TRANSIT søger to gruppeledere til samtaleforløb for trans-, nonbinære og kønsdiverse personer
I stillingen som gruppeleder vil du indgå i et lille team af erfarne facilitatorer for et af LGBT+ Danmarks ældste og mest efterspurgte tilbud. TRANSIT er et queer-to-peer gruppesamtaleforløb for trans-, nonbinære, kønsdiverse og undersøgende personer, der har overvejelser om køn og kønsidentitet. Vi laver forløb inddelt i aldersgrupperne 15-24årige og 25 år og opefter. Samtalerne giver mulighed for at deltagerne kan reflektere over, sætte ord på og dele deres erfaringer, oplevelser og tanker om køn og kønsidentitet.
Arbejdstiden for ét forløb er sat til 48,5 timer fordelt på en periode på ca. 8 uger. Opgaverne består af at facilitere 8 møder over 8 uger sammen med en gruppelederkollega for 8-10 deltagere ud fra vores veldefinerede og afprøvede metode og manual. Derudover er der oplæringsmøde og fælles supervision med resten af teamet under forløbet. Din arbejdsplads for de 8 møder er kl. ca. 16.30-21.00 på tirsdage i LGBT+ Danmarks lokaler i Vestergade 18E 2. sal, 1456 København K.
Vi søger dig, der
- Er over 25 år gammel
- Selv er transperson, herunder både binære og non-binære transidentiteter
- Kan mødes til uddannelse med TRANSIT-teamet tirsdag d. 22. april
- Kan arbejde med et gruppesamtaleforløb i perioden torsdag d. 24. april – 19. juni og/eller tirsdag d. 29. april – tirsdag d. 17. juni 2025.
- Kan se dig selv facilitere 2-3 hold i alt i 2025 og flere fremadrettet
- Har kendskab til queer- og transpersoners livssituationer, vilkår og udfordringer
- Er godt tilpas med at have ansvar for at lede samtaler i en gruppe med forskellige transidentiteter
- Har erfaring og interesse indenfor felterne rådgivning, samtale, facilitering, terapi, undervisning
Vi tilbyder
- En lønnet projektansættelse med eftermiddags- og aftenarbejde, der let kan kombineres med andre forpligtelser og ansættelsesforhold
- Mulighed for at hjælpe transpersoner til bedre trivsel og flere handlemuligheder
- Uddannelse og oplæring i TRANSITs samtalemetoder og – teknikker
- Løbende supervision og kompetenceudvikling
- Et arbejdsfællesskab i et lille team hvor tryghed, trivsel, faglig udvikling og kollegiale relationer prioriteres
- Et job, hvor du og dine kompetencer i høj grad vil komme i spil, hvor der vil være rig mulighed for at udvikle nye kompetencer, og selv være med til at videreudvikle og påvirke TRANSITs materiale og metoder
Om LGBT+ Danmark
LGBT+ Danmark er en landsdækkende organisation, der varetager politiske interesser for LGBT+ personer i Danmark og internationalt. Det overordnede mål for foreningen er at skabe varige politiske og sociale forandringer til gavn for LGBT+ personer og øge trivslen blandt LGBT+ personer i ind- og udland. Foreningen står midt i en spændende periode med vækst i både nationale og internationale aktiviteter. TRANSIT er forankret i teamet Rådgivning og Støtte, der foruden TRANSIT driver samtaletilbuddene Transitionstanker og Queerhood samt vores psykosociale og juridiske indsatser i LGBT+ Rådgivningen.
Vilkår og rekrutteringsproces
Ansættelsen er projektbaseret, og der aftales og underskrives ny kontrakt pr. gruppesamtaleforløb man faciliterer. Vi søger to gruppeledere, hvor en skal kunne arbejde med to forløb på tirsdage og torsdage i perioden 24. april – 19. juni, og den anden skal kunne arbejde med et forløb på tirsdage i perioden 29. april til 17. juni. Derefter forhandles nye kontrakter for kommende forløb efter sommerferien. Arbejdet pr. projektansættelse er sat til 48,5 timer fordelt over ca. 8 uger (ca. 6 timer om ugen). Lønnen er fast og følger de øvrige gruppeledere og de økonomiske rammer for projektet.
Send en motiveret ansøgning og CV til TRANSITs projektleder Flor Ma Lysgaard på senest søndag d. 30. marts. Samtaler afholdes tirsdag d. 8. april i LGBT+ Danmarks lokaler i Vestergade 18E, 2. sal.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Flor Ma Lysgaard på .
Læs mere på Transit.