Croissanter + Queerstudier: Tendenser i queer festkultur

31. maj, 2022, 09:30-10:30
LGBT+ Danmark
Vestergade 18E, 2. sal
1456 København K
Oplæg & debat
LGBT+ Danmark
Tilmeld dig

LGBT+ Danmark lancerer et nyt formidlings- og netværksformat, Croissanter + Queerstudier. Her inviterer vi indenfor til to ting, som bestemt ikke behøver at være tørre: en croissant og et oplæg, fra en forsker, der præsenterer den seneste viden inden for køns- og seksualitetsforskningen.

Croissanter + Queerstudier er åbent for alle, men for at deltage skal du tilmelde dig via billetlinket.
Ambitionen med Croissanter + Queerstudier er at bygge bro mellem forskningen på LGBT+ området og aktivister og civilsamfund, der arbejder med at sikre lige rettigheder for personer, der bryder med normer for køn og seksualitet. Vi ønsker at skabe et rum, hvor der er plads til fordybelse og nuancer og hvor teori og intellektuelle diskussioner får lov at fylde lidt mere.
Første seminar i rækken finder sted 31. maj kl. 09:30–10:30, hvor vi vil få besøg af Kristian Møller som vil fortælle om tendenser i queer festkultur.

Med udgangspunkt i egen og andres forskning vil Kristian Møller præsentere forskellige slags festkulturer: private chemsex-sessioner, online møder på Zoom og pornoplatforme, samt festkulturen på natklubber hvori stoffer og medier cirkulerer og skaber nye oplevelser og udfordringer for sikkerhed og tryghed.

På baggrund af sit oplæg vil Kristian Møller facilitere en lille workshop, hvor vi sammen tænker over LGBTQ+-festkulturens præmisser og potentialer i krydsfeltet mellem samtidens kemiske, digitale, og sociale infrastrukturer.

Kristian Møller, Ph.d., er adjunkt i kommunikation ved Roskilde Universitet. Han har lavet studier af de måder hook-up apps former mandlig, homoseksuel intimitetskultur, herunder hvordan de medierer samtaler om HIV/AIDS. Understøttet af AIDS-Fondet har han forsket i den måde digitale medier er involveret i chemsex.

TILGÆNGELIGHED
Der er adgang til LGBT+ Danmarks lokaler via trappelift og rummelig elevator. Der er niveaufri adgang eller ramper til alle rum. Der er handicaptoilet (uden lift).