Ny rapport: AURA styrker unges trivsel – men varig forankring er et langt sejt træk
LGBT+ Danmark udgiver nu den afsluttende evaluering af projektet “Bedre trivsel for unge LGBT+ personer gennem bæredygtig forankring af AURA” (2023–2026). Evalueringen er udarbejdet af SocialRespons og projektet er støttet af Det Obelske Familiefond.
AURA er LGBT+ Danmarks gratis, anonyme og alkoholfri fællesskaber for børn og unge under 18 år, som bryder med normer for køn og seksualitet. Fællesskaberne drives af unge frivillige og findes i dag i 14 byer på tværs af Danmark.
Rapportens hovedkonklusioner
Rapporten bekræfter, at AURA skaber stor værdi for både deltagere og frivillige. De unge oplever fællesskab og nye venskaber, styrket trivsel, større selvtillid og mere mod til at være sig selv i hverdagen – hele 92 % svarer, at det er nemmere at være sig selv i AURA end andre steder.
De frivillige oplever på deres side et stærkt frivilligfællesskab og udvikler kompetencer, de tager med videre i uddannelse og arbejdsliv. Som projektleder Amanda Cigarlos Dahlmann-Hartvigsen fortæller: “Noget af det, der gør størst indtryk på mig, er de frivilliges fortællinger om de unge. Om den unge, der de første gange kun talte stille med en enkelt frivillig, og som måneder senere selv tager initiativ og er en aktiv del af fællesskabet. Den forandring sker ikke af sig selv. Den sker, fordi vores frivillige tålmodigt skaber et rum, hvor de unge kan åbne sig i deres eget tempo. Rapporten sætter tal på det, vi hører igen og igen: at AURA gør en reel forskel i unges liv.”
Samtidig viser rapporten, at vejen til varig kommunal forankring er lang og uforudsigelig. Det er i projektperioden lykkedes at opnå større eller fast kommunal støtte i seks kommuner, men det har krævet et vedholdende arbejde med relationer, politisk timing og dokumentation. En central barriere er, at mange kommuner henviser til etårige puljer frem for faste budgetter, hvilket gør det svært at planlægge og drive et stabilt tilbud.
Rapporten peger på, at det er en strukturel udfordring, som gælder bredt i civilsamfundet, og rejser spørgsmålet om, hvordan samarbejdet mellem kommuner, civilsamfund og fonde skal indrettes, hvis indsatser som AURA skal kunne bestå på lang sigt. Og ud fra vores erfaringer, kan tilbud som AURA have central betydning for de børn og unge, som kommer månedligt:
“Jeg har oplevet forældre komme hen og takke os, fordi AURA med deres ord har ‘reddet deres barns liv’. Det er store ord, og de gør så stort et indtryk. For bag rapportens tal gemmer der sig unge, der er gået fra mistrivsel til at have et sted, hvor de hører til, og familier, der har fået et gladere barn hjem. Det er dét, trygge fællesskaber kan,” fortæller projektleder Amanda Cigarlos Dahlmann-Hartvigsen
Tak til Det Obelske Familiefond
Projektet har været muligt takket være støtte fra Det Obelske Familiefond. Støtten har gjort det muligt at starte nye AURA-fællesskaber op, styrke uddannelsen af de frivillige og prioritere det langsigtede arbejde med kommunal forankring. Tak for tilliden og samarbejdet gennem hele projektperioden.