Odenses unge må ikke blive glemt i skyggen af flagdebatten

Lørdag den 16. maj er det igen tid til at fejre Odenses LGBT+ borgere til Odense Pride, og på mandag inviterer kommunen for femte gang til LGBTQ+ topmøde. I ugerne op til har byen stået i en ophedet diskussion om brugen af regnbueflag fra Odense Rådhus. Det er jo glædeligt at så mange engagerer sig i debatten, men samtidig må kommunens konkrete problemer ikke glemmes: Der er en akut mistrivsel blandt LGBT+ børn og unge i Odense som kræver handling, der giver målbare forbedringer – ikke bare flotte slogans.

Ifølge en rapport fra VIVE fra sidste år står LGBT+ børn og unge i Odense særligt højt på mistrivselsskalaen på centrale områder. På landsplan viser undersøgelsen, at 13,3% af de 15-25-årige identificerer sig som LGBT+ personer – hvilket svarer til at der sidder mindst 3-4 LGBT+ elever i hver eneste skoleklasse i hele landet. Det er betydelige tal som slet ikke er reflekteret i den viden, som de ansvarlige for trygge klasse- og læringsrum, har om dette segment.

Rapporten slår fast, at Odense har Danmarksrekord i mistrivsel for lige netop LGBT+ børn og unge:

  • 71% af odenseanske LGBT+ unge viser moderate eller svære tegn på angst og depression (mod 57% på landsplan). Til sammenligning viser ”kun” 14% af ikke-LGBT+ børn og unge samme tegn.
  • Kun 19% af LGBT+ eleverne i Odense har en oplevelse af, at der er tydelige regler for god opførsel og at disse overholdes – mod 58% på landsplan – og til sammenligning gælder dette for 74% af dem, der ikke er LGBT+ elever.
  • Kun 16% af LGBT+ eleverne i Odense er trygge ved at fortælle deres lærere, hvis de oplever problemstillinger, der har at gøre med deres kønsidentitet eller seksualitet mod 28% på landsplan.

Det er absolut skræmmende tal, som burde mane til handling. Det er en alvorlig påmindelse om, at symboler i sig selv ikke råder over livsvilkårene; de bliver kun meningsfulde, hvis de ledsages af strukturelle forandringer og vedvarende støtte. Når vi drukner i debatter om flag og farver, risikerer vi at overse dem, hvis livsverden og fremtidsudsigter er presset. De unge odenseanere, der i skoler og fritidsmiljøer møder fordomme, stigmatisering og manglende tilgængelighed til nødvendig hjælp. De fortjener mere end ord og møder – de fortjener handling.

Symboldebat kan kvæle faglig udviking

For et par uger siden indbød vi i LGBT+ Danmark til en konference for fagprofessionelle i Odense, der arbejder med børn og unge. Dagen bød på faglig opkvalificering om målgruppen og indeholdt konkrete værktøjer, øvelser og diskussioner om hvordan trivsel kan støttes systematisk. Dagen tiltrak over 100 tilmeldte og en lang venteliste, hvilket tydeligt viser behovet for kompetencer og konkrete tilgange i hverdagspraksis. Evalueringerne var overvældende gode – og både evalueringer og ventelister viser, at der er et virkelig stort behov for at arbejde med området. Sådanne konkrete initiativer kommer der forhåbentligt mange flere af. Mærkeligt nok har Odense Kommune valgt ikke at kommunikere noget offentligt ud om dagen. Man kan være bange for, om frygten for den rasende symboldebat bliver en kvælende dyne over en nødvendig faglige udvikling.

Vi må formode at mistrivsels-tallene blandt kommunens LGBT+ borgere rækker langt ud over de målbare tal vi har fra VIVE’s rapport om børn og unge – medmindre alle de tidligere generationer af LGBT+ personer opvokset i byen har valgt at vende Odense ryggen og flytte til større byer.

Odense kommune må sætte handling bag ordene

Derfor må Odense Kommunes byråd og politikere komme videre fra symbolmarkeringerne og sætte handling bag ordene.

Til det femte LGBTQ+ topmøde på mandag er fokus igen på at indhente idéer fra borgerne. Burde det ikke være tid til at fokus i stedet er på hvad kommunen vil tage ansvar for at gøre? Konkrete, målbare og varige tiltag, der kan ændre hverdagen for børn og unge og samtidig gavne andre borgere, der møder forståelsesbarrierer i mødet med offentlige systemer.

Der er brug for idé-udvikling på området. Rundt om i landet findes der et væld af velafprøvede, gennemevaluerede og virkningsfulde tiltag:

  • Uddannelse og værktøjer til ansatte: obligatorisk opkvalificering i helt basal viden om LGBT+ målgruppen og konkrete redskaber til at møde og støtte disse, samt håndtere faglige samtaler om emnet på klasseniveau.
  • Støtte til familier og forældre med LGBT+ børn: tilbud om rådgivning, forældrekurser og netværk, så hele familien bliver støttet i mødet med udfordringerne og kan deltage i barnets eller den unges trivsel.
  • Besøgsordninger for ældre og opkvalificering af personale i plejesektoren, så man ikke tvinges tilbage ”i skabet” når man bliver ældre og har plejebehov.
  • Netværkstilbud og samtalegrupper lokalt til særligt udsatte målgrupper i målgruppen.
  • Støtte af lokale organisationers mødesteder.
  • Gennemgang af kommunens personalepolitikker, så de afspejler mangfoldige familieformer

Mangfoldighed og forståelse skal ikke blot være støtteerklæringer, flag og uendelige dialoger. Det indebærer en vedvarende forpligtelse til at møde mennesker, som de er og hvor de står. Hvis Odense formår at kombinere tydelige tiltag med en åben og inkluderende kultur, kan byen vise, at symboler giver mening, når borgerne faktisk kan mærke konkrete forandringer. Det er en opgave, som kræver mod, samarbejde og investering i mennesker – og en kommune der tør gribe til handling og ikke kun iklæder sig flotte farver på en facade.

Flere nyheder fra LGBT+ Danmark

15. maj 2026

Odenses unge må ikke blive glemt i skyggen af flagdebatten

Lørdag den 16. maj er det igen tid til at fejre Odenses LGBT+ borgere til Odense Pride, og på mandag inviterer kommunen for femte gang til LGBTQ+ topmøde. I ugerne op til har byen stået i en ophedet diskussion om brugen af regnbueflag fra Odense Rådhus. Det er jo glædeligt at så mange engagerer sig i debatten, men samtidig må kommunens konkrete problemer ikke glemmes: Der er en akut mistrivsel blandt LGBT+ børn og unge i Odense som kræver handling, der giver målbare forbedringer – ikke bare flotte slogans. Læs mere

15. maj 2026

Generalforsamling 2026: Dagsorden og dokumenter

LGBT+ Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, er en forening for og af LGBT+ miljøet i Danmark. Hvert år afholder vi generalforsamling for vores medlemmer, hvor du bl.a. kan stille op til foreningens bestyrelse – uanset alder, job, politisk ståsted, ambitioner for foreningen og selvfølgelig seksuel orientering og kønsidentitet. Læs mere

8. maj 2026

Stor guide: Nye fester for kvinder, queers og transpersoner

Hvor går man hen efter Vela? Vi har samlet en håndfuld anbefalinger Læs mere

27. april 2026

Trans flag fra Pride

Læs afvist læserbrev: Kristeligt Dagblad misinformerer om finsk transforskning

En stort opsat forsideartikel i Kristeligt Dagblad proklamerede 16. april sensationelt, at unge transkønnede – modsat hvad man skulle forvente – faktisk får det værre af at modtage medicinsk behandling. Det beviser den omtalte finske forskning bare ikke. Læs vores kritik her, som Kristeligt Dagblad har sagt nej til at bringe. Læs mere