Historie i B.T. om arbejdsmiljøet i LGBT+ Danmark

Vi har fået en henvendelse fra online-mediet B.T., der har fået aktindsigt i LGBT+ Danmarks sagsforløb hos Arbejdstilsynet.

Udtalelse fra sekretariatschef Susanne Branner:

“Det er naturligvis alvorligt, at der har været problemer med vores arbejdsmiljø. Det er meget beklageligt, at der er medarbejdere, der har haft dårlige oplevelser med arbejdsmiljøet i LGBT+ Danmark. Det er først og sidst ledelsens ansvar som arbejdsgiver at sikre et sundt og trygt arbejdsmiljø. Vi har derfor taget en række initiativer for at forbedre forholdene.

LGBT+ Danmark indgik sidste år et aftaleforløb med Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet havde efter et besøg 22. september 2025 fået mistanke om en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen på grund af uklare og modstridende krav i et af sekretariatets fire teams. Aftalen med Arbejdstilsynet indebar at organisationen skulle gøre “en ekstra indsats for at forbedre arbejdsmiljøet” og løse problemet med uklare og modstridende krav i det pågældende team senest 4. maj 2026.

Vi igangsatte derfor en række ekstra indsatser fra ledelsens side og i samarbejde med medarbejderne gennem arbejdsmiljøorganisationen. Foreningens bestyrelse er løbende blevet informeret.

Med midler fra Velliv Foreningen søgte vi hjælp hos arbejdsmiljørådgivere hos firmaet BetterWorkLife, som hjalp os med at gennemføre en APV, og sidenhen gennemførte en række workshops for alle ansatte om psykisk arbejdsmiljø. På baggrund af den proces udfærdigede vi en APV-handleplan, som italesatte en række punkter for at skabe en mere bæredygtig og systematisk arbejdsorganisering, forebyggelse af negativ adfærd og øget psykologisk tryghed.

En opfølgende APV gennemført i april 2026 viste forbedringer på bl.a. konflikter og oplevelse af støtte fra leder. Oplevelsen af travlhed og stress var dog endnu ikke i forbedring, så det arbejdes der fortsat på at forbedre i ledelse og arbejdsmiljøorganisation.

Der har ikke været noget forhøjet sygefravær i hele 2026.

Arbejdstilsynet besøgte os igen 23. juni 2026, og har herefter bedt om yderligere oplysninger for at kunne vurdere om vi har opfyldt aftalen samt for at gennemføre et grundtilsyn. Vi får besøg af Arbejdstilsynet igen 17. september, hvor vi forventer at kunne vise, at vi har opfyldt aftalen tilfredsstillende.

Uanset hvad forsætter vores fokus på at forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte i LGBT+ Danmark. Det er ikke en afsluttet indsats, men en løbende, vigtig prioritering for både ledelse og bestyrelse.”


For yderligere info kontakt chef for politik og kommunikation Uffe Paulsen 54 30 00 05