Bruno Pedersen, der i 1980erne var stærkt engageret i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, døde 18. oktober 2025. I hans tre år som landsformand opnåede foreningen bl.a. det afgørende forbud mod diskrimination. Bruno Pedersen var også blandt initiativtagerne til gravstedsfællesskabet “Regnbuen” på Assistens Kirkegård.

Bruno var født i Hjørring i 1955, og vidste han var bøsse fra han var syv år gammel, men kunne endnu ikke sætte ord på det, heller ikke da han var forelsket i sin klasselærer og drømte om hede kys. Det tog ham mange år at springe ud som bøsse. Flere af os kan genkende den situation, som Bruno beskriver i PAN Bladet i 1986, da han valgtes til formand: at stå foran Landsforeningens lokaler (i hans tilfælde i Aalborg tre lørdag aftner i træk), men ikke turde gå ind, og i stedet gå slukøret hjem igen.

Forløsningen for Bruno var at se sig selv spejlet i Christian Kampmanns bøger om familien Gregersen, hvor en af karaktererne er bøsse. Det gav ham modet til at stå frem og begynde at komme i Aalborgs bøssemiljø. Da var han 20 år gammel.

Han blev uddannet som bibliotekar, ikke mindst fordi han oplevede det som et tolerant miljø, og var blandt andet underviser i EDB på Danmarks Biblioteksskole.

Bruno overtog formandsposten fra Henning Jørgensen, der havde været foreningens stærke mand i næsten ti år. Det var midt i en aids-tid, og Bruno havde op til den tid både været engageret i provinsarbejdet i Aalborg og i hiv/aids-arbejdet; begge dele lå ham meget på sinde. Han ønskede en åben, ærlig og græsrodsstyret aids-politik, og han havde sjældent været så vred som til en aids-konference i Paris, hvor arrangørerne havde slukket for en informationsfilm, fordi den var for direkte, og ikke ville nævne bøsser i den fælles udtalelse. Bruno ville have ærlighed, og han ville heller ikke opgive sin bøsse-livsstil. Ingen skulle tvinge ham ind i et fast parforhold på grund af aids.

Bruno var formand for foreningen fra 1986 til 1989. Tiden var præget af hiv/aids-arbejdet, af arbejdet i Homo-Kommissionen og ikke mindst af store konflikter mellem bøsser og lesbiske i foreningen. I 1987 havde folketinget på anbefaling fra Homo-Kommissionen både indført seksualitet som diskriminationsårsag i ’racismeparagraffen’ og lige arveforhold for samkønnede par, og nu gik alle og ventede på om registreret partnerskab gik igennem. (Det gjorde det i 1989, da Else Slange netop havde overtaget som foreningens første forkvinde.) Samtidig indførte LBL kønskvotering for at sikre repræsentation af lesbiske.

Det var også i Brunos formandstid foreningen første gang oplevede at få driftstilskud fra staten. Halvanden million på finansloven i 1988. Alle disse penge forsvandt igen, da hiv/aids-arbejdet blev selvstændigt i 1993.

Brunos tid som formand var altså ikke en omvæltningstid, men en tid hvor mange årtiers solidt græsrodsarbejdet blev mødt med anerkendelse og resultater. Det var også en tid hvor foreningen begyndte at arbejde systematisk og strukturelt med repræsentation af de forskellige grupper under paraplyen, og en tid hvor en stigende professionalisering omkalfatrede foreningen fra en slags hemmelig klub til en landskendt og-anerkendt forening eller NGO, som vi ville sige i dag.

Bruno var blandt initiativtagerne til gravstedsfællesskabet Regnbuen, hvor homoseksuelle og biseksuelle kan blive begravet under regnbuens tegn på Assistens kirkegård på Nørrebro i København. Der ligger blandt andet stifteren af Forbundet af 1948, Axel Axgil, og på lørdag bliver Bruno begravet under regnbuen.

Bisættelsen finder sted fra Skt. Stefans kirke, lørdag den 25. okt. 2025, kl. 13.

Æret være Brunos minde.

Af Peter Edelberg, studielektor og historiker ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet

Læs portræt af Bruno Pedersen ved hans tiltrædelse som landsformand i 1986 i PAN-bladet her (pdf)

Læs mere om fællesgravstedet Regnbuen på Assistens Kirkegård