Kommentar: Regeringen lover handling for LGBT+ personer – vi glæder os til at se ambitionerne realiseret.

På den internationale dag mod homofobi, bifobi og transfobi d. 17. Maj offentliggjorde ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) og ligestillingsordførerne Jan E. Jørgensen (V), Rosa Eriksen (M) og Gunvor Wibroe (S) et læserbrev i Avisen Danmark. Her slår de fast, at “i Danmark slår vi ring om LGBT+ personer, for Danmark er et ”regnbueland.” Men hvordan vil regeringen arbejde med sådan en hensigtserklæring? Vi har en række forslag.

Læserbrevet er et velkomment og tydeligt signal fra regeringen om, at LGBT+ personers rettigheder skal være en prioritet, særligt i denne tid hvor netop disse rettigheder er under pres globalt. Det er også opmuntrende at se en bred politisk opbakning fra regeringspartierne til at tage kampen op mod diskrimination, hadforbrydelser og ulighed. 

Men som med alle politiske erklæringer rejser der sig også spørgsmål om handling. Hvordan vil regeringen arbejde med sin hensigtserklæring og hvor vil vi kunne se ambitionerne udspille sig? Heldigvis har LGBT+ Danmark masser af konkrete bud på hvordan regeringen kan lykkes med at leve op til sine ambitioner. 

Ministrenes og ordførernes læserbrev indeholder en række målsætninger. Et centralt citat lyder: 

“Vi [skal] fortsætte med at bekæmpe had og chikane mod LGBT+ personer i Danmark.”

Vi er enige! Helt konkret efterspørger vi i LGBT+ Danmark at en sådan målsætning understøttes af forslag som fx at gøre hadmotiveret chikane til en selvstændig forbrydelse i straffeloven og skærpe loven mod hadtale. Det er forslag, som LGBT+ organisationer har efterspurgt i årevis – og som i praksis kunne gøre det lettere at retsforfølge og forebygge had mod minoriteter. 

Derfor kunne det også være en god idé at… 

  • Undersøge omfanget af homofobi, transfobi og bifobi i befolkningen  
  • Skærpe loven mod hadtale 
  • Forpligte andre samfundsaktører på at bekæmpe fordomme. Vi har brug for stærke allierede og et fælles ansvar 

Et andet vigtigt fokus er behovet for oplysning og bedre vilkår for anmeldelse:

“Vi vil arbejde for […], at flere skal vide, hvad en hadforbrydelse er, så flere kan anmelde det.”

Hvis dette mål skal realiseres, kræver det ikke kun politisk vilje, men også investering i information, politiuddannelse og tillidsskabende tiltag. LGBT+ Danmark har selv påpeget, at mange hadforbrydelser aldrig bliver registreret, blandt andet fordi systemet ikke altid er gearet til at rumme dem, det handler om.  

Derfor:  

  • Forbedr rammerne for anmeldelse af hadforbrydelser og forpligt politiet til at registrere, at offeret mener, at der er tale om en hadforbrydelse 
  • Afsætte penge til informationsindsats, så LGBT+ personer kender de lovmæssige rammer for hadforbrydelser i Danmark.  

Et tredje, og nogle gange overset, område er geografi. Regeringens folk anerkender, at LGBT+ liv og fællesskaber ikke må begrænses til storbyerne: 

“Vi [skal] understøtte, at der er mulighed for fællesskaber og netværk andre steder end i de største byer.”

Dette er afgørende, hvis vi skal sikre tryghed og trivsel for LGBT+ personer i hele landet. LGBT+ Danmark foreslår at alle kommuner skal have en LGBT+ politik og handleplan, samt støtte til henholdsvis unge- og ældretilbuddene AURA og Besøgsvennerne. Men det kræver finansiering og reel prioritering på landsplan. 

Derfor: 

  • Gør det muligt at registrere hadmotiveret chikane som en selvstændig forbrydelse i straffeloven. 

Det kunne også være en god idé at… 

  • Undersøge omfanget af homofobi, transfobi og bifobi i befolkningen  
  • Skærpe loven mod hadtale 
  • Forpligte andre samfundsaktører på at bekæmpe fordomme. Vi har brug for stærke allierede og et fælles ansvar 

Endelig retter læserbrevet blikket mod EU og Danmarks kommende formandskab. Regeringen skriver:

“LGBT+ personers rettigheder og lige muligheder vil derfor være en centralprioritet under Danmarks formandskab for EU. Danmark vil afholde et rådsmøde for ligestillingsministre i EU, hvor vi bl.a. skal drøfte, hvad vi i EU kan gøre for at forebygge og bekæmpe hadforbrydelser og chikane mod LGBT+ personer.”

Dette vidner om ambitioner på internationalt niveau, men her melder også et relevant spørgsmål sig: Hvad med hjemmebanen og vigtige områder, hvor Danmark stadig hænger lidt i bremsen? I LGBT+ Danmark håber vi bl.a. at Danmark under formandskabet vil blive udfordret på det manglende forbud mod omvendelsesterapi. Samtidig håber vi at se et samlet fokus på at forbedre transpersoners vilkår og muligheder på arbejdsmarkedet.

Samlet set er læserbrevet et stærkt politisk signal – men det er også en invitation til ansvar. I LGBT+ Danmark glæder vi os til at fortsætte dialogen med politikerne om implementeringen af de løsninger, som vi ser som allermest vigtige for LGBT+ personer. Og mange af dem ligger lige for! Du kan læse mere om LGBT+ Danmarks politiske målsætninger i vores politiske program.