Solidaritet med Jailhouse CPH

Der er ikke et øget trusselsbillede mod LGBT+ personer i Danmark, slår PET fast, efter at LGBT+ baren Jailhouse CPH søndag aften modtog en bombetrussel på telefon. Uanset om der er intentioner bag truslen, er episoden rystende for vores miljø, fordi trusler om vold stadig er en virkelighed for LGBT+ personer i både Danmark og ikke mindst i store dele af resten af verden.

Hos LGBT+ Danmark er vi rystede over at høre, at baren Jailhouse CPH i København modtog en homofobisk bombetrussel over telefonen søndag aften.

Uanset om der er tale om grovkornet spøg eller en trussel med reel intention bag, er det ubehageligt med aggression rettet mod vores miljø – særligt i lyset af angrebet i Oslo tidligere i år, og chikanen rettet mod Copenhagen Prides kontor og medarbejdere i sidste måned.

Vi har i dag været i kontakt med PET, som vurderer, at det generelle trusselbillede for vores miljø ikke er forhøjet.

Vores tanker går til Jailhouse CPH og ikke mindst de ansatte og gæster, der i går blev evakueret mens politiet undersøgte området.

For mange i LGBT+ miljøet er barer og caféer et værdifuldt frirum, så det er særligt vigtigt, at vi kan føle os trygge der. Jailhouse CPH har de seneste tyve år været garant for en helt særlig stemning bag tremmerne i kælderen på Studiestræde i København.

Så giv din bartender et ekstra kram – og husk at støtte de lokale LGBT+-mødesteder.