31. marts er International Synlighedsdag for transpersoner – men er synlighed altid en god ting? For forsker i translitteratur Mons Bissenbakker, er svaret ikke helt simpelt. 

Mons Bissenbakker er leder af Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed og har i over 20 år været en af de førende forskere i kønsstudier i Danmark. Her har han blandt andet lanceret begrebet ”det moderne transgennembrud” i dansk litteraturhistorie, kastet nyt lys over transfiguren i dansk litteratur og gået langt tilbage i historien for at grave glemte transerfaringer frem. 

Transpersoner eller transerfaringer? 

I translitteratur er genregrænserne ikke altid helt klare. For hvad gør egentlig en bog — eller dens indhold — til trans? Skal forfatteren, karaktererne eller temaet være trans? Et endegyldigt svar findes nok ikke, og det interesserer heller ikke Mons Bissenbakker. Han ser i stedet på, hvordan kønstransition og erfaringer forbundet med trans liv findes i dansk litteratur, og hvordan de forandrer sig gennem historien: 

“Skildringer af det at leve som et andet køn end det, man er tildelt ved fødslen, går langt tilbage i kulturen. I hvert fald til middelalderen — og sikkert også før. Det har vi eksempler på i dansk kultur og litteratur. Her findes historier, hvor man forventer, at læseren kan forstå, at man godt kan ‘inkarnere’ et andet køn eller leve på anden vis end det, der er tiltænkt ens køn, eller fortællinger om et ‘mellemværende’ med køn.” 

Det historiske spor er vigtigt i Mons Bissenbakkers arbejde. Ikke for at finde og bevise, at transpersoner altid har eksisteret, men snarere for at understrege, at der altid har levet mennesker, som nok ikke var cis, sådan som vi forstår begrebet i dag: 

“Jeg vil gerne ‘kæmme’ transpersoner frem i historien. Vi er i en tid med stort pres mod transkønnethed, ekstrem transfobi og antitrans-propaganda, som forsøger at skabe en fortælling om, at trans opstod med internettet og ‘woke-ideologien’. Men der har været nogle før os, og vi kan måske drage erfaringer fra dem og blive inspireret af de strategier, de havde i deres tids kamp. Men transpersoner i fortiden har selvfølgelig ikke forstået sig selv som trans på samme måde som i dag, fordi de moderne og sociale betingelser for at forstå sig selv sådan ikke var formet endnu.” 

Det var først med sexologien i sidste del af 1800-tallet, at trans (eller i tiden ’kontrærseksualitet’ og senere ‘transvestit’) blev introduceret som et ord til at beskrive en person. At forsøge at finde direkte brug af “trans” i tidligere litterære karakterbeskrivelser eller memoirer er derfor så godt som umuligt: 

“Det er som at lede efter beviser for socialdemokrater, inden partiet blev stiftet,” som Mons Bissenbakker pointerer. 

Men hvor efterlader det os? Hvordan læser vi os frem til den spejling, som umiddelbart kan virke usynlig? Ifølge Mons Bissenbakker ligger svaret i at finde de oplevelser, tanker og erfaringer, som ofte er fælles for transpersoner, og som kan være gemt i tidens sprog: 

“Der er nogle andre tegn, som kan pege på en trans-oplevelse, men det kræver, at man går tilbage og forstår, hvordan tegnene blev brugt på daværende tidspunkt. For de ser måske anderledes ud end i dag”  

Her nævner han fx Victoria Benedictsson, der skrev under pseudonymet Ernst Ahlgren — også efter det blev offentligt kendt, at Victoria Benedictsson stod bag pseudonymet. Benedictssons tekster er inspireret af tidens sexologi (midt–slut 1800-tallet) og rummer jeg’er, som virker ret trans i Mons’ læsning: 

“Benedictsson skrev tekster om at være fremmed i sin krop og introducerede kvindefigurer, der stærkt ikke identificerer sig med kvinderollen og kvindeligheden. Det kan læses feministisk, men karaktererne er egentlig ikke nødvendigvis søstersolidariske og kan være direkte kvindehadske i dets investering i mandlighed. Og det udfordrer ideen om Benedictssons projekt som blot traditionelt feministisk.” 

“Translitteraturen kan blive et værktøj for overlevelse for transpersoner i en verden, som på mange fronter modarbejder vores eksistens. Den giver et tilbud om at tænke verden på en ny måde.”

Mons Bissenbakker
Leder af Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed ved Københavns Universitet

 Translitteraturen kan blive et værktøj for overlevelse 

Når Mons Bissenbakker taler om “det moderne transgennembrud”, henviser han til den strømning af dansk, trans skønlitteratur, der brød igennem i 2020’erne.
Tidligere havde vi biografiske værker som Lili Elbes Fra Mand til Kvinde (1931) og Kim Jacobsens Fanget i den forkerte krop (2000). Men med skønlitterære forfattere som Gry Stokkedahl Dalgas, Luka Holmegaard og Freja Ro opstod et nyt litterært landskab, hvor værkerne er tydeligt fiktive. 

Og i fiktionen bliver det muligt at forestille sig verden anderledes: 

“Det interessante er, når litteraturen netop ikke spejler virkeligheden, men forestiller sig en anden virkelighed, hvor man kan tænke køn og trans på nye måder. Litteraturen viser os utopier om en verden, vi kunne ønske os — eller dystopier om en verden, vi bør væbne os imod.” 

Han fortsætter: 

“Translitteraturen kan blive et værktøj for overlevelse for transpersoner i en verden, som på mange fronter modarbejder vores eksistens. Den giver et tilbud om at tænke verden på en ny måde.” 

Denne nye bølge gør også op med tidligere transfortællinger — de er nemlig ikke skrevet med en ciskønnet læser som det primære publikum: 

“Forfatterne gør det klart, at det ikke er transpersonens opgave at forklare transoplevelsen til et cisblik. Cispersonen er inviteret ind, men værkerne er ikke skrevet for at tilfredsstille et cisblik eller dets forventninger til, hvad translitteratur skal handle om.” 

Mange transpersoner, lesbiske, bøsser og biseksuelle kan genkende forventningen om at forklare vores liv, spring-ud-historie og barndom for at blive forstået. Memoirer — eller bekendelseslitteratur — bliver derfor ofte det, man forventer af litteratur af LGBT+ personer – og måske særligt translitteratur. 

Mons forklarer: 

“Bekendelseslitteratur er den genre, transpersoner tidligere har gjort brug af, og samtidig er det den fortælling, cissamfundet forventer i medicinske og juridiske sammenhænge. Man skal gang på gang fortælle sin historie for at få den behandling, man ønsker. Det at kunne fortælle sit livsnarrativ er blevet en del af det at være transperson.” 

Selvom flere glæder sig over, at moderne translitteratur bryder med denne tradition, er Mons ikke fortaler for at afskrive den fuldstændigt: 

“De her memoirer er ikke bare røvsyge fortællinger om et forældet syn på transoplevelsen, men aktivistiske fortællinger før internettet. De gav andre transpersoner indblik i det livsnarrativ, som omverdenen forventede og krævede for at kunne navigere som transperson. Denne form for solidaritet, vidensdeling og støtte kunne man ikke finde online i 80’erne og 90’erne — det var gennem bøgerne på bibliotekerne, at man kunne få en idé om, hvordan man kunne forme et liv, hvor man kunne føle sig bedre tilpas.” 

“Synlighed kan skabe forståelse og mulighed for spejling. Den kan mobilisere politisk pres og forandring. Men synlighed kan ikke styre, hvem man bliver synlig for eller hvad man bliver synlig som. Den eksponerer også for risikoen for vold og modreaktioner.” 

Mons Bissenbakker
Leder af Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed ved Københavns Universitet

Synlighed er et tveægget sværd 

Vi inviterede Mons ind for at tale om sin forskning i anledning af den internationale synlighedsdag for transpersoner. Og ønsket om at skabe synlighed om LGBT+ personers oplevelser og liv bliver ofte set som et centralt værktøj i kampen for at skabe forståelse, accept og solidaritet hos majoritets-Danmark. Vi ønsker mere repræsentation på de store lærreder, synlighed i vores kulturarv og mainstream formidling af vores historie.
Men når vi spørger Mons ind til hans tanker om repræsentation og synlighed, så er svaret ikke helt så entydigt. 

“Ligesom mange andre transforskere og –aktivister ser jeg synlighed som et tveægget sværd. Synlighed kan skabe forståelse og mulighed for spejling. Den kan mobilisere politisk pres og forandring. Men synlighed kan ikke styre, hvem man bliver synlig for eller hvad man bliver synlig som. Den eksponerer også for risikoen for vold og modreaktioner.” 

Synlighed — og forventningen til kropslig og følelsesmæssig gennemsigtighed — gør også en sårbar: 

“Man skal fortælle den kropslige fortælling for overhovedet at skrive ind i forståelsen af transpersoner. Men kan man komme udenom den? Det spørger fx Gry Stokkedahl Dalgas, Luka Holmegaard og Lasse Dyrholm Jensen også om: Hvordan kan man repræsentere transhed uden at blive tingsliggjort?” 

Når transpersoner optræder synligt i populærkultur, bliver man ofte reduceret til symboler: 

“Et symbol på det alternative eller inkluderende. Et sted, hvor cispersoner kan lære noget nyt om køn. Eller et politisk symbol for den ‘farlige venstrefløj’ hos Trumpister og TERF’er. Det er aldrig som et levet liv og aldrig som et autentisk menneske.” 

Men selvom synlighed er risikabel, er usynlighed ikke nødvendigvis et bedre alternativ: 

“Usynlighed er sin egen form for mord og sin egen vold. Derfor skal vi overveje, hvem synligheden er for, og på hvilke præmisser den skabes. Dage som den internationale synlighedsdag for transpersoner er vigtige for os internt i LGBT+-fællesskaberne. Det er vigtigt, at vi kan blive synlige for hinanden og kan finde hinanden — mere end at vi bliver synlige for en verden, som ser ud til at ville fjerne eller lukke os ned.”