Debatindlæg bragt i Politiken mandag 10. august 2026.

Vi vil ikke lade os indrullere i den kamp mod muslimer og de liberale frihedsrettigheder, som det skingre kor af kommentatorer og politikere kræver.

Det islamisk inspirerede terrorangreb mod pride-festen i Berlin for nyligt har ramt mig og mange andre LGBT+-personer dybt. Hadet og barbariet satte en stopper for fest og livsglæde. Det er næsten ikke til at bære.

Vores tanker er gået til den afdøde kvinde, de mange sårede og deres nærmeste. Men selvfølgelig også til vores egen pride i Københavns gader i denne uge. Selv om vi er rystede, bliver vores beslutsomhed større: Kærligheden skal vinde over hadet. Og den vil vinde, når vi går i prideparade for vores rettigheder og for samfundets mangfoldighed.

Oven i fortvivlelsen og sorgen over selve terrorangrebet er jeg dybt forstemt over den debat, der har hersket i danske medier, som kun perifert har handlet om lgbt+personers tryghed og sikkerhed.

Der var ikke gået mere end én dag, før den offentlige debat handlede om indvandring, islam og muslimer – og det meste af den efterfølgende debat har handlet om at få lov at udpege islam som den største trussel mod LGBT+ bevægelsen i Vesten som sådan. Vi er bare et redskab i deres dagsorden – eller ligefrem selv ude om, at vi bliver truet og slået ihjel, fordi vi ikke vil være en del af deres nationalkonservative kamp.

Ingen behøver at forklare mig som chef for LGBT+ Danmark, at den største fare for terrorangreb mod LGBT+ -bevægelsen i Danmark kommer fra militant islamisme.

Vi ved godt, hvorfor vi deltager i årlige informationsmøder om trusselsvurderingen med PET. Vi har faste sikkerhedsprocedurer, der skal overholdes, hver gang vi har et offentligt arrangement. Jeg lever til daglig med den trussel og har både hemmelig adresse og et direkte nummer til selvsamme tjeneste.

Den frygt har også fået flere i vores miljø til at melde sig i kampen mod muslimer. Senest her i avisen, hvor seks borgerlige homo- og biseksuelle ungdomspolitikere mente, at LGBT+bevægelsen bør være islams største modstander.

Selv om de seks unge borgerlige er uenige i LGBT+ Danmarks kurs, blev jeg faktisk oprigtigt glad for at se, at man kan have så fremtrædende positioner i de borgerlige politiske ungdomsorganisationer som åbent homo- og biseksuelle. Det ville have været helt utænkeligt, da jeg var ung.

Jeg håber blot i al stilfærdighed, at de også vil reflektere over, at det ikke er takket være Pia Kjærsgaards indsats i dansk politik, at vi er nået dertil. Og at de vil hjælpe deres partier til at flytte sig mere i retning af at udbygge rettighederne for alle LGBT+-personer i Danmark. For det er en blindgyde for os at lade os indrullere i den kamp og reducere kampen for LGBT+-rettigheder til en kamp mod islam. Vi vil ikke reduceres til et figenblad for partier og meningsdannere, der i øvrigt modarbejder os.

Det sidste måske bedst eksemplificeret ved sognepræst Sørine Godtfredsen, der i Berlingske bruger terrorangrebet til at beskrive LGBT+-bevægelsen som »bærer af en voldsom sex og-kropsfiksering, der kan skævvride ideen om det væsentlige i livet« og »en normopløsende kraft, der næppe gør det nemmere for et ungt menneske at blive sig selv uden at blive tvangspåført en række af tidens kønsovervejelser«.

Tænk, at bruge et terrorangreb på LGBT+-personer som anledning til at fordømme os som en af »de skadelige kræfter« i Danmark.

Vi har i LGBT+ Danmark en anden vision for vores sikkerhed end den enøjede kamp mod muslimer, som vi bliver afkrævet for at redde os selv.

På den ene side at skabe trygge, meningsfulde fællesskaber for lgbt+personer, hvor de kan mødes uden at skulle forsvare og forklare sig. På den anden side at kæmpe for, at det omgivende samfund udvider sin forståelse af os, så det bliver nemmere at være LGBT+-person i verden.

Det første gør vi ved at understøtte frivillige, sociale mødesteder i hele landet, ved at tilbyde relevant og kompetent rådgivning og støtte og ved at lave kulturelle events. Det andet gør vi ved interessevaretagelse, politisk lobbyarbejde og ved at udføre omfattende oplysningsarbejde på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og i den offentlige debat. Det allerbedste værn mod formørkede menneskers indædte modstand mod vores anderledeshed er at insistere på oplysning, uddannelse og synlighed. I dét arbejde har vi brug for det liberale samfunds institutioner og rettigheder.

Det bliver et langt, sejt træk at få bugt med had og fordomme mod danske bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – ikke mindst i religiøse miljøer.

I LGBT+ Danmark og de andre LGBT+organisationer fortsætter vi vores brede indsats med at oplyse, opkvalificere og bekæmpe fordomme om LGBT+-personer. Vi tilbyder et rum og en plads til unge, der er blevet udstødt og udskammet af deres familier. Mange af dem har i disse år muslimsk baggrund. Hvis politikerne – på begge fløje – virkelig vil skabe forandring, kræver det stabilt politisk fokus og finansiering.

Vi vil ikke lade os indrullere i den kamp mod muslimer og de liberale frihedsrettigheder, som det skingre kor af kommentatorer og politikere kræver.

Vi vil i LGBT+ Danmark gøre vores del for at mindske homofobien – også blandt muslimer i Danmark. Vi vil gøre det, vi altid har gjort. På den måde som vi fik vendt den danske opinion fra udbredt homofobi til generel accept op gennem de sidste 30-40 år:
Stille os frem og sige: Her er vi. Vi findes. Vi er jeres døtre og sønner; muslimer og kristne, borgerlige og socialister og alt muligt andet, og kræver blot at kunne leve vores liv i frihed og tryghed.

Det er derfor, vi går gennem Københavns gader til Pride på lørdag, og jeg håber, at mange vil være med til at fejre kampen for kærlighed, frihed og mangfoldighed.