LGBT+ Danmark giver Årets Laks til forskerne bag undersøgelse om homofobi blandt danskerne

Pia Andersen, Jens Peder Høeberg,

Pia Andersen og Jens Peder Høeberg modtog arbejdslegatet Søhesten på vegne af Kafe Knud. Forskergruppen der fik Årets Laks var repræsenteret af Mikael Andersson, Josefine Bernhard Andresen og Morten Frisch.

For 23. gang uddeler LGBT+ Danmark prisen Årets Laks, som denne gang gives til forskerne fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut bag den store nye undersøgelse om homofobi blandt danskerne. Foreningen uddeler ved samme lejlighed arbejdslegaten Søhesten, som i år går til Kafe Knud, som i mere end 30 år har fungeret som socialt værested for folk, der lever med hiv.

Årets Laks går til forskerne Morten Frisch, Christian Graugaard, Josefine Bernhard Andresen og Mikael Andersson for et stykke LGBT+ forskning, der har haft en gennemslagskraft som vi ikke set i mands, kvindes eller et helt tredje køns minde.

Hverken den lange titel ”Factors Associated with Moral Disapproval of Same-Sex Sexual Behavior in Denmark: Baseline Findings from the Project SEXUS Cohort Study” eller niche-publikationen ‘Archives of Sexual Behavior’ gav et hint om, at forskningsartiklen skulle blive sommerens helt store diskussionsemne i Danmark.

Men ikke desto mindre har der været debatindlæg og interviews nærmest dagligt i de danske medier siden studiet blev offentliggjort. Selv her en måned efter, er samfundsdebatten stadig i fuld gang. Undersøgelsen er en milepæl i dokumentationen af homofobi i Danmark, og kan en gang for alle være med til at slå en pæl igennem forestillingen om, at vi er ‘nået i mål’ her i Danmark. Det omfattende studie er fyldt med nuancer og pointer, som vil blive diskuteret i lang tid fremover. Forskerne har desuden velvilligt og nuanceret formidlet resultaterne i et utal af interviews. Det har været med til at kvalificere debatten om et komplekst fænomen, og ikke mindst holde fast i, hvordan fordomme og fordømmelse påvirker LGBT+ personer trivsel i vores samfund.

Arbejdslegatet Søhesten

LGBT+ Danmarks bestyrelse har uddelt Årets Laks under Copenhagen Pride siden 2003 til personer og organisationer som tør svømme mod strømmen. Ved samme lejlighed uddeler LGBT+ Danmark desuden for femte gang arbejdslegatet Søhesten på 10.000 kr. Legatet tildeles en person eller organisation, der yder et særligt stykke arbejde for at fremme LGBT+ personers rettigheder og trivsel.

I år går arbejdslegatet Søhesten til Kafe Knud for at støtte aktiviteter for caféens brugere, som er hiv-positive og deres pårørende. Legatet er dermed også en symbolsk anerkendelse af mere end 30 års frivilligt, socialt arbejde. Kafe Knud blev grundlagt i 1991, hvor kampen for mennesker med hiv var allerhårdest. Den støtte, som sprang op i AIDS-krisens skygge, var i høj grad drevet af frivillige, som følte sig kaldet til selv at gøre noget. En rød tråd af solidaritet og omsorg, der løber gennem hele LGBT+ miljøets historie, og som Kafe Knud et blivende bevis for.

Både prisen og legatet blev uddelt ved en reception torsdag 14. august, hvor der også var musikalsk underholdning med Hazel.

Tidligere vindere af Årets Laks er bl.a. Solbjørg Jakobsen (LA), Christina Olumeko (ALT) og Helene Lykke (2024), medarbejderne hos Chr. Hansen (2023), Kasper Hjulmand (2021), LGBT Asylum (2020), tv-serien Skam (2017) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (2014).
Arbejdslegatet Søhesten er tidligere blevet uddelt til Lev og lad leve, Cybernauterne, Elias Sadaq og aktivist og regnbuebarn Karla Rosalina.

Bestyrelsesmedlem Sandra Soliz' tale ved uddeling af Årets Laks 2025

Det var et enstemmigt valg i bestyrelsen og det var ikke et svært valg.

Den helt korte version er, at I har sat homofobi på dagsorden på en måde som sjældent er set. Den lidt længere version er, at vi ved, at mange LGBT+ personer uanset identitet på et eller andet tidspunkt oplever homofobi i deres liv. Og det kan være svært at forklare for dem, der ikke møder det selv. Vi bryster os af her i Danmark, at vi har et frisind. Vi e et foregangsland. Og det er selvfølgelig også en sandhed, men det er ikke hele sandheden.

Så her i sommeren 2025, der begyndte vi at tale om homofobi på en helt anden måde. Befolkningen, politikerne har talt rigtig meget om det. Hvad er homofobi? Hvordan viser det sig?

Jeres forskning har gjort, at der er blevet sat et spejl op for befolkningen. Os, som arbejder med det enten aktivistisk eller professionelt, var måske ikke så overrasket endda. Men jeres data har gjort, at vi kunne vise det som vi godt vidste. Få bakket vores arbejde op med data og forskning, så det faktisk er umuligt at afvise det som enkelthistorier.

Så I skal have stor tak for den viden. I fik skrevet en artikel som var både lang og akademisk, men den er nået meget bredt ud, og nærmest dagligt lige siden har der været debatindlæg og interviews. Det har haft en kæmpe gennemslagskraft. Vi har faktisk ikke rigtig oplevet, at der har været noget LGBT+ forskning, der har haft sådan en gennemslagskraft.

Særligt Morten vil jeg gerne lige fremhæve, at du har været meget generøs i din formidling i forhold til at give rigtig mange interviews og nuanceret debatten og kvalificeret den. Og på den måde sat fokus på hvordan fordømmelse rammer og fordomme rammer trivslen for LGBT+ personer.

Så til jer alle sammen vil vi gerne give en stor tak, og derfor skal have Årets Laks.

Morten Frischs tale ved modtagelsen af Årets Laks 2025

Som leder af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS vil jeg gerne på vegne af Josefine, Christian, Mikael og mig selv sige varmt tak for denne flotte hæder. Vores SEXUS-undersøgelse om homofobiske holdninger i Danmark har i løbet af sommeren fået kolossal omtale og spalteplads i medier og dagblade. Den er blevet eksponeret i TV-Avisen, på TV2-NEWS, i radioprogrammer, i lederartikler i landsdækkende aviser (Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Information), og den har givet afsæt til en enorm skrive- og debatlyst blandt danskerne i form af aviskronikker, læserbreve og So-Me opslag. Adskillige ministre har været på banen, og regeringspartierne med ligestillingsminister Magnus Heunicke i spidsen har netop – blandt andet med henvisning til vores homofobi-kortlægning – varslet en ny 4-årig handlingsplan mod diskrimination og mistrivsel blandt seksuelle og kønsidentitetsmæssige mindretal i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2026.

Som Projekt SEXUS-forskere er vi glade – og naturligvis stolte over – den megen omtale af vores undersøgelse og dens medvirken til at sætte homofobi-problemet på den politiske dagsorden. Ikke af forfængelige grunde, men af sundhedsfaglige grunde, ganske enkelt fordi homofobi er et problem – også i vores lille smørhul i Danmark. Når over en femtedel af befolkningen finder det uacceptabelt, at to personer af samme køn har sex med hinanden, så bidrager det til den udbredte mistrivsel og de psykiske udfordringer, som er veldokumenterede blandt homo- og biseksuelle mennesker – også i vores lille smørhul i Danmark. I tidligere studier har vi – og andre forskere – påvist en markant højere forekomst af mental mistrivsel og psykiatriske problemstillinger blandt bøsser, lesbiske og biseksuelle end blandt heteroseksuelle danskere. En af de medvirkende forklaringer herpå er utvivlsomt den modstand mod homoseksualitet, som vores undersøgelse så tydeligt dokumenterer. Det har været interessant at følge debatten hen over sommeren. Og vi vil spændt følge, hvad politikerne vil sætte i søen af nye initiativer til at imødegå den udbredte homofobi, som desværre stadig trives i lommer af det danske samfund.

I Projekt SEXUS har vi en lang række forskningsartikler undervejs om den seksuelle sundhed i Danmark – og ikke mindst de problemer, som mange mennesker oplever med den seksuelle sundhed og trivsel. Projekt SEXUS har for nylig bidraget til at belyse de seksuelle udfordringer, som mennesker med HIV oplever, og vi har flere andre tankevækkende undersøgelser på bedding om underbelyste seksuelle problematikker i forskellige grupper i samfundet. Dette undersøger vi blandt andet for mennesker, der lever med eftervirkninger af en kræftdiagnose, personer med kronisk inflammatorisk tarmsygdom, personer med maniodepressiv sindslidelse, og mennesker med svær synsnedsættelse. Og vi har naturligvis også fortsat fokus på de mentale og psykiatriske udfordringer, som gør sig gældende blandt landets seksuelle og kønsidentitetsmæssige mindretal.

I 2026 planlægger vi at gentage dataindsamlingen i Projekt SEXUS. Vores undersøgelse, som nyder stor velvilje i befolkningen, er i al ubeskedenhed internationalt enestående, dels på grund af sin store størrelse og brede dækning, og dels på grund af dens evne til at sige noget vigtigt om den seksuelle sundhed og trivsel i en hel befolkning. Trods de nævnte problemer i vores lille smørhul i Danmark, så er vores lille, skønne land det eneste sted i verden, hvor en befolkningsundersøgelse som vores rent faktisk finder sted. Vi håber derfor meget, at SEXUS-2, som vi kalder den nye dataindsamling, vil blive lige så positivt og tillidsfuldt modtaget, som da vi startede Projekt SEXUS i 2017. Vi håber således, at alle der i 2026 vil modtage en invitation til at deltage i SEXUS-2, vil ofre 20-30 minutter af deres tid på igen at sætte Danmark på verdenskortet som landet, hvor vi tager menneskers seksualitet – og samspillet mellem seksualitet og sundhed – seriøst.

Endnu en gang: Mange tak for at tildele os prisen som Årets Laks 2025!

Bestyrelsens forperson Morten Grumstrups tale ved uddeling af arbejdslagetet Søehsten 20225

I år er det femte gang, at vi udover Laksen også uddeler arbejdslegatet Søhesten på 10.000 kr.

Legatet tildeles en person eller organisation, der yder et særligt stykke arbejde for at fremme LGBT+ personers rettigheder og trivsel.

Det kan være fristende at give legater til nye, spændende tiltag, men vi må heller ikke glemme dem, der står for det lange seje træk – den vedholdenhed, der er med til at holde vores miljø sammen over årtierne.

I år går Søhesten derfor til Kafe Knud som støtte til aktiviteter for caféens brugere.

Legatet er dermed også en symbolsk anerkendelse af mere end 30 års frivilligt, socialt arbejde.

Kafe Knud blev grundlagt i 1991, hvor kampen for mennesker med hiv var allerhårdest. Den støtte, som sprang op i AIDS-krisens skygge, var i høj grad drevet af frivillige. Folk, der følte sig kaldet til selv at gøre noget.

Kafe Knud er et levende bevis for den røde tråd af solidaritet og omsorg, der løber gennem miljøets historie, og I skal derfor have årets Søhest.

Tillykke

Jens Peder Høebergs tale ved modtagelsen af arbejdslegatet Søhesten

Tusind tak, vi er rigtig, rigtig glade og beærede.

Kafe Knud er opkaldt efter Knud Josefsen, som døde i 1991. Så i 1992 oprettede vi Kafe Knud – ikke der hvor vi er nu – med på den anden side af gade. Knud Josefsen er en vi har den dybeste respekt for. Han var aktivist, jeg vil kalde ham en rigtig aktivist, han havde hiv, han døde af AIDS i ’91.

Han lavede et kæmpe arbejde og i dag er I også nogle der kan takke ham for de tiltag, der er blevet taget i sundhedsvæsenet. Hans kæreste den gang, Michael, har brugt et par måneder som var meget meget hårde for ham, til at beskrive, fortælle og dokumentere hans liv. Lige fra hans start til hans døde og efter hans død og en tale der blev holdt til hans begravelse. Den er nede i en mappe på Kafe Knud. Jeg vil meget gerne anbefale jer at tage ned og læse den. Den er helt fantastisk. Og jeg prøver at få den på hiv-danmarks hjemmeside. Fordi dokumentation af fortiden er vigtig, for det betyder at os. som lever i dag. kan høre den.

Tak for arbejdslegatet Søhesten. Til jer at, der ikke ved det, så er det han-søhestene, der er gravide. Så kan I måske overveje at finde ud af, hvordan man gør det… Det er i  hvert fald dem, som har æggene og skal passe på dem til der er søhesteunger. Så det er da et utrolig fint legat at få.

Min tale skal hedde ”Velbehandlet hiv smitter ikke”. Det ved vi jo godt, og det har vi vidst i mange år? Nej, det har vi ikke!

I går nede på Pride Square var der en fantastisk quiz, og der blev det spurgt: ”Kan mennesker, som er velbehandlede med hiv, smitte andre?”. ”Ja” sagde 13 procent. I synes måske ikke, at 13 procent er meget, men for mig er det alt for mange. Det er stadig utrolig vigtigt at komme med det budskab, som både vi i hiv-Danmark og Kafe Knud sender ud ind til der er 0.01 procent.

Fordi det betyder noget for os med hiv. Jeg har hiv. Det har jeg haft siden 1985. ”Hold kæft mand er du ikke død?” Nej jeg er en af overleverne! Og derfor har jeg en historie med mig, og jeg kan se, at den gang var der mange som var bange for os. Det var der selvfølgelig mange gode grunde til.

I dag behøver man ikke at være bange, men det sker alligevel. Og derfor vil jeg godt sige, bare mellem os. I vores miljø, bøssemiljøet, er der stadig væk også nogen der siger ”jeg har hørt, fra ham der, at nogen har sagt, at ham derover har hiv. Pas lige på med at have sex med ham!” Og ved I hvad, fuck det! Fordi der er 99,5% sikkerhed for, at han er velbehandlet. Der er ikke nogen i vores miljø, som ikke er velbehandlet. Straks vi får konstateret at vi har hiv, bliver vi straks medicineret. Så går der en periode og derefter kan vi ikke smitte nogen.

Og desværre er der stadig nogen der tænker, at det ikke passer. Og jeg ved godt, at der er forskel på hjerte og hjerne. Hjerne, håber jeg, ved godt, at ”nej, jeg kan ikke smitte nogen” – for det er nemlig utrolig vigtigt for os, som lever med hiv, at vi ikke kan smitte nogen. Men hjertet hos nogen siger alligevel ”ej jeg vil hellere have sex med ham ved siden af så”.

Men husk på, at hvis I er ude i byen, og I skal have sex. Så find ud af, om der skulle være en, som er velbehandlet for hiv i blandt dem du er interesseret i og så hav sex med den person. Så er du garanteret ikke at få hiv.

Vi vil også gerne give en gave. Fordi vi har de her flotte trøjer, som man kan købe nede på Kafe Knud. Vi vil så gerne se andre end os selv gå med de her trøjer og vise, at der sker ikke noget, hvis du har sex med en, som er velbehandlet for hiv. Jeg har Pia med, som er kasserer i hiv-Danmark. Hun sagde ”du går ikke selv derned og tager imod 10.000 Kr.”

Vi ville gerne have haft vores frivillige med, men de har simpelthen så travlt. De er nede på Kafe Knud og vi har ikke råd til at have dem med i dag.

Tusind tak og tak til jer alle.