Solidaritet og tanker til de berørte af angrebet på Berlin Pride

Vi er chokerede og berørte over angrebet på Berlin Pride i går aftes.

Christopher Street Day (CSD) Berlin er et af årets højdepunkter i de europæiske pride-fejringer, og også mange danske LGBT+ personer rejser til Berlin for at deltage.

I går 26. juli omkring kl. 22 kørte en bil ind i menneskemængderne i parken Tiergarten. Der er desuden forlydender om, at der kan være benyttet stikvåben. Der meldes i øjeblikket om en dræbt kvinde, tre livsfarligt sårede, og fem ofre med mindre skader.

Det tyske politi eftersøger en mistænkt, som skulle have forbindelser til ekstremistisk islam. Også i Danmark har PET i en årrække peget på LGBT+ miljøet som potentielt mål for militante islamister. Angrebet i Berlin er dog langt fra opklaret, der er muligvis også flere gerningspersoner, så vi har slet ikke det fulde billede endnu. Det står dog klart, at det var forfærdeligt og fejt angreb på uskyldige, forsvarsløse mennesker, der var samlet i glæde og fest.

I LGBT+ Danmark har vi i mange år haft en tæt dialog med Politiets Efterretningstjeneste, som også rådgiver vores kollegaer bl.a. i Copenhagen Pride om hvordan vi bedst kan forebygge lignende hændelser i vores land. Den dialog fortsætter i dag og den kommende tid.

Bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner og andre i vores miljø er forbundet på kryds og tværs af landegrænserne ikke mindst mellem vores nabolande. Det kunne vi mærke i det danske LGBT+ miljø i 2022, da Oslo Pride blev ramt af et masseskyderi, og det kan vi mærke igen i disse dage.

Pride-traditionen er født ud af international solidaritet, og vi står også i dag i skulder ved skulder med LGBT+ personer i Tyskland og alle verdens lande. Sammen kæmper vi mod chikane, tavshed, had og vold og for retten til at leve i frihed.

Vores tanker går til ofrene, deres pårørende, til det tyske LGBT+ miljø og alle danskere i Berlin.