LGBT+ Politisk Topmøde: Her er hovedpointerne
Torsdag 23. oktober afholdte vi igen LGBT+ Politisk Topmøde – denne gang i Fællessalen på Christiansborg. Med de mest aktuelle punkter på LGBT+ dagsordenen stod dagens program på alt fra paneldebatter og taler til comedy og endda fællessang.
Noget vi særlig tager med fra dagen er den stærke motivation og drivkraften fra vores fællesskaber, erhvervslivet, civilsamfundet, fagpersoner, foreningslivet, politikere og regionale instanser til ikke bare at stå ved det, vi allerede har kæmpet os til, men at vi sammen kan og skal arbejde for en bedre verden for LGBT+ personer at leve i. Få hovedpointerne fra årets topmøde med her.
Ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) stod for åbningstalen, hvor han i første omgang understregede, hvor langt vi er kommet i kampen for ligestillingen indenfor køn og seksualitet – men samtidig også om den modstand, der har fået ny styrke også indenfor EU og i det danske Folketing. Og han understregede at LGBT+ bevægelsens har et frihedsbudskab til hele befolkningen. Du kan gense ministerens åbningstale på Kanal 1s hjemmeside her.
Fælles om forandring – hvordan løfter civilsamfund og kommunerne? Til paneldebatten mellem Dorte Bukdahl, partner i Mobilize Strategy Consulting, Theodor Pilou Kruse, ansat i Region Syddanmark, Gunvor Wibroe, frivilligheds-, LGBT+ og ligestillingsordfører, Socialdemokratiet, Christine Ravn Lund, forkvinde i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og Christian Bigom, forperson Pan Idræt stod det klart at samarbejdet mellem den offentlige sektor og civilsamfundet gavner begge instanser – og endnu vigtigere – gavner det de borgere, som har brug for fagspecifikke tilbud, som LGBT+ organisationer og foreninger tilbyder.
Om det er samarbejder mellem Pan Idræt og Frederiksberg Kommune om bedre tidsrum for Pan Idræts medlemmer i idrætshallerne eller muligheden for LGBT+ inkluderende pleje ved livets afslutning i Region Syddanmark, så er det i samarbejdet mellem den borgernære service i den offentlige sektor og erfarne eksperter i civilsamfundet, som ofte kan skabe tilbud, som ikke bare opfylder projektkrav på papiret, men som også giver meningsfyldte tilbud til LGBT+ personer i alle livets stadier. Du kan se debatten på Kanal 1s hjemmeside her: Debat del 1 – debat del 2
Hvordan fremmer vi mangfoldige arbejdspladser i en tid med eksternt pres? Det talte Adam Goslett, souschef, Anders Endahl Mielnicki, Tryg, forperson for Trygs Regnbuenetværk, Anna Leclerq Vrang, Dansk Industri (DI), fagleder for mangfoldighed, Lotte Schiffer, Nordea, Head of People Danmark, Ellen Marie Friis Johansen, Dansk Erhverv, CSR-chef om.
Både fra flere af panelets deltagere og fra salen stod det klart: konkrete DE&I-indsatser virker og den form for indsatser og synlige politikker på arbejdspladserne er endnu vigtigere efter Trump-regeringens direkte modstand til inklusions- og diversitetspolitikker – også hos de virksomheder, de handler med. Det har betydning for mange LGBT+ personer i arbejde og dem, som lige nu står uden arbejde at vide om støtten i Pride-sæsonen holder ved resten af året og om den holder ved i politisk modvind. Det er tiden for danske virksomheder at vise, hvor de står, og hvilke værdier de har, når det kommer til medarbejdertrivsel, inklusion og muligheden for at være, som man er, på arbejdspladsen. Du kan se eller gense debatten på Kanal 1s hjemmeside her.
LGBT+ rettigheder i udlandet. Hvad er Danmarks rolle – og hvad kan vi forvente i årene der kommer? Det præsenterede Lea Lybecker, international chef LGBT+ Danmark, Mads Ted Drud-Jensen, bestyrelsesforperson, LGBT Asylum, Solveig Svendsen, program- og advocacymedarbejder, Aids-fondet og Pernille Brix, engagementschef, Globalnyt topmødets deltagere for.
Den verden, som de fire repræsentanter arbejder i sammen deres internationale partnere, brugere og aktivister er svær at se i øjnene. Modstand til diversitet og tilbagerul af rettigheder sker over hele verden og efter USA tidligere på året træk sig fra mange udviklings- og nødhjælpsprojekter, er årtiers arbejde blevet nedlagt, beskåret og usynliggjort i lande i Nordafrika, Østafrika, Sydvestasien og Østeuropa. Det betyder eksempelvis, at LGBT+ personer ikke længere får den sundhedsbehandling, de har brug for eller kan finde tryghed, rådgivning og støtte i de rum, de tidligere har haft. De lokale grupper, organisationer og aktivister ekspertise til at finde løsninger i stormen gør det muligt at opretholde flere af de lokale tiltag, som er altafgørende for LGBT+ personerne i områderne. Derfor er fleksibelt støtte fra partnerorganisationer i Danmark essentielt for at de kan gøre deres arbejde – for der er brug for vidt forskellige løsninger i de konkrete situationer. Her bør Danmark forsat være stålfaste om vores værdier og være foregangsland for økonomisk og politisk støtte. Du kan se eller gense denne paneldebat på Kanal1s hjemmeside her – del 2 ligger her.
Nu er tiden kommet til at tage arbejdshandskerne på, og forsætte de samarbejder der får lov til at blomstre når fagpersoner, politikere, civilsamfund, aktivister og offentligt ansatte mødes årligt og diskuterer tidens mest aktuelle LGBT+ dagsordener. Og vi glæder os til at forsætte traditionen og gentage LGBT+ Politisk Topmøde igen næste år.
LGBT+ Politisk Topmøde arrangeres af Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, Sabaah, Copenhagen Pride, AIDS-Fondet, LGBT Asylum, Pan Idræt og LGBT+ Danmark.