Kære LGBTQ+ Danmark – 1000 tak for den kolossale ære at blive årets laks! Det er en virkelig stor glæde for mig og jeg er meget stolt. Jeg har lovet min kone en laksemad og et glas rosé senere for at fejre det.

Jeg vil give Jer et personligt perspektiv på et lægeliv, som har vist mange af de dilemmaer LGBT-mennesker har haft ved mødet med sundhedsvæsenet. Så I får en kort tur tilbage til kridttiden, dengang jeg blev læge. Og som min kære kone altid siger, så skal man jo rejse sig op og kigge ud ad vinduet, når en dinosaur går forbi.

Jeg fik ingen SU, da jeg startede på medicinstudiet fordi min far tjente for meget, så jeg finansierede det hele med vagter fra første færd. Jeg havde vagter mange forskellige steder.

På et tidspunkt var min opgave at sidde fast vagt på en psykiatrisk afdeling fordi, man her havde indlagt en ung kvinde, der var selvmordstruet. Hun var svært deprimeret. Jeg kedede mig, når hun sov og kunne så sætte mig ind i hendes sygejournal og prøve at forstå, hvordan det var kommet hertil. Jeg opdagede så, at hendes bidiagnose var ”Homosexualitet”. Det rystede mig noget, for jeg havde ikke skænket det en tanke at homoseksualitet var noget sygeligt.  Først i 1982 blev homoseksualitet slettet fra diagnoselisten og den afpatologisering / af-sygeliggørelse var i mit hoved et stort fremskridt. Så da jeg i ca. 1988 blev spurgt af min daværende chef på gynækologisk afdeling i Sønderborg, om jeg syntes, vi skulle inseminere lesbiske kvinder, så sagde jeg ja, og så gjorde vi det. Ganske simpelt og som det er, når noget fungerer bedst.  Fuldstændig på samme måde som da jeg foreslog hospitalsledelsen ved AAUH at hjælpe kønsdiverse mennesker.

I min naive ungdom vidste jeg ikke meget om holdningen til LGBT i andre lande – vi taler om tiden før internettet – så da jeg under en måneds studieophold ved det daværende største fødested i Europa: Maternity Hospital i Dublin spurgte ind til om man inseminerede lesbiske kvinder i Irland, fik jeg hviskende at vide, at homoseksualitet var forbudt og homoseksuelle handlinger strafbare i Irland. Det var ekstremt ubehageligt. Det vakte en vrede i mig og jeg besluttede mig for at opsøge det homoseksuelle miljø i Dublin. Jeg fandt en bar for bøsser og lesbiske i et nedslidt industriområde på den forkerte side af floden Liffey. Når man havde kravlet op ad en rusten ståltrappe blev man så udspurgt af en kæmpestor dørmand om sit ærinde inden man kunne komme ind og få sig en Guinness.

Jeg kom til at arbejde med barnløshedsbehandling i mange år. Det er et meningsfuldt og livsbekræftende arbejde. Men der kom skår i glæden, for i 1997 besluttede Folketinget at læger ikke længere måtte inseminere lesbiske kvinder, hvilket ellers havde foregået siden 1980érne. I de år, hvor jeg ikke måtte inseminere, gjorde jeg det selvfølgelig alligevel. Jeg håbede faktisk, at det ville blive opdaget, så jeg ved en domstol kunne forsvare det. Jeg havde også overvejelser om at anlægge sag mod den danske stat for at diskriminere mig som læge: Hvorfor måtte jordemoder Nina Stork (som jo er tidligere laks) inseminere? Medens det var forbudt for mig, fordi jeg er læge!  Virkelig diskriminerende! Heldigvis åbnede muligheden sig igen, men det tog nogle år.

Den næste minoritet jeg følte, der skulle kæmpes for var mennesker, der er kønsdiverse.

Jeg blev ansat som chef for Sexologisk Center for at opbygge det ved Aalborg Universitetshospital i 2012. To år efter min tiltrædelse ved AAUH blev jeg – spurgt af hospitalsledelsen, hvilken vision jeg kunne have for udviklingen af Sexologisk Center. Jeg svarede, at transkønnede i Danmark på det tidspunkt blev behandlet efter holdninger, som var almindelige i 1930´erne og at det område kunne trænge til nye øjne. Som I ved kæmpede LGBT+Danmark og en række andre organisationer for at ændre forholdene. Måske har nogle af Jer læst rapporterne fra Amnesty over den udredning mennesker skulle gennemgå inden kønsbekræftende behandling. Mit forslag blev taget vel imod og vi indledte et samarbejde med SST om at få lov til at arbejde med dette og bryde den daværende monopolsituation. Sideløbende var jeg i kontakt med relevante patientforeninger for at blive klogere på, hvordan man opretter et godt Center for Kønsidentitet. Vi havde faste møder for at indrette ting så menneskeligt og inkluderende som muligt og de møder foregår stadig, hvor vi opdaterer hinanden på status angående ventetider, behandlingsmetoder, videnskab osv. Sommetider kommer der også kritik fra vores brugere, som vi også prøver at tage ind som muligheder for forbedringer.

I 2018 blev transkønnetheds-diagnosen fjernet fra diagnoselisten – et meget vigtigt skridt i retning af afpatologisering og vi stod klar til at tage imod i Aalborg og porten blev nærmest slået ind. Den overordnede formål med at fjerne diagnosen var nedbringelse af psykiske konsekvenser og selvmordsrisiko i denne gruppe.

Det har været fantastisk at arbejde for LGBT communitiet og yde et bidrag til modernisering af nogle områder belastede af skam, tabuisering og hemmelighedsholdelse.  I min karriere har jeg altid haft LGBT for øje – gennem at italesætte denne gruppe menneskers behov i sundhedsvæsenet. Det har været min personlige kamp for menneskerettigheder. Jeg vil gribe lejligheden til at takke LGBT+ Danmark for støtte til arbejdet med at udbrede menneskerettigheder til kønsdiverse mennesker.