Vidste du, at der i Danmark siden 1870 (og måske også meget tidligere) levede kvinder åbent og stolt i lesbiske kærlighedsforhold? Og at disse kvinder ikke bare tog del i flere samfundslag, de var også respekteret og hyldet i deres lokalmiljøer? Disse glemte og gemte kvindehistorier fortæller forsker Rikke Andreassen om i sin nye bog ”De nye kvinder”, som hun har skrevet i samarbejde med Merete Pryds Helle. Vi har talt med Andreassen i anledning af Lesbisk Synlighedsdag.  

Gik man og troede, at 1800-tallets lesbiske kvinder må have levet en hengemt tilværelse som ensomme pebermøer, blive man blæst helt bagover af at læse ”De nye kvinder: Kærlighed og queers 1970-1920”. I Rikke Andreassens imponerende kortlægning møder læseren kvinder med rige kærligheds- og sexliv sammen både i samfundets top og bund.  

De arbejder som lærerinder over hele landet og opretter uddannelsesinstitutioner. De arbejder og rejser verden rundt som billedkunstnere, forfattere og fotografere tidens royale. Men de findes også i arbejder- og underklassen, hvor offentlige registrer om sexarbejdere, viser et klart billede af nogle af tidens queer kvinder på godt og ondt.  

Det virker helt utroligt, at det kunne lade sig gøre. Spørger man Rikke Andreassen, er Danmark 1870-1920 et samfund i voldsom forandring:  

”Det er en helt særlig periode fordi der sker en stor urbanisering. Folk flytter fra landet ind til byerne for at arbejde fx på de nye fabrikker. Det er en periode med kulturvækst, og vi får stormagasiner, dansesaloner og meget andet. Kvinder kæmper sig også ind på universiteterne og kræver flere rettigheder. Det er også en tid med opbrud i familierne, og vi har mange tusinde unge kvinder, som flytter alene fra landet ind til byerne. Kigger vi på København i 1890, så levede halvdelen af alle kvinder over 35 ikke i et ægteskab; mange blev ikke gift, en del blev skilt og mange blev enker i en ung alder.” 

Disse mange ugifte kvinder er længe blevet malet ”enlige” og som en trist afslutning på deres livshistorie. Rikke Andreassen har vendt historien på hovedet og ser det manglende ægteskab som fortællingens åbning i stedet: 

 ”HVORFOR blev de her kvinder ikke gift? De har måske ikke stiftet familie på papiret, men mange af de her kvinder lever faktisk i queer parforhold og i polyamorøse forhold, hvor kærligheden findes på andre præmisser”. 

Helt anderledes ser det ud for samtidens mænd, når de indgik i homoseksuelle forhold: ”Mænd som har sex med mænd i tiden bliver fordømt, retsforfulgt og udskammet. Men meget peger på, at kvinderne havde meget mere uproblematiske forhold uden samme social forkastelse. Det tror jeg hænger sammen med, at seksualitet i denne tid ikke er en del af kvindernes identitet, men også, at kvinder samfundsmæssigt ikke har særlig stor betydning på det her tidspunkt. De har ikke stemmeret, de har lige kæmpet sig ind på uddannelserne, men de der har magt i samfundet på det her tidspunkt, som politifolk, politikere, advokater, læger osv. er mænd. Mænds seksualitet med andre mænd er derfor på en eller anden måde farligere for samfundet.” fortæller Rikke Andreassen.

Lærerinder, håndværkere, kunstnere, hoffotografer og sexarbejder

I årene 1870 – 1920 er der et politisk fokus på at dæmpe smitte af sygdomme overført gennem sex. Særligt blev sexarbejdere set som smittens grobund, og man overvågede dem gennem tvungne gynækologiske undersøgelser og anholdelser. Indsatsen blev flittigt dokumenteret af læger og politi, og de beskriver uden omsvøb kvindernes kærlighedsliv og kønnene på deres elskere, som ofte var andre kvinder. Kilderne viser dog også en grum praksis, hvor mænd har eksperimenteret og sygeliggjort kvinders seksualitet og begær – ikke fordi det var rettet mod andre kvinder, men fordi den overhovedet fandtes. Kvinder i eller på kanten af prostitutionsmiljøet kunne blive straffet med at bo og arbejde i såkaldte offentlige huse, hvilket betød bordeller.  

”Selvom kvinderne var tvunget til at bo i specielle gader, så ser vi faktisk queer community i nogle af de her huse, hvor kvinder har støttet og hjulpet hinanden – og rigtig mange af dem har været kærester med hinanden.”  

Kvindernes historier har Rikke Andreassen indimellem kunnet finde i private breve og dagbøger, men mest i myndighedernes egne registre. Derfor blev det også en udfordring at sikre disse virkelige menneskers egne perspektiver i bogen: 

”De informationer jeg har om de her kvinder stammer fra voldeligt arkiver, de stammer fra overgrebssituationer, når kvinderne blev anholdt, fængslet, tvangsindlagt, på hospitaler og andre institutioner. Det har været svært at finde kvindernes egne stemmer i det – for hvad har de følt og tænkt i de her ubehagelige situationer?” fortæller Rikke Andreassen. Derfor inddragede hun også forfatter Merete Pryds Helle til at skrive et fiktionsspor til bogen, som fortælles ud fra en af de virkelige kvinders synspunkt: ”Jeg havde svært ved at få kvindernes egne stemmer frem og derfor valgte jeg at lave et samarbejde med Merete, for at kvinderne kan blive hele, nuancerede mennesker. Og Merete har virkelig formået at give kvinderne en autentisk stemme.”  

Lesbiske, veninder og måske slet ikke kvinder

Vi markerer i dag den internationale synlighedsdag for lesbiske. Markeringen startede i 2008 og er sidenhen også blevet til en hel uges fejring af lesbiske kvinders liv, rettigheder og historie. Og selvom vi med nutidens øjne nok ville forstå mange af de her kvinder som lesbiske, biseksuelle eller queers, så er det tvivlsomt, om kvinderne selv gjorde det: ”Lægevidenskaben i tiden havde nogle betegnelser, eksempelvis amor lesbicus, tribader eller sapphiske forhold, men det er ikke betegnelser, som de her kvinder bruger om sig selv. Jeg har heller ikke fundet noget som tyder på, at de ser sig selv som ’anderledes’ fra heteroseksuelle relationer. De bliver forelsket i og har et forhold med andre kvinder, men den forelskelse har ingen særlig betydning for deres identitet. Seksualitet var ikke identitetsbærende, og netop dét tror jeg også gør de her forhold mulige,” siger Rikke Andreassen. 

Hvem de havde sex med har altså ikke på samme måde defineret kvinderne, som det ofte gør i dag, eller som det gjorde, da den moderne homokamp begyndte i 1970’erne bl.a. med Lesbisk Bevægelse. Andre faktorer har været mere afgørende på den tid, fortæller Rikke Andreassen: ”Social klasse var vigtigere end hvem du delte seng med – og det forklarer også den store respekt der eksempelvis var for lærerinderne Anna og Theodora, som boede i Silkeborg. De er veletablerede, borgerlige, kristne og de støtter lokalsamfundet. De etablerer også en skole og et lærerindeseminarium i byen, og er altså med til at udvikle byen”. 

Kategorien ’kvinder’ favner på et her tidspunkt også identiteter, som vi i dag ville knytte til andre kønsidentiteter. Rikke Andreassen uddyber: 

”Sprogligt taler jeg i bogen om ’kvinder’. Det gør jeg, fordi det kalder de sig selv på det her tidspunkt. Havde de levet i dag, havde mange af dem sandsynligvis brugt andre kønsidentiteter som nonbinære eller transpersoner. Ser vi på flere af fotografierne af tidens queer kvinder, kan deres kønsudtryk sagtens læses mere flydende – men kvindekategorien var bredere i perioden og kunne rumme flere muligheder.”  

Tidens forståelse af køn og seksualitet afspejler også, hvorfor kvinderne ikke kæmpede for ”den lesbiske sag”. Som Rikke Andreassen også understreger: ”De kvinder, som i perioden ønskede at kæmpe for politisk forandring, gjorde det for den såkaldte ”kvindesag”. De involverede sig i kvinders rettigheder, f.eks. kunstnere som kæmpede for at kvinder skulle få adgang til kunstakademiet. Det handlede om retten til uddannelse og kampen for kroppens frihed, såsom retten til at smide korsettet, ryge og have lov til at cykle. De kæmper for kvinders plads i samfundet og de er offentlige om den her kamp. Derfor er jeg sikker på, at hvis der havde været en stor fordømmelse af deres forhold til hinanden, eller hvis det havde været meget svært for dem at leve sammen, så havde de også kæmpet for det i den her periode.” 

Historien er mere end blod og jura

”De nye kvinder” fortæller en hidtil ufortalt og på mange måder befriende historie. Den fortæller historien om at ikke alene fandtes der kvinder som elskede andre kvinder for 150 år siden, men de levede endda i åbne og respekterede forhold. 

”Da jeg startede det her projekt, troede jeg, at kvinderne levede lidt i skjul, at de var hemmelige kærester og måske ville skrive i koder, når de skrev breve til hinanden. Men det er ikke tilfældet. Kvindernes kærlighed til hinanden springer ud af arkiverne, hvor de åbent søger romantiske og seksuelle relationer i kontaktannoncer, eksplicit udtrykker deres kærlighed til hinanden gennem parfotos og brevudvekslinger og hvor deres nærmeste taler om dem, som par på lige fod med heteroseksuelle.”

Når det egentlig har været så nemt at leve åbent i lesbiske forhold, kan det virke helt uforståeligt, at fortællingen er gået i glemmebogen. Det skyldes blandet andet måden, vi skriver historie på: ”Vores arkiver er ordnet efter blod og jura: Er de ikke gift, er deres kærlighed ikke arkiveret. Har de heller ikke fået biologiske børn, er deres familier ikke registrerede her. Men det er hverken ensbetydende med, at deres forhold ikke fandtes eller at de har været hemmelige som sådan.” 

Men at bevise deres kærlighedsrelationer nu, har heller ikke altid været nemt: ”Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg kan bevise, at de her kvinder var ægte kærester og at de havde sex. Havde det været en mand og en kvinde, eller to mænd, som havde delt soveværelse i 50 år, taget parfotos og blevet begravet ved siden af hinanden, så var jeg ikke blevet spurgt om det. Den lesbiske bevisbyrde er meget tung at løfte. Det synes jeg siger meget om vores syn på kvinders seksualitet”. 

Ud med diskretion og ind med forestillingsevnen

Det handler ifølge Rikke Andreassen også om, er der stadig findes en norm om diskretion, som måske kan skade mere end den gavner:
”Kan vi tillade os at sige at de var homoer, hvis de ikke selv har brugt de ord? Kan vi skade deres minde ved at beskrive deres kærlighedsliv? For mig virker den diskretion kastrerende og amputerende. Hvis de her mennesker havde levet i dag i de her lange kærlighedsforhold, så tror jeg, at de var blevet kede af, at man lod som om det ikke fandtes. Det er en markant amputering af deres liv, deres familier og af hvem de var. Jeg vil opfordre til, at vi ser det som mere positivt for historiens personer, hvis vi giver plads til deres kærlighedsliv, end hvis vi af et nutidigt diskretionshensyn fortier deres kærlighed. Jeg tror fortidens kvinder ville have sat pris på synlighed. For de var ikke kvinder, der gemte sig væk. Vi bør også overveje, hvorfor forskningen synes, det vil være pinligt at komme til at sige, at nogen var homoer, hvis de ikke var det, men ikke tilsvarende pinligt implicit at beskrive dem som heteroer eller aseksuelle.” 

Om åbenheden og frisindet for queer kvinder sluttede helt i 1920’erne ved vi faktisk ikke. Der ligger meget forsknings- og fortællearbejde foran os, og Rikke Andreassen har allerede appetit på at føre historien videre: 

”Jeg er blevet kontaktet flere gange om, at spejderbevægelsen nok også gemmer på nogle gode historier. Jeg kunne godt tænke mig at trække historien 30 år mere og undersøge nærmere, hvad der sker fra 1920’erne til 1950. Det er der hvor seksualitet, som at være lesbisk, bliver en identitet, og det er der hvor Forbundet af 1948, LGBT+ Danmark i dag, etableres, og hvor mændene og kvinderne slår sig sammen i arbejdet for bedre vilkår. Jeg overvejer, om det egentlig var strategisk klogt for kvinderne at slå sig sammen med mændene i den her periode, eller om det stigma som fulgte mændene, faktisk gjorde det sværere for kvinderne. Jeg er også sikker på at der er mange historier fra 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Men her vil jeg gerne kaste invitationen ud og lade nogle andre fortælle den historie. Vi kan kollektivt fortælle vores historie med hvert vores blik. Når jeg er ude og fortælle om bogen er der virkelig mange derude, som fortæller om deres mormors søster eller oldemor, som de mener var homoseksuel. Der er jo mange i vores egne familiehistorier, og det ville være vidunderligt, hvis nogen samlede dem sammen i et stort queer arkiv, som man har gjort i Bergen. Særligt i de her tider, hvor man kan føle meget pres udefra.”

De nye Kvinder: Kærlighed og queers 1870-1920 kan blandt andet købes på Politikens Forlag.