25 år en forlænget weekend med workshops, oplæg, paneldebatter og kreativ aktivisme. 25 unge deltager på forløbet, hvor de vil lærer om community organizing og aktivisme, få redskaber til at blande sig i den offentlige debat og deltage i spændende talks, debatter og oplæg med aktivister, forskere og musikere.

Læs mere om ungehøjskolen Queer the Future her.

Ungehøjskolen bliver udbudt tre gange om året; i foråret, sommeren og efteråret, og faciliteres af frivillige, som også er med til at planlægge aktiviteter eller lave mad. Årets første finder sted i påskeferien, fra 2.-6. april 2023. For hvert forløb er det et tema, som præger programmet. Temaet for forårets ungehøjskole er aktivisme og sigter efter at give de unge redskaber og viden om hverdagsaktivisme, politisk og social aktivisme og indblik i forskellige nuancer af aktivisme 

Som koordinator på ungehøjskolen vil du: 
  • Arbejde tæt med projektlederen om planlægning af ungehøjskolen 
  • Være med til at opfinde spændende og lærerige workshops, oplæg, paneldebatter mm.
  • Fastholde bæredygtige rammer om frivilligheden – der andre unge frivillige med til at afvikle ungehøjskolen 
  • Hverve frivillige i samarbejde med projektlederen 
  • Sammen med din medkoordinator, være primære tovholdere for afviklingen af ungehøjskolen 
  • Understøtte de frivillige i deres opgaver, i planlægning af ungehøjskolen og mens I er afsted 

Du vil lære mere om principper for frivilligkoordinering, få indsigt i budgetadministrering- og planlægning og afvikling af læringsforløb. Du og din med-koordinator, vil have ansvaret for 13 frivillige, som både kan være frivillige på mad-holdet og stå for maden alle dagene, eller som kontaktpersoner, som i par har ansvaret for omkring 5-7 unge. 

Så har du lyst til at være med til at skabe rammerne for et inspirerende læringsmiljø for unge og være med til både at tænke kreativt og være praktisk, så send os en ansøgning om at være koordinator på forårets ungehøjskole. 

Vi forventer, at du er:  
  • Mellem 20-30 år 
  • Har erfaring med eller viden om frivillighed og organisering af frivillige 
  • Er klar på at sætte tid af til planlægning og afvikling i perioden januar-april 2023 
  • Kan være afsted på ungehøjskolen den 2.-6. april
  • Kan afvikle to planlægningsdage for de frivillige lørdag d. 4. marts og lørdag d. 18. marts 

Det er en fordel, hvis du har kørekort, men det er ikke et krav. 

Hvis det lyder som noget, du kunne være interesseret i, så send en motiveret ansøgning på ½-1 side, til projektleder Amanda på [email protected]. Skriv om din motivation for at være koordinator og eventuelt om dine erfaringer. Har du spørgsmål til stillingen eller ungehøjskolen, er du også meget velkommen til at kontakte Amanda på samme mailadresse.  

Ansøgningfrist er mandag d. 23. januar. Der vil være samtaler derefter.