Voksentid
Voksentid er en social gruppe for alle bogstaverne under LGBT+ paraplyen. Med Voksentid vil vi gerne skabe et fællesskab mellem LGBT+ bogstaverne, da vi tror på, at mange af os har meget tilfælles på tværs, og fordi det kan være rart at møde andre, der er samme sted i livet som en selv.
Hvem er Voksentid for?
Målet med Voksentid er at skabe et mødested for “de voksne og kedelige”, som bare gerne vil hygge og hænge ud i et afslappet rum med ligesindede.
Gruppen er f.eks. for:
- Dem, der ikke længere (eller måske aldrig har) synes det er det fedeste i verden at gå på klub og stå og råbe til hinanden på et dansegulv.
- De, der er lidt trætte af, at sociale fællesskaber enten betyder store mængder alkohol eller parmiddage.
- Personer, der synes kan være svært at komme som par andre steder i miljøet, fordi man måske ligner et heteropar.
- Alle de, der ikke føler sig “queer nok”, “trans nok” eller ikke er regnbuefarvet dansemus på den helt “rigtige” måde.
- Dem med voksentanker, realkreditlån, klimaskam, børn som de elsker men ønsker langt væk sommetider, kæledyr og bil og måltidskasser og parkeringsproblemer og behov for at møde nogle andre mennesker end de kolleger, de har kigget på i de sidste 10 år.
- Partnere til LGBT+ personer, også selv om man ikke selv identificerer sig inden for LGBT+ paraplyen.
Voksentid er gruppen for dig, der gerne vil være sammen med andre voksne, kedelige mennesker, der alle har det tilfælles, at vi lever helt almindelige, stille liv men måske ikke helt passer ind i samfundets ciskønnede-hetero-normer. Og som godt kunne tænke sig at møde andre, de har noget tilfælles med, og hvor ikke behøver forklare og stå på mål for hvem de er.
Kan du nikke genkendende til at være et sted i livet, som ovenfor beskrevet, er du velkommen i gruppen. Alder er altså ikke afgørende for din deltagelse.