Tuborgfondet støtter nyt projekt, der skal styrke unges regnbue-fællesskaber i hele landet
De fleste fællesskaber for LGBT+-personer er koncentreret i landets store byer, og samtidig er det udenfor de største byer, at trivslen for LGBT+ unge halter mest. Det vil LGBT+ Danmarks nye projekt støttet af Tuborgfondet gøre noget ved – det skal give unge fællesskaber, forandring og demokratisk indflydelse.
Over de næste to år skal projektet ”Regnbue i provinsen” skabe tryggere lokale miljøer for unge LGBT+ personers og samtidig styrke deres handlekraft og stemme i demokratiet. Det er ikke kun godt for unge selv, men styrker også den demokratiske repræsentation – og gør landområder og mindre byer mere attraktive for unge at blive boende i.
I 2025 viste en national undersøgelse fra VIVE, at LGBT+-unge trives væsentligt dårligere end deres kammerater – og at udfordringerne er størst udenfor København. Det fik også Trivselskommissionen til at fremhæve gruppen af LGBT+ unge som særligt udsat.
Samtidig identificerer en voksende andel af ungdommens sig som LGBT+ personer: Fra 8,3% i 2018 til 13,3% i 2024.
Projektet ”Regnbue i provinsen” består af tre dele, der bygger ovenpå hinanden: Lokale workshop-aftener skal i 15 mindre byer skabe viden, sammenhold og forslag til en tryggere by. I en andel af byerne danner workshop-aftenerne grundlag for kampagner for lokale forandringer. Fokus er på opnåelige og meningsfulde resultater for unge selv, om det er at arbejde for LGBT+-politik i byrådet, etablere en LGBT+-gruppe og alt imellem. Endelig gennemføres en meningsdanneruddannelse, hvor unge klædes på til at kunne optræde i medierne, skrive debatindlæg eller på anden måde skabe synlighed.