Finanslovsudspil: Regeringen vil skabe balance mellem land og by – men glemmer LGBT+ personer

I forrige uge turnerede Statsministeren, Ligestillingsministeren og Udviklingsministeren under World Pride i København med lovende ord om forbedring af LGBT+ personers vilkår og trivsel i både Danmark og udlandet. I dag præsenterede regeringen så deres forslag til Finansloven 2022, og til vores skuffelse, er der desværre ikke lagt op til, at regeringen følger sine pæne ord op med styrket finansiering af området.  

Regeringen foreslår hverken at stabilisere LGBT+ Danmarks økonomi, så vi kan fortsætte vores indsats med at etablere landsdækkende rådgivnings- og netværkstilbud og systematisk opkvalificering af fagpersoner, eller en ny LGBTI-handlingsplan.  

Til gengæld har regeringen sat midler af til Ligestillingsministerens koordinerende funktion på LGBTI-området. Men den reelle forandring for LGBT+ personer vilkår og trivsel sker gennem konkrete tiltag, konkrete tilbud og indsatser ude i civilsamfundet. Ikke kun gennem centraladministrationen.  

Brug for langsigtede løsninger

Der er fortsat massive udfordringer på LGBT+ området – ikke mindst i forhold til trivsel og mental sundhed. Blandt andet derfor skal Danmark selvfølgelig have ny handlingsplan. Men for LGBT+ Danmark er en handlingsplan ikke det vigtigste. Handlingsplaner er kortvarige løft af LGBT+ området, men Danmark har brug for at have det lange lys på, hvad angår LGBT+ vilkår og trivsel.  

Vi skal ikke spilde skatteborgernes penge ved at åbne og lukke projekter mellem diverse handlingsplaner, men derimod sikre langsigtede indsatser med stabil finansiering.  

Bedre balance mellem land og by – også på LGBT+ området

Et stort element i regeringens nye finanslovsudspil er en bedre balance mellem land og by. Netop LGBT+ området er et sted, hvor uligheden mellem København og provinsen er markant.  

Derfor ønsker vi i LGBT+ Danmark at prioritere lokale LGBT+ tilbud og trygge fællesskaber uden for de store byer – men det kræver at regeringen bakker vores ambitioner op med finansiering.  

Vil regeringen arbejde for lige muligheder for alle, uanset om man bor på Frederiksberg eller i Frederikshavn, kræver det en særlig indsats for de mange LGBT+ personer, som bor uden for de store byer, og som har færre muligheder for støtte og fællesskab. Derfor appellerer vi til, at regeringen og Folketingets øvrige partier sikrer, at LGBT+ civilsamfundet har midler til at løfte opgaven i hele landet.