Juridisk rådgivning

Står du i et juridisk dilemma og har brug for et par uvildige øjne?

LGBT+ Danmarks rådgivning har et særligt juridisk team, som kan hjælpe dig med retslige forhold. Teamet består af jurastuderende og jurister med erfaring i de juridiske spørgsmål, som knytter sig til tilværelsen som LGBT+ person.

Specialiseret rådgivning i familiedannelse

Hvis din henvendelse drejer sig om familiedannelse, kan du booke tid til en online konsultation med LGBT+ Danmarks familiejurist, lige meget hvor du er i landet. Brug booking-systemet og vælg “Online – familiedannelsesrådgivning”.

Det praktiske

Skriv til os via mail på

Vi svarer på mail i åbningstiden, men i travle perioder kan der gå mere end en uge, før du får svar. Du kan også booke en tid til et personligt møde med vores juridiske rådgivere i København. Der er desværre ikke mulighed for personligt fremmøde i andre byer.

DEN JURIDISKE RÅDGIVNING

Vestergade 18E, 2. sal, 1456 København K
Skriv til os:
Booking af juridisk fremmøde: Bookingportal

Vi kender dine rettigheder

LGBT+ personer kan indimellem befinde sig i nogle unikke juridiske situationer. Det skyldes ikke mindst, at lovgivning om eksempelvis forældreskab og trans-området jævnligt opdateres. Derfor kan det være vanskeligt som privatperson altid selv at gennemskue sine rettigheder. 

Følgende er eksempler på emner og spørgsmål, som vores juridiske team tidligere har hjulpet med.   

  • Diskrimination og hadforbrydelser
    Hvad gør jeg, hvis jeg bliver chikaneret på arbejdet? Hvad er mine muligheder for at anmelde diskrimination? Hvordan anmelder jeg en hadforbrydelse? 
  • Forældreskab 
    Må jeg undlade at opgive navnet på mit barns far? Hvilke rettigheder har jeg som medmor? Kan jeg adoptere min kærestes barn? Har jeg samme mulighed for at adoptere som heteroseksuelle? Hvad er mulighederne for surrogat i Danmark? Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg bliver gravid ved inseminering? 
  • Ægteskab og samliv
    Hvordan sikrer vi hinanden bedst som samlevende? Kan min udenlandske kæreste få ophold i Danmark? Hvem arver mig, hvis jeg ikke er gift eller registreret? Hvordan omdanner jeg mit registrerede partnerskab til ægteskab? Hvordan bliver jeg skilt fra min ægtefælle? 
  • Juridisk køn
    Hvordan søger jeg om juridisk kønsskifte? Hvad er mine muligheder for navneændring?