Den store undersøgelse af homofobi blandt danskerne slår en pæl igennem myten om, at vi er ’kommet i mål’ her i landet. Nu det er det tid til at politikerne også sætter handling bag holdningerne, og tør stiller krav. Ungdommen kan ikke vente på en perfekt verden.

Det har været tankevækkende at følge reaktionerne på den store undersøgelse af homofobi blandt danskerne, som forskere fra Statens Seruminstitut og Aalborg Universitet udgav 11. juli.

For det første er omfanget af reaktioner helt enestående: I en måned har der i danske medier dagligt været debatindlæg, tv-indslag eller interview om undersøgelsen. Vi mindes ikke tidligere forskning om LGBT+ personer, der i den grad har sat dagsordenen.

Dernæst bider vi mærke i, at mange reagerer med forbavselse. Hvordan kan en hel femtedel af befolkningen være homofobiske? I rare lille Danmark? Dette selverklærede regnbueland? Os, der vakte verdenssensation med det registrerede partnerskab i 1989?

Vi er ellers mange bøsser og lesbiske, der har forsøgt at gøre heteroseksuelle opmærksomme på dette paradoks:

At selvom Danmark har fået styr på rigtig mange af de formelle rettigheder, betyder det ikke, at fordomme, mobning, chikane eller vold mod homoseksuelle er et overstået kapitel. Der er masser af tilbageværende udfordringer, og de kan sjældent kan løses med lovgivning alene. For et frit, ligestillet liv som homo- eller biseksuel skal ikke kun være realiseret på papiret, det skal manifestere sig ude i virkeligheden.

Det ville jo være skønt, hvis vi allerede var blevet troet på. Men når man påtaler små eller store uretfærdigheder, bliver det som regel affejet af majoriteten. Det må være klynk eller et forsøg på opmærksomhed. For i Danmark er vi jo så rummelige.

Nu har vi så en historisk stor befolkningsundersøgelse, som at dømme efter reaktionerne er svær for majoritets-Danmark at slå hen. Så lad os om ikke andet nu kollektivt slå en pæl igennem myten om, at vi er ’kommet i mål’ her i landet.

En undersøgelse af et sådant omfang – 57.000 danskere medvirker – indeholder et væld af nuancer. Man skal derfor også have ret ensfarvede briller på eller læse undersøgelsen med det ene øje lukket, hvis man skal forsøge at drage en enkel, simpel konklusion. Det er vanskeligt at sige, at det kun er muslimer, der er problemet (selvom nogen har forsøgt) eller at påstå, at det udelukkende er mænd, der sidder med fordommene (selvom nogen også har forsøgt det.)

Andre mener, at resultaterne viser et tilbageskridt for accepten af homoseksuelle her i landet. Heriblandt finder man også et segment, som fremfører, at det i sidste ende er LGBT+ bevægelsens egen skyld. En velkendt form for victim-blaming, som er en indgroet del af de seneste års bølge af angreb på LGBT+ personers rettigheder verden over – uanset at LGBT+ bevægelsen i f.eks. Uganda eller Rusland vist ikke ligefrem kan siges at have sejret ad helvede til. Her i landet findes der i øvrigt ingen sammenlignelige undersøgelser, så de nye resultater kan ikke sige noget om fremgang eller tilbageskridt.

Og så har der været dem, der har forsøgt helt at bortforklare resultaterne ved at angribe forskernes præmis: Er det virkelig homofobi at finde sex mellem personer af samme køn moralsk uacceptabelt? Kan man nu ikke kalde homoseksuelle amoralske uden at få dette grimme mærkat ’homofob’ på sig? Og er det ord ikke nærmest sin egen slags fordomsfuldhed?

Der findes mange måder at definere homofobi på, men lige netop moralsk afstandtagen, som undersøgelsen måler på, er nok en af de mere klassiske. Hos LGBT+ Danmark er vi sådan set ikke så interesserede i hvad vi kalder det. Men ’homofobi’ er nu en ganske nyttig schweizerkniv til at beskrive det mangehovedede monster af fordomme, ubehag, afstandtagen og had, som møder homo- og biseksuelle og i vid udstrækning også resten af personerne i LGBT+ alfabetet.

For homofobi er mange ting. Det er når en præst kalder vores kærlighed for mindre sand og rigtig end den ideelle mellem mand og kvinde. Det er når de andre børn i skolen pludselig synes man er ulækker, fordi man forelsker sig i det samme køn. Det er når en imam siger til et ungt menneske, at det ikke kommer i himlen. Det er når ’bøsse’ bliver råbt som skældsord på stadion. Det er når man springer ud overfor sine forældre, og får at vide, at man bringer skam over familien. Det er når man skal lægge øre til “hygge-homofobiske” jokes på sin arbejdsplads. Det er når unge forsøges ’omvendt’ til den rigtige, sunde heteroseksualitet. Det er når kommentarsporet flyder over med vrede, hvis en artikel vover at fokusere på en LGBT+ person (prøv selv at lægge mærke til, hvor ofte medier må lukke for kommentarsporet på selv helt neutrale artikler om LGBT+ emner). Det er når vores synlighed i kulturen eller på gaden bliver opfattet som demonstrativ. Og så er det naturligvis, når vi udsættes for had, aggression og vold fordi vi er anderledes, fordi vores kærlighed er anstødelig, vores sex er frastødende og vi er en slags forkerte mænd og kvinder.

Samtalen om undersøgelsen har også handlet om tankefriheden. Har man ikke lov til at synes, at andre mennesker lever moralsk uacceptable liv? Det har man naturligvis. Men man også regne med at blive stillet til ansvar for sine holdninger. Her tænker vi ikke mindst på konsekvenserne for de børn og unge, der vokser op i miljøer, hvor homofobiske holdninger dominerer.

Undersøgelsen viser – ikke overraskende – at moralsk fordømmelse af homoseksuelle er særdeles udbredt i konservativt kristne og bredt i muslimske miljøer. Her må vi som samfund kræve, at religiøse organisationer aktivt tager ansvar for deres børn og unge. Flere har argumenteret for, at hvis man er homoseksuel, kan man jo bare forlade trossamfundet. Men det er en illusion, hvis man er 12, 14, eller 17 år gammel. Der er biseksuelle i Jehovas Vidner, lesbiske i Indre Mission og bøsser i Dansk Islamisk Trossamfund, som ikke har noget valg. Hvordan undgår de udstødelse, mobning eller den tavse, sjælenedbrydende skam, der kan trække spor gennem hele livet?

Dette ansvar var hovedpointen i et åbent brev fra 105 personer med tilknytning til kristne foreninger i Kristeligt Dagblad 2. august. Og samme krav må vi stille til imamer og andre ansvarlige i de muslimske miljøer. Til forskel fra f.eks. Indre Mission har ingen af landets 37 muslimske trossamfund, der repræsenterer 300.000 danskere, deltaget i debatten. Det er ikke godt nok, og gør os kun mere bekymrede for fremtiden for unge, queer muslimer.

En del politikere har kommenteret på undersøgelsen, men desværre oftest med snævert fokus og sjældent med nogen konkrete løsninger. Det er dejligt at se, at man på tværs af folketinget fordømmer homofobi. Og vi håber det store flertal i befolkningen, der bakker os op, vil tro på os fremover, når vi siger til – og er med til selv at sige fra. Også når vi ikke er til stede. Men kære politikere: Brug så den brede konsensus og sæt handling(splan) bag ordene! Der er et væld af steder, I kan sætte ind med initiativer.

For det er jer, der kan sætte krav til religiøse organisationer – dem har vi ingen magt over. Det er jer, der kan sørge for at følge forskernes anbefaling om obligatorisk seksualundervisning med fokus på afstigmatisering. Det er også jer, der kan sørge for, at børn og unge mødes af lærere og pædagogisk personale, der har indblik i og viden om hvad det vil sige at være og vokse op som LGBT +person. Vil I gøre det til et krav, at arbejdspladser skal have en LGBT+ politik og at tillidsrepræsentanter véd hvordan de skal rådgive og støtte deres LGBT+ kolleger når de oplever forskelsbehandling? En forbavsende stor andel af LGBT+ personer fortæller ikke hvem de er privat til deres kollegaer – faktisk er 27% af voksne LGBT+ personer ikke åbne på deres arbejdsplads.

I kan også bestemme, at LGBT+ personer ikke skal begrænses til seksualundervisning, men naturligt afspejles i undervisningsmaterialet til grundskolen. Vil I hjælpe med, at vi også bliver synlige som en del af dansk kulturarv – fra H.C. Andersen og Nathalie Zahle til Nina Rask og Glenn Bech? Bør alle børn ikke lære den fantastiske fortælling om det 20. århundredes danske homobevægelse i historieundervisningen? Prioriterer I forskning og formidling af LGBT+ personers plads i dansk kultur? Kan vi se frem til en prestige-serie på DR om LGBT+ personernes Danmarkshistorie med Lars Mikkelsen som vært?

Og så er der volden. I Danmark har vi heldigvis taget historiens erfaringer til os, og sørget for at give minoriteter særlig beskyttelse mod vold, chikane og forfølgelse. Men igen er spørgsmålet, om den ret på papiret også omsættes ude i virkeligheden? Der bliver stort set aldrig fældet dom for vold med hadmotiv, og loven om hadtale ser heller ikke ud til have den store effekt og da slet ikke online. Lad os få undersøgt, hvorfor der er så stor diskrepans mellem de mange ofre for hadforbrydelser og de få forsvindende få sager og endnu færre domme.

Vi ved desuden næsten intet om gerningspersonerne bag homofobisk vold eller for den sags skyld transfobisk vold. Det bliver afgørende, hvis volden skal forebygges. Er det islamisk motiveret, som mange mener? Bliver man inspireret af hadprædikanter? Spiller de nye, giftige online-fællesskaber for drenge ind? Stemning på fodboldstadioner? Er det gammeldags opfattelser af rigtige mænd og kvinder, der får nogle til at ville afstraffe dem, der bryder normerne?

Ægte frihed betyder også at kunne deltage i det offentlige rum på lige fod med andre. At kunne gå ubekymret med sin elskede i hånden. Kunne slå billeder op af sit bryllup på sociale medier. At kunne gå på gaden ubekymret og fri, klædt nøjagtigt som man selv vil. Det er ikke nødvendigvis mere trygt at gå ned ad Strøget i København i “det andet køns tøj” end det er i Bukarest eller Bombay. Vil vi virkelig finde os i det i Danmark?

Sidst men ikke mindst, så ved vi at den bedste og varige forandring kommer indefra. Og vokser man op med en uforstående familie, er det fællesskabet med andre, der kan give en styrken til at springe ud – og måske skubbe til holdninger og fordomme.

Så kære politikere, der vil bekæmpe homofobi blandt muslimer: Giv nu varig og solid støtte til Sabaah og andre gode initiativer for dem, der er dobbeltudsatte. Det er et uundværligt skridt på vej mod en kulturforandring.

Og kære politikere, der vil bekæmpe homofobi i befolkningen i det hele taget: Styrk de lokale netværk! Vores eget ungdomsnetværk AURA står til at lukke mange steder, fordi kommunerne ikke prioriterer det. Hjælp med at sprede et net af fællesskaber for LGBT+ personer ud til alle landets kommuner, ikke kun i velvillige København og Frederiksberg. Netværk, der kan gribe dem, der ikke selv vælger deres familie eller hvor de bor.

At skabe et mere rummeligt Danmark er et langt sejt træk. Det ved vi om nogen, og vi har gjort vores siden vores stiftelse i 1948. Men selv når vi har været i gang i 77 år mere, er vi sikkert ikke helt i mål.

Det kan de unge ikke vente på. De kan heller ikke vente på, at resultaterne af handlingsplaner eller andre indsatser bærer frugt om fem eller ti år. Nogle kommer aldrig til at springe ud overfor deres familier. Vi får nok aldrig skabt en perfekt verden, og de har brug for vores støtte lige nu. 40% af unge LGBT+ børn og unge mellem 15 og 25 år selvskader den dag i dag, viste en undersøgelse fra VIVE sidste år – en undersøgelse, der har skabt forbavsende lidt vilje til forandring. Men de har brug for fællesskaber og venskaber. Mødesteder, LGBT+ medborgerhuse, rådgivning og støtte fra deres ligesindede uanset hvor de bor i landet. Det er det, der kan gøre en forskel allerede i morgen.

Det er fantastisk at bo i et land, hvor politikere på tværs af folketingssalen ikke er bange for at tale homofobi imod. Men så forventer vi også, at I sætter handling bag jeres holdning. Ellers er det bare dydssignalering. Bak op om homoseksuelle og andre LGBT+ personer, også når det er svært. Vores ret til at være en del af fællesskabet, men også til at skabe vores egne. Vores ret til at være anderledes, vores ret til at leve livet på en måde, som vores heteroseksuelle familier måske ikke forstår.

Det skylder vi vores unge. De skulle gerne møde et bedre Danmark i morgen. Hvor en ung fyr i Ringkøbing ikke behøver at drømme sig langt væk til hovedstaden for at møde ligestillede. Eller en lesbisk pige på Falster aldrig er i tvivl om, at hun ikke er alene. Sådan kan vi styrke dem til at leve i den uperfekte verden, vi må lade dem vokse op i.

Bragt som kronik i Politiken 13. august 2025