I LGBT+ Danmark fulgte vi nøje med, da Ida Auken 22. juni var i Deadline for at tale om sit nye hverv som kirkeminister. Vi har nemlig i mange år kritiseret, at homoseksuelle par ingen garanti har for, at deres lokale præst vil vie dem.  

Da Folketinget i 2012 ligestillede homo- og heteroseksuelle par i den nye ægteskabslovgivning blev der nemlig indført med et forbehold: Den enkelte præst kan sige nej, hvis de har teologiske grunde til det. Selvom kirken så vil sørge for en anden præst til at forestå vielsen, betyder det stadig, at medlemmer af en menighed tydeligt forskelsbehandles på baggrund af deres køn og seksualitet.  

Vi håbede derfor, at Ida Auken som ny kirkeminister ville have viljen og den politiske handlekraft til at tage det på sig, at få fjernet denne undtagelse. Vi håbede, at Auken med sin stærke værdipolitiske profil også ville se det som et demokratisk problem. At hun ligesom os kan se, at denne undtagelse undergraver de vigtige lokale fællesskaber, som hun også selv har fremhævet i sin kamp for den såkaldte åndelige oprustning.   

Det var derfor noget skuffende at høre i Deadline, at når det kommer til Folkekirken, så er konservative præsters frihed vigtigere for Ida Auken end den fuldgyldige inklusion af homoseksuelle menighedsmedlemmer. Anden måde kan vi ikke fortolke hendes udtalelser på. 

I interviewet forelægges Ida Auken udtalelser af sognepræst Jesper Bacher, som er en af dem, der ikke ønsker at vie samkønnede par. Det mener han ikke er forskelsbehandling, for sådan fortolker han nu engang bibelen. På værtens spørgsmål om den slags holdninger hører til i Folkekirken svarede Ida Auken, at ja de findes tydeligvis! Hun mener godt nok, at Bachers udlægning er “relativt ringe teologi”, men hun “tror det kommer til at gå væk”.  

Er det virkelig Ida Aukens position som kirkeminister, at hun intet vil foretage sig på det her område? Er det kirkeministerens budskab til kristne homoseksuelle, at der ikke er politisk vilje til andet, end at vente på en forandring? En forandring ministeren “tror” vil komme af sig selv? 

“Ville en Folkekirke, der helhjertet inviterede samkønnede par indenfor, ikke styrke den eftertragtede sammenhængskraft i vores land?”

At modstanden skulle forsvinde af sig selv i Folkekirken kommer Ida Auken ikke med noget belæg for i Deadline. Kigger man ud i virkelighedens verden, er der ikke noget der tyder på det. Tag for eksempel Kristkirken i Kolding, hvor ingen af de tre præster vil vie homoseksuelle. Den nyeste præst er ansat så sent som i 2021 – med biskop Marianne Christiansens fulde velsignelse.  

Kristkirken er et illustrativt eksempel på den splittelse og eksklusion, som præster med dette syn på homoseksuelle vielser kan føre med sig. For blot to måneder siden skrev medierne om, hvordan det påvirker alle fra bedsteforældre, forældre til konfirmander i sognet. Mange føler sig simpelthen ikke velkomne, når homoseksuelle og biseksuelle ikke er en del af menigheden på lige fod med heteroseksuelle – uanset om det rammer dem selv eller folk de holder af. Præsternes frikort er en åbenlys udfordring for menighedsfællesskabet i Kolding og andre lokalsamfund. For mange danskere er Folkekirken netop et af de samlende fællesskaber, som vi har så hårdt brug for i en urolig tid. Ville en Folkekirke, der helhjertet inviterede samkønnede par indenfor, ikke styrke den eftertragtede sammenhængskraft i vores land? 

Kirkeminister Ida Auken nævner flere gange i Deadline, at forandringer må ske i samarbejde med biskopperne. Hun fremhæver, at indførslen af kønsneutrale ægteskaber skete på kirkens opfordring, og det kunne ske igen: “Hvis de kommer til mig og siger ‘vi synes tiden er moden til at sige stop for det her’ – som vi gjorde med at give tilladelse til vielse af homoseksuelle – så ville jeg da lytte enormt meget på det.” 

Den parallel er dog ikke helt retvisende. For det første var det ikke noget flertal i den arbejdsgruppe, der i 2010 skulle undersøge bl.a. muligheden for at indgå registreret partnerskab i kirken. Så det var i sidste ende kirkeminister Manu Sareen (R), der året efter satte lovarbejdet i gang for det kønsneutrale ægteskab – og bad biskopperne skrive et nyt ritual til lejligheden.  

“Det er svært at forstå, at Ida Auken som lige præcis kirkeminister – med en unik indflydelse på Folkekirken – ikke motiveres til nogen som helst handling.”

For det andet er det ren ønsketænkning, at de nuværende biskopper selv skulle presse på for at få fjernet præsternes homo-forbehold. Således genbekræftede biskop Marianne Christiansen i maj måned, at hun synes Kristkirkens position er fin og uproblematisk. I Deadline siger Auken ellers, at “flere og flere biskopper” ikke vil ansætte præster med de her holdninger. Det kan man så konstatere i hvert fald ikke gælder i Haderslev Stift. Men måske det står bedre til i landets andre ni stifter? Måske Ida Auken kan belyse det for os.  

Det er dejligt, at Ida Auken i Deadline giver udtryk for forargelse over sognepræst Peter Bachers udtalelser om homoseksuelles ægteskab. Det manglede da bare – og den forargelse deler vi og mange andre danskere. Men det er svært at forstå, at Ida Auken som lige præcis kirkeminister – med en unik indflydelse på Folkekirken – ikke motiveres til nogen som helst handling.  

Det eneste konkrete Ida Auken bringer i spil er da vært Christian Bennikes spørger, om ikke Peter Bacher er med til at normalisere homofobi? Det svarer Auken ikke direkte på, men siger i stedet: “Jeg tager jo diskussionen med ham! Jeg fortæller ham lige præcis, hvad jeg synes.”  

At kunne ‘tage diskussionen’ om fundamentet for en præst som Peter Bachers holdninger til homo-vielser er desværre ikke et privilegium, den almindelige kirkegænger deler med en folketingspolitiker og nu igen minister – der ovenikøbet er teologiuddannet. Og da slet ikke, hvis man selv har noget på spil som medlem af en menighed, med et håb om at blive viet af sin sognepræst. Der er man næppe lige i en position til en vaks, teoretisk diskussion om biblen og homoseksualitet.  

For det enkelte medlem af folkekirken er det ikke en abstrakt snak om god eller dårlig teologi – det handler om et af de største øjeblikke i menneskers liv, som ens præst ret bogstaveligt talt bliver dommer over. Det har de fleste queerpersoner oplevet i mange sammenhænge gennem deres liv og opvækst – at andre skal vurdere om man er god nok, om man sådan rigtigt hører til. Som troende kristen må det være særligt sårende, at se dette genopført i hvad der ellers burde være en tillidsfuld præsterelation. Det er ærgerligt, at ministeren ikke har blik for det magtforhold, der er mellem en sognepræst og menighedens medlemmer. At ‘tage diskussionen’ er i vores optik ikke nogen egentlig løsning for de enkelte sognebørn.  

Statistikken taler også sit tydelige sprog – hvor langt størstedelen af heteroseksuelle par bliver gift i kirken, er det kun knap 20% af samkønnede par, der vælger en kirkelig vielse. Der er ikke noget, der taler særskilt for at homoe- og biseksuelle skulle være mindre religiøse end alle andre – andet end at de historisk set har været ugleset, udskammet og udgrænsede af religiøse fællesskaber. Det er på tide at gøre op med den historie.  

“Men det springende punkt er, at imamerne, rabbinere og andre religioners ledere ikke er offentligt ansatte. Det er Folkekirkens præster altså. Det kommer med nogle privilegier, som f.eks. at lønnen betales over skatten. Men så bør staten som det mindste da også kunne stille et enkelt krav den anden vej om, at præsterne behandler borgerne lige.”

I Deadline bringer kirkeministeren flere gange forholdene for homoseksuelle blandt muslimer op. Ida Auken fremhæver blandt andet, at staten har stillet meget højere krav til Folkekirken end til andre trossamfund. Og hvis man stillede samme krav til andre trossamfund, ja, “Så skal du se ballade,” ifølge kirkeministeren. 

Forholdene for homoseksuelle i danske moskeer er under al kritik. Det er vi skam enige med ministeren i. Der er så vidt vi ved ingen moskeer i Danmark, der byder åbent homoseksuelle velkomne – og da slet ikke til vielse. Men som man siger på engelsk: Two wrongs don’t make a right. Altså hvad søren skulle det hjælpe f.eks. et lesbisk par i Nordjylland, som bliver afvist af deres sognepræst, at det ville være værre, hvis de var gået til en imam?  

Det kan godt være, at Indre Mission med ministerens lidt hårde ord er “nogle efterladenskaber” af holdninger fra gamle dage. Og det kan godt være, at konservative præster og imamers er enige om meget i synet på homoseksualitet. Den slags holdninger er selvfølgelig fuldt lovlige, og vi har jo også religionsfrihed her i landet. 

Men det springende punkt er, at imamerne, rabbinere og andre religioners ledere ikke er offentligt ansatte. Det er Folkekirkens præster altså. Det kommer med nogle privilegier, som f.eks. at lønnen betales over skatten. Men så bør staten som det mindste da også kunne stille et enkelt krav den anden vej om, at præsterne behandler borgerne lige.  

En bred indsats mod homofobiens nedbrydende virkning i alle religiøse fællesskaber – uanset om de er private eller offentligt drevne – bør rettes mod vilkårene for børn og unge, der vokser op i de religiøse miljøer, hvor homofobien er særligt udbredt. Sidste års store homofobiundersøgelse påviste, at det gælder islam men også f.eks. Indre Mission og Jehovas Vidner. Hvordan en opvækst i homofobiske miljøer påvirker og skader unge mennesker er for nyligt også stærkt beskrevet i vidnesbyrd som f.eks. Sune og Andreas Gylling Æbeløs erindringer “De fortabte sønner” (2024) om opvækst og omvendelsesterapi i det jyske bibelbælte, og Elias Sadaqs digtsamling “Djinn” (2024), om at vokse op som queer og muslim.  

Der findes unge bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner i alle religiøse fællesskaber, og de har som regel ikke mulighed for at vælge fællesskabet fra selv. Så selv hvis grundloven ikke tillader kirkeministeren at indføre homoægteskaber i moskeer og synagoger, så kunne hun lægge sin vægt bag at sikre, at disse unge er i gode hænder og kan få den støtte og anerkendelse, ethvert ungt menneske har brug for. Et sådan samlet blik synes vi er meget mere konstruktivt, end en konkurrence om hvilket miljø homofobien er værst i. 

Det ville i hvert fald være en enorm skam, hvis forholdene i andre trossamfund blev en sovepude – eller måske nærmere et figenblad – for folkekirken. Vi ser ligesom kirkeministeren med bekymring på en international udvikling, hvor gammeldags mandeidealer ser ud til at få en renæssance, med dertilhørende misogyni og homofobi. Her bør det danske samfund holde fanen højt for inklusion og ligestilling for alle minoriteter. 

“At alle folkekirkepræster gerne vil vie alle slags par ville være et symbolsk afgørende skrift frem mod, at vi kan slippe helt af med det lille ‘men’ når det gælder LGBT+ personers adgang til kirkens fællesskab. ”

Det danske frisind er en afgørende del af vores kulturarv. Hvis ikke frisindet blot skal være et historisk artefakt, vi kan gå og pudse og glæde os over, som en pokal vi vandt engang, så skal det bæres ind i nutiden og føres ind i fremtiden. Sådan holder vi det i live, og gør samtidig den danske kultur modstandsdygtig mod voksende kræfter, som vil bevare status quo eller ligefrem skubbe os tilbage. Den opgave må alle offentlige institutioner være med til at løfte, også folkekirken og uden forbehold. De inkluderende folkefællesskaber er vigtigere end de har været i generationer. 

Homoseksuelle er gennem århundreder blevet udskammet, forfulgt og fordømt i de kristne kirker. Vi er i den danske folkekirke nu nået et godt stykke af vejen for at gøre op med denne enorme historiske uretfærdighed. Men det er som om omfavnelsen alligevel stadig kommer med et lille “men” eller “undtagen når” eller “husk lige at”. At alle folkekirkepræster gerne vil vie alle slags par ville være et symbolsk afgørende skrift frem mod, at vi kan slippe helt af med det lille ‘men’ når det gælder LGBT+ personers adgang til kirkens fællesskab. 

Det fremskridt håber vi kirkeminister Ida Auken vil være med til at sætte sit fingeraftryk på. Alternativet er en minister, der godt nok siger hun er forarget, men alligevel sidder på hænderne og venter.

Det vil af mange homoseksuelle troende med god grund blive opfattet som, at Ida Auken som kirkeminister kerer sig mere om plads til de mest konservative præster end til homoseksuelle menighedsmedlemmer.