Mødet med sundhedsvæsnet bør være trygt for alle. LGBT+ personer oplever samme sundhedsproblemer som resten af befolkningen, men de kan også opleve visse sundhedsproblemer hyppigere på grund af mistrivsel. Her skal de kunne møde sundhedspersonale, der har viden om LGBT+ emner, om hvordan disse knytter sig til sundheden, og hvordan man skal møde LGBT+ borgere med sundhedsproblemer.
I LGBT+ Danmark tilbyder vi opkvalificerende oplæg for sundhedspersonale, som kan hjælpe dem med at møde LGBT+ patienter og derved fremme trivsel og sundheden for LGBT+ befolkningen.
Derudover holder vi oplæg om, hvordan fagprofessionelle kan være med til at forbedre trivslen i ældreplejen for LGBT+ personer. Ældre LGBT+ personer er ofte en usynlig gruppe, når de skal modtage pleje og indgå i sociale fællesskaber sent i livet. Dette kan have negative konsekvenser for den ældres sundhed, aldring og generelle trivsel. Under dette oplæg har vi bl.a. fokus på ældre LGBT+ personers ressourcer og udfordringer samt normkritik og LGBT-inkluderende praksis i ældreplejen.