Vær med til at fejre LGBT+ Danmark i din by som medlem eller frivillig

Vær med til at fejre verdens næstældste LGBT+ organisation lokalt d. 23. juni 2023

Der er sket en næsten ufattelig udvikling, siden idéen om en forening for homo- og biseksuelle begyndte at spire blandt en gruppe unge en midsommernat i 1948. Dengang en undergravende og farlig tanke, som kostede en af foreningens stiftere både job, lejlighed og partimedlemskab. Der er stadig meget at kæmpe for i dag, men Danmark er trods alt blevet et af de lande i verden med den allerstørste frihed og grad af rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede og andre, der bryder med normer for køn og seksualitet.

Vores forening har været med hele vejen, og selvom vi i dag har et professionelt sekretariat, er foreningens rygrad stadig medlemmer og frivillige over hele landet – som det har været siden 1948. Det vil vi gerne fejre med en landsdækkende markering.

Fra sekretariatet arrangerer vi, som vi plejer, en stor midsommerfest på fødselsdagen 23. juni på Amager Strand i København. Men 75 år er noget helt særligt, derfor vil vi invitere frivillige og medlemmer til også at samles i jeres lokale fællesskab og lave jeres egen fejring samme aften – uanset om I samles to, ti eller 30.

Som et særligt fælles øjeblik på tværs af landet håber vi I vil være med til følgende lille ritual: Foreningen blev stiftet for 75 år siden i 1948, derfor vil vi kl. 19:48 denne midsommeraften afholde 75 sekunders stille taknemmelighed for alle dem, vi står på skulderne af. Så kan vi i fællesskab sende en tanke til dem, der har kæmpet kampen før.

Hvordan I ellers ønsker at fejre fødselsdagen, er op til jer. Men vi vil gerne sende jer en pakke med fakler og flag, som I kan bruge til at synliggøre jeres initiativ.

Sådan kan I være med i jeres by:

Tilmeld jer herunder via knappen, hvor I også kan vælge om I vil have tilsendt en jubilæumspakke – og om I vil med i det officielle jubilæumsprogrammet på lgbt.dk/75.

Denne aften står vi hånd i hånd, skulder ved skulder og kind mod kind landet over i fortsat fællesskab og kamp for en bedre fremtid.