Ny vejledning fra CPR-administrationen om juridisk kønsskifte for mindreårige
Som vi kunne fortælle i august, åbner CPR-administrationen nu op får, at visse personer under 18 år kan ændre deres CPR-nummer. I går 16/11 har CPR-administrationen så fremlagt en konkret ansøgningsformular og en vejledning, som løfter lidt af sløret for den nye praksis. Samtidig afventer vi en egentlig lovændring, som forventes fremsat til februar.
I LGBT+ Danmark arbejder vi for, at aldersgrænsen for juridisk kønsskifte helt bortfalder, men indtil det sker bifalder vi en øget adgang. Og vi er glade for, at det i første omgang bliver tydeligere for unge transpersoner og deres familier, hvordan man under de nuværende vilkår søger om skifte af CPR.
I den nye vejledning lægges der meget vægt på om man modtager kønsbekræftende sundhedsbehandling eller ej, så det ser ud til at være et tungtvejende kriterium for myndighederne i f.t. at tillade juridisk kønsskifte i en konkret sag.
Vores jurist Max Maskell har følgende vurdering:
”Det vil på baggrund af kriterierne være muligt at få adgang til kønsbekræftende behandling i to situationer: hvis man er blevet tilbudt og har taget imod kønsbekræftende behandling, og hvis man er i en lignende situation. Det er ikke klart endnu, hvornår man er i en “lignende situation”, men de lægger op til at lægge vægt på ens sociale kønsidentitet, fysiske fremtræden og hvor længe man har præsenteret sig som det køn, man identificerer sig med. De åbner også for at lægge vægt på følelsen af kønsubehag.
Man kan sende dokumentation for sin kønsbekræftende behandling ved udskrift fra sin journal på sundhed.dk eller ved udskrift fra journal i udlandet. Hvis du ikke modtager kønsbekræftende behandling, skal du sende en længere beskrivelse af din kønsidentitet i din dagligdag, som du kan supplere med udtalelser fra familie, psykologer, lærere og andre fagpersoner.
Der er krav om samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere, men dette krav kan i nogle tilfælde fraviges, hvis hensynet til den unges menneskerettigheder vejer tungere end kravet. Derfor kan det godt betale sig at søge, selvom en forældremyndighedsindehaver ikke vil give samtykke. Er den unger over 12 år, skal den unge også selv afgive samtykke.
Man skal i udgangspunktet vente på udløbet af en refleksionsperiode på 6 måneder efter man har ansøgt, og så selv tage kontakt til CPR-kontoret og bekræfte, at man ønsker at skifte juridisk køn ved hjælp af digital post og at forældremyndighedsindehaverne samtykker. Hvis man tidligere har skiftet fornavn til et navn, der svarer til det køn, man identificerer sig med, ansøgt om at få X i passet eller har modtaget kønsbekræftende behandling for over 6 måneder siden, er der ikke nogen refleksionsperiode. ”
Den nye praksis gælder i første omgang indtil regeringen forventeligt ændrer lovgivningen på området i det nye år. Det er planlagt, at der fremsættes et nyt lovforslag til februar. Vi håber, at man med det nye lovforslag vil indføre en erklæringsordning for børn og unge under 18 år, ligesom der lige nu findes for voksne. Dermed vil man spare både ansøgerne og myndighederne for en tids- og ressourcekrævende ansøgningsproces.
Har du spørgsmål om ansøgningsprocessen, er du altid velkommen til at kontakte vores juridiske rådgivning her.