Har regeringen selv tænkt sig at tage telefonen, når LGBT+ unge ringer med selvmordstanker?

Forhandlingerne om Finansloven 2022 er begyndt på Christiansborg. Meget er på spil for mange, men en særlig nervøsitet breder sig i LGBT+ miljøet, som lige nu, hvis det alene er op til regeringen, potentielt mister både rådgivningstilbud, sociale grupper og lokale fællesskaber; initiativer, som er afgørende for at afhjælpe de massive udfordringer med mistrivsel, som stadig påvirker LGBT+ personer uforholdsmæssigt.  

For uden finansiering kan vi i LGBT+ Danmark ikke garantere, at der er nogle til at tage telefonen, når LGBT+ personer ringer om hjælp, fordi deres familie slår hånden af dem, eller når LGBT+ unge ringer, fordi de mobbes i skolen til selvmordstanker på grund af deres kønsidentitet eller seksuelle orientering. 

Selvom flere af regeringens ministre – bl.a. statsministeren, udviklingsministeren og ligestillingsministeren – under årets World Pride alle vegne holdt lovende taler om at forbedre vilkårene for LGBT+ personer, er velvilligheden ingen steder at finde i regeringens forslag til finansloven 2022.  

Mens ligestillingsministeren er på forældreorlov, blokerer indenrigs- og boligministeren for lovede rettighedsforbedringer til transkønnede børn, og samtidig ringer medierne for tiden hovesagligt til os i LGBT+ Danmark for at spørge, om amerikanske komikere går over grænsen eller om LGBT+ befolkningen er for ømskindede. 

Lad os i stedet få samtalen derhen, hvor vi kan adressere LGBT+ befolkningens helt konkrete udfordringer, så også regeringen forstår alvoren:  

Biseksuelle forsøger i gennemsnit at begå selvmord fem gange så ofte som heteroseksuelle. Næsten hver fjerde transperson har forsøgt at begå selvmord. Dobbelt så mange homoseksuelle som heteroseksuelle har været i behandling for et psykisk problem. Mere end hver fjerde LGBT+ person føler sig ensom, mens det gælder for hver tyvende blandt den generelle befolkning. 

Selv om Danmark rangerer højt på listen over europæiske lande med lige rettigheder for LGBT+ befolkningen, er det tydeligt for enhver, at ligestilling i levevilkår, velfærd og trivsel ikke nødvendigvis følger med ligestilling i lovgivning. 

Der er brug for systematiske og langsigtede initiativer for at vende denne tendens. Der er brug for kvalificerede rådgivningstilbud og trygge, sociale fællesskaber, som kan trække LGBT+ personer ud af ensomheden, væk fra selvmordstankerne og ind i fællesskabet.  

Alle har krav på at være en del af et fællesskab i deres lokalområde uanset kønsidentitet og seksuel orientering.  

Det gælder ældre LGBT+ borgere, som måske hverken har børn eller tætte relationer til familiemedlemmer og derfor er særligt udsatte for ensomhed.  

Men det gælder i høj grad også for de unge, som i stadig større grad bliver optaget af spørgsmål om deres kønsidentitet og seksuelle orientering og med lys og lygte leder efter jævnaldrende at spejle sig i.  

Det er dog ikke alle LGBT+ personer, som ønsker aktivt at indgå i et fællesskab med andre LGBT+ personer. Til gengæld har alle behov for – og ret til – at føle sig inkluderet på arbejdspladsen, i skolen, sportsklubben eller sundhedsvæsenet uden at blive udsat for diskrimination, stigmatisering eller mobning.  

Sådan er det ikke i dag. I skolen oplever 9 ud af 10 elever homofobiske og transfobiske ord i klasserummet. 60 % af transkønnede er blevet udsat for mobning eller chikane på baggrund af deres kønsidentitet. Halvdelen af alle homoseksuelle mænd undgår at holde deres partner i hånden på åben gade i frygt for omverdens reaktion. Mange ældre LGBT+ personer går “tilbage i skabet”, når de kommer i kontakt med plejesektoren i frygt for, at personalet eller andre beboerne skulle behandle dem negativt, hvis de var åbne om deres identitet. 

Derfor har vi i LGBT+ civilsamfundet påtaget os den opgave at hjælpe samfundets institutioner med at sikre bedre trivsel for LGBT+ personer, der hvor de begår sig. Vi oplever stor efterspørgsel fra virksomheder, skoler og offentlige organisationer, som ønsker kompetenceudvikling og hjælp til at gøre livet nemmere for LGBT+ medarbejdere, -elever, -borgere og -patienter. Vi har bare ikke ressourcer til at imødekomme efterspørgslen. 

For bæredygtige sociale tilbud og kvalificeret vidensdeling kræver en stabil finansiering. Og det er regeringen helt blind for i sit forslag til finansloven for næste år.  

I stedet for at give civilsamfundet en reel chance for at forbedre vilkårene for LGBT+ befolkningen, foreslår regeringen at afsætte penge til Ligestillingsministeriets embedsmænds ”koordinerende funktion på LGBTI-området”. Men har Ligestillingsministeriet tænkt sig at tage telefonen, når en ung LGBT+ person ringer torsdag aften med selvmordstanker? Har Ligestillingsministeriet tænkt sig at facilitere samtalegrupper, hvor LGBT+ unge kan møde ligesindede og lære sig selv bedre at kende i trygge omgivelser? Eller vil regeringen overlade opgaven til TikTok at give danske LGBT+ unge nogen at spejle sig i?  

Et stort element i regeringens finanslovsudspil er, at der skal skabes bedre balance mellem land og by. Netop for LGBT+ personer er forskellen fra at bo i Hanstholm eller hovedstaden markant. Det er en helt central del af LGBT+ Danmarks opdrag at samle miljøet og understøtte lokale kræfter i at danne trygge, sociale fællesskaber for LGBT+ personer. Derfor havde vi også forventet mere af regeringens ambitioner for sammenhængskraft på tværs af landet.  

Hvis regeringen virkelig mener, hvad den sagde under World Pride i august 2021, om at LGBT+ personer skal kunne føle sig trygge og inkluderede i Danmark, er de nødt til at gøre det bedre. Der er brug for langsigtet finansiering af den vanskelige indsats, som det er at sikre plads til alle. Ikke flere lappeløsninger og midlertidige projektbevillinger. 

Vi håber, at Folketingets øvrige partier kan se alvoren. Nu er det op til dem.  

Debatindlægget er oprindeligt bragt i Politiken 10.11.2021