Læs hele skuespiller May Lifschitz’ båltale, som hun holdt til en rekordstor midsommerfest på Amager Strandpark 23. juni 2026.

Godaften.

Vi er samlet her i dag for at fejre endnu et år med LGBT+ Danmark. Endnu et solhverv. Lyset. De lange nætter.

Vi kender alle traditionen. Sankt Hans. Førhen med en heks som den centrale figur, placeret midt i flammerne for at skræmme mørket og ondskaben væk.

Hvis det her havde været år 1630, er der en ganske reel risiko for, at flere af os ikke havde stået rundt om bålet i aften.

Vi havde stået midt i det. Mig selv inklusive.

Men heldigvis skriver vi 2026.

Og selvom traditionen handler om at holde mørket på afstand, falder den på årets lyseste tid. Det er egentlig en smuk modsætning.

Vi samles omkring ilden for at fejre netop lyset.

Ikke fordi mørket ikke findes.

Men fordi lyset også gør det.

Og fordi vi insisterer på dens kraft.

Som skuespiller har jeg været så heldig at spille heks et par gange. Faktisk startede min karriere ved at skulle spille en kvinde, der blev dømt som heks og brændt på bålet, fordi hun havde haft sex med nogle mænd i en middelalderlandsby, som bagefter blev syge.

En historie, der måske vækker en vis sørgmodig genklang.

Jeg har spillet både gode og onde hekse. Og det interessante ved den onde heks er, at hendes ondskab næsten altid udspringer af smerte. Af tab. Af en oplevelse af uretfærdighed.

Det prøver jeg at huske, når jeg selv ser på en verden, der nogle gange kan føles både uforståelig og urimelig.

For mange af os kender følelsen af uretfærdighed.

Vi ved efterhånden, at heksen ikke var ond, selvom hun blev gjort til et symbol på ondskab. Hun var misforstået.

Ligesom mange af os her, har prøvet at være misforståede.

At den del af os, som gør os anderledes, bliver mødt af frygt, hån eller mistro.

For det ukendte kan være skræmmende.

Men når man har oplevet, at den fortælling, andre har skrevet til én, ikke passer, så bliver man nødt til at skrive sin egen.

Det er hårdt.

Men det er også en gave.

For når man først har lært dét, opdager man noget vigtigt:

Frihed handler ikke om at opgive tanken om, hvem man skal være.

Frihed handler om selv, at få lov at bestemme det.

Og måske kan vi som queerpersoner lære resten af samfundet noget om netop dét.

Og måske også lidt om reelle trusler.

For hvis man mener, at de findes hos mennesker med roterende håndled, kvinder med mullets og karabinhage-nøgleringe eller hos drag queens, der læser højt for børn, så nægter jeg at tro på, at man nogensinde har stået i en ægte faretruende situation.

Jeanne d’Arc blev brændt på bålet som 19-årig.

Blandt andet fordi hun gik i mandetøj.

Det virker næsten absurd i dag.

Men måske minder det os om, hvor ofte mennesker gennem historien er blevet straffet for at overskride de roller, andre havde bestemt for dem.

Og heldigvis findes der også en anden type historie.

Historien om dem, der nægtede at give op, og som sejrede.

For præcis 78 år siden, på denne dato, var der en mand ved navn Axel Axgil, som besluttede sig for at gøre en forskel.

Han stiftede verdens andenførste organisation for homoseksuelles rettigheder.

Det arbejde, er grunden til, at vi kan stå her i aften.

Og det arbejde fortsætter stadig.

For nyligt oplevede vi noget, som mange af vores forkæmpere næppe havde turdet drømme om i deres egen tid: At diskrimination blev taget alvorligt og håndhævet af domstolene, da Østre Landsret fastslog, at dragqueens også skal beskyttes mod hadtale.

Og i sidste uge besluttede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation at undersøge mulighederne for at stifte et LGBT+ museum for at hædre og bevare vores historie.

Fremskridt sker.

Nogle gange langsomt.

Men det sker.

Og heldigvis står vi ikke alene.

Enhver sejr, vi fejrer i dag, er også blevet båret frem af forældre, søskende, venner, kolleger, lærere, naboer og generelt allierede, som har valgt at sige:

“Det her er også min kamp.”

For et par år siden, da der igen igen blev fremsat trusler mod transpersoners rettigheder, blev jeg reelt bange for, hvordan fremtiden kunne komme til at se ud for sådan nogle som mig.

Jeg begyndte at tænke på, om ting, jeg havde taget for givet, måske ikke længere var givet.

Men midt i den frygt oplevede jeg også noget andet.

Mennesker, som ikke selv blev ramt, stillede sig op og sagde fra.

Mennesker, der brugte deres stemmer, deres platforme og deres indflydelse.

Det gav mig håb.

Og det minder mig stadig om, at vi er flere, end vi nogle gange tror.

Derfor synes jeg også, vi skal holde fast i heksen.

Ikke som et monster.

Ikke som et symbol på ondskab.

Men som en påmindelse.

Om mennesker, der nægter at passe ned i de kasser, andre har bygget.

Om mennesker, der tør være anderledes.

Om mennesker, der insisterer på frihed.

Måske er det derfor, hun stadig dukker op.

Som en ånd, der minder os om, at forandring altid begynder med nogen, der tør gå først.

Og som giver os mod til at gøre det samme.

Så når bålet tændes om lidt, håber jeg ikke, vi forestiller os en heks i flammerne.

Jeg håber i stedet, vi forestiller os, at det er frygten, der brænder.

Skammen.

Selvhadet.

Forestillingen om, at vi skal gøre os mindre for at passe ind.

Forestillingen om, at forskellighed er farlig.

Det er dét, vi kan lade bålet tage.

_______

Og så kan vi tage noget andet med os hjem istedet.

Mod.

Håb.

Vrede over uretfærdighed, når den er nødvendig og kalder på handling.

Kærlighed til hinanden.

Og troen på, at selv en enkelt gnist kan tænde et bål.

God Sankt Hans.

Tak.